Derfor tager det lang tid at komme sig over sene-skader – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Nyheder > Alle nyheder > 2013 > 2013.2 > Derfor tager det lang ...

15. februar 2013

Derfor tager det lang tid at komme sig over sene-skader

Kroppens akilleshæl

Det kan være et langt og smertefuldt forløb at komme sig over skader på sener. Ved at kombinere 1950’ernes atomprøvesprængninger med vævsprøver og moderne teknologi, afslører et forskningssamarbejde mellem Københavns Universitet og Aarhus Universitet nu, hvorfor helingsprocessen er så langsommelig.

Med den nye opdagelse er der en forklaring på, hvorfor seneskaders helingsproces kan være svær og tager lang tid.

Mange danskere bliver ramt af overbelastningsskader i akillessenen og andre sener i kroppen. Alene blandt idrætsudøvere plages op mod 200.000 hvert år af en skade. Det medfører ofte frustration over de dårlige behandlingsmuligheder og over, at det kan tage flere år at komme over en skade i senerne. Den lange helingsproces har hidtil været lidt af et mysterium for sundhedsvidenskaben, da kroppens regeneration normalt formår at udbedre de fleste skader på vores væv.

Nu viser overraskende forskningsresultater, at akillessenen forbliver den samme gennem vores voksne liv. Denne nye viden afslører dels, hvorfor der kan være et langt og smertefuldt helbredelsesforløb efter en skade, og åbner for muligheder for at søge nye behandlingsformer.

- Det er fascinerende, at nogle dele af kroppen er designet til at holde et helt liv. Akillessenen kan modstå meget høje kræfter – f.eks. op til mindst 500 kilo når man hopper – og man skulle tro, at den hele tiden vil udsættes for små skader, og derfor har brug for konstant reparation og fornyelse. Men ikke akillessenen; den er lavet som en meget stærk konstruktion, nærmest som en stålwire, der skal holde et helt liv. Desværre holder 'sene-konstruktionen' i mange tilfælde ikke. Det kan landets mange patienter med overbelastede sener bevidne. Med vores nye opdagelse kan vi give forklaringen på, hvorfor helingsprocessen kan være svær og tager så lang tid, forklarer Katja Heinemeier fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.

Arven fra den kolde krig

For at finde ud af, hvor hurtigt akillessenen fornyes har forskergruppen benyttet en lidt usædvanlig kombination af fagligheder – og benyttet en positiv tilgang til, at man under den kolde krig foretog mange atomprøvesprængninger. Testsprængningerne, som foregik i årene 1955-1963, medførte en meget kraftig stigning af det radioaktive kulstof-14 i atmosfæren. Denne stigning – kaldet bombepulsen -  nåede sit maksimum i 1963, hvor der var sket en fordobling af kulstof-14 i forhold til det naturlige niveau. Siden er det faldet gradvist til et næsten naturligt niveau i dag. Men i Aarhus kan fysikere aktivt bruge bombepulsens ’aftryk’ ved at undersøge materialers kulstof-14 indhold. På den måde har forskergruppen fundet en indgang til det, man kan kalde arven fra den kolde krigs atomkapløb:

- Ændringerne i atmosfærens kulstof-14 afspejles konstant i menneskets krop, fordi vi spiser planter - og dyr fodret med planter - som optager kulstof-14 fra atmosfæren. Dermed bliver der opbygget  en form for historik i vores væv, der senere kan fortælle om de omgivelser, vi har levet i, og samtidig præcist vise, hvor hurtigt de forskellige slags væv fornyes. Vi har undersøgt akillessener fra mennesker, der levede under bombepulsen og kan konkludere, at senerne har beholdt de meget høje niveauer af kulstof-14, som fandtes under bombepulsen i årtier efter. Det kan kun forklares ved, at der sker ekstremt lille udskiftning af senens byggesten. Undersøgelserne afslører, at de byggesten der udgjorde din akillessene, da du var 17 år, stort set stadig er de samme, når du er 50, forklarer lektor Jan Heinemeier, der ud over at være leder for AMS dateringscenteret på Aarhus Universitet, også er far til Katja Heinemeier.

Mulighed for nye behandlingsformer

Når et væv har en begrænset udskiftning af byggesten, også kaldet ’langsom omsætning’, betyder det en generelt dårligere helingsproces. Dermed er den meget begrænsede fornyelse i senen en god forklaring på, hvorfor sene-skader er svære at behandle og ofte kan vare i årevis.

- Baseret på resultaterne tror vi faktisk, at de celler der ’bor’ i senen, er i en slags dvaletilstand og derfor ikke formår at vågne op og reparere senen, når den bliver udsat for en skade. De interessante resultater, forskningssamarbejdet på tværs af fagområderne har givet os, danner nu en meget bedre forståelse af, hvordan sener fungerer. Nu hvor vi har en forklaring på, hvorfor sener heler så dårligt, har vi en bedre chance for at udvikle nye måder at behandle sene-overbelastningsskader. For eksempel kunne en ny behandlingsstrategi være at forsøge at provokere de sovende sene-celler til at ’vågne op’ og komme i gang med at reparere senen. Denne mulighed vil vi nu begynde at undersøge, forklarer professor Michael Kjær, der leder Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital og er tilknyttet Center for Sund Aldring på Københavns Universitet.

Kontakt

Seniorforsker Katja Heinemeier, Københavns Universitet
Mobiltelefon: 28 55 66 02

Lektor Jan Heinemeier, Aarhus Universitet
Mobiltelefon: 23 38 23 18

Professor Michael Kjær, Københavns Universitet
Telefon: 35 31 608 9