Mammutternes svanesang revideres – Københavns Universitet

Københavns Universitets nyhedsportal
Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Nyheder > Alle nyheder > 2009 > 2009.12 > Mammutternes svanesang...

16. december 2009

Mammutternes svanesang revideres

Uldhårede mammutter og forhistoriske heste græssede adskillige tusinde år længere på de nordamerikanske stepper, end man hidtil har antaget. Det viser prøver af fossilt DNA, analyseret af et internationalt forskerteam under ledelse af professor Eske Willerslev fra Københavns Universitet.

Fossilt DNA gør det igen 

Mammouth. Foto: Tracy OAnalyser af fossilt DNA gør således endnu engang op med resultater af mere gængse dateringsmetoder som f.eks. kulstof analyser af knogle- og tandrester fra uddøde dyr. Disse metoder daterer mammutter og forhistoriske hestes uddøen i det centrale Alaska til for 13-15.000 år siden. Men med Eske Willerslev og hans kollegaers DNA-test-metoder er denne grænse nu blevet rykket mellem 2.600 og 5.600 år frem mod vor tid og har dermed gjort op med vores tidligere opfattelse af, hvornår de sidste mammutter og forhistoriske heste græssede på de nordamerikanske stepper.

Det fossile DNA, der ligger til grund for det opsigtsvækkende resultat, fandt forskerne i jordprøver fra den permafrosne tundra omkring den vindblæste by Stevens Village ved bredden af Yukon floden i det central Alaska.

Professor Eske Willerslev siger om opdagelsen:

- I princippet kan man tage en knivspids jord og afdække hvilke levende væsner, dyr og planter, der levede i området en halv million år tilbage i tiden. Ved analyser af fossilt DNA er vi helt uafhængige af skeletter, knogler, tænder og andre makrofossile beviser fra uddøde dyr. Dette øger sandsynligheden enormt for at finde beviser for tilstedeværelsen af en art gennem tiden. Mens et dyr kun efterlader sig et enkelt korpus, når det dør, efterlader det sig mængder af DNA-spor gennem urin og fækalier, mens det stadig er i live. Det er disse DNA-spor, vi finder i jorden.

Ekspedition til Alaska

Da rester af de sidste medlemmer af en uddød dyreart er svære at finde, besluttede Willerslev og et hold af internationale forskere at tage på ekspedition i det centrale Alaska for at løse gåden om "De sidste overlevende mammutter" gennem fossile DNA-prøver fra permafrossen jord.
Overraskende fandt forskerne, at de yngste prøver med mammut-DNA kunne dateres til mellem 10.500 og 7.500 år, og er altså mellem 2.600 og 5.600 år efter mammutternes formodede uddøen på fastlandet i Alaska. Forskerne fandt altså bevis på, at mammutter havde vandret på jorden i adskillig tusinde år længere end hidtil antaget, formentlig ved at mindre flokke af de udryddelsestruede dyr kunne overleve i små isolerede enklaver, hvor livsbetingelserne var intakte.

Ny debat om fortidens dyr 

Resultaterne puster fornyet liv i debatten om, hvorfor fortidens dyr, som f.eks. sabelkatte, kæmpe dovendyr, uldhåret næsehorn, og mammutter, tilsyneladende så pludseligt forsvandt fra jordens overlade.

- Vores fund viser, at mammut og hest eksisterede side om side med de første menneskelige indvandrere i Amerika i hvert fald 3.500 år og altså ikke blev udryddet af mennesker eller naturkatastrofer på få hundrede år, som gængse teorier ellers argumenterer for. Teknikken bag analyser af fossilt DNA har et stort potentiale til at bidrage til debatten om forhistoriske arters udryddelse, men kan også bruges til at indhente viden om nutidige dyrearter, der er så sky, at de er svære at spore. For slet ikke at tale om de kriminaltekniske muligheder teknikken åbner for, påpeger Eske Willerslev.

Artiklen om de sidste mammutter blev offentligjort mandag den 14. december i det internationalt anerkendte tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences USA (PNAS).

Projektet er bl.a. støttet af Danmarks Grundforskningsfond.