Stamceller skal kurere slidgigt og inkontinens – Københavns Universitet

Nyheder > Alle nyheder > 2010 > 2010.6 > Stamceller

16. juni 2010

Stamceller skal kurere slidgigt og inkontinens

Stamcelleforskning

Stamcelleterapi med patientens egne stamceller er en behandlingsform med meget stort potentiale. Forskere på Det Farmaceutiske Fakultet på Københavns Universitet forsøger netop nu at finde den helt rigtige lægemiddelformulering til genopbygning af brusk og muskelceller til gavn for patienter med henholdsvis slidgigt og inkontinens.

Mikropartikler og stamceller genopbygger defekt væv

I såkaldt 'autolog stamcelleterapi' bruger forskere patientens egne celler til at genopbygge fx degenereret brusk eller styrke en funktionssvækket blære. Ifølge forskerne giver autolog stamcelleterapi nye muligheder for at helbrede vævsdefekter i hjernevæv, knoglevæv, hud osv. Behandlingsformen kan potentielt bruges alle steder, hvor man har brug for at regenerere kroppens celler eller væv.

- Forskning i stamcelleterapi med udgangspunkt i celler fra menneske- og dyrefostre har givet anledning til voldsom samfundsdebat og store etiske overvejelser. Men voksne mennesker har faktisk stamceller i mange væv. De kaldes adulte eller voksne stamceller og kan danne nye celler af deres egen type og dermed fungere som reservedele for kroppen, fortæller Eva Horn Møller, der er lektor på Institut for Farmaci og Analytisk Kemi på Det Farmaceutiske Fakultet.

Sammen med lektor Hanne Mørck Nielsen er Eva Horn Møller en del af et forskningsprojekt, der skal lette tilværelsen for patienter med henholdsvis ufrivillig vandladning og knæskader.

En halv million danskere lider

Der er op mod en halv million danskere, der lider af ufrivillig vandladning. Selvom problemet måske kan synes småt i forhold til andre lidelser, har det store konsekvenser for den enkelte:

- Ufrivillig vandladning er det et reelt problem, som i høj grad indvirker negativt på patienternes livskvalitet. De behandlingsmetoder der findes på nuværende tidspunkt er ikke særlig gode, men med stamcelleterapi vil vi på sigt kunne reparere en defekt i de glatte muskelceller ved at lade stamceller regenerere urinblærens lukkemuskulatur, fortæller Hanne Mørck Nielsen.

Forskerne skal i samarbejde med projektets øvrige partnere også afprøve bruskdannende stamceller til behandling af patienter med bruskskader efter eksempelvis sport eller slidgigt. På sigt vil man kunne udtage sundt væv fra patienten, opformere de adulte stamceller og genimplantere dem i det defekte væv.

Stillads af biologisk materiale

Forskere er ved at udvikle en metode, hvor stamceller isoleres og sammenblandes med små såkaldte bærestrukturer af biologisk materiale - en slags stillads i form af en mikropartikel. Stamcellerne skal ledsages af de bittesmå partikler, før de bliver anbragt i det skadede væv med en injektionskanyle. De kugleformede mikropartikler støtter stamcellerne, så de kan gro, og samtidig frigiver de stoffer, der hjælper cellerne med at gro fast og trives. Partiklerne fremstilles af såkaldt langsomt nedbrydelig polymer, der blandt andet består af mælkesyre.

Denne type forbindelse anvendes allerede i flere terapeutiske produkter, fordi den er biokompatibel - det vil sige, at den accepteres af kroppen. I løbet af en måneds tid går stamcellernes 'rejsekuffert' i opløsning:

- Regenerationen af væv vil typisk tage fra en måned til måske helt op til et år blandt andet afhængigt af mængden af væske og blodkar i området. Under forløbet vil det biologiske materiale nedbrydes og forsvinde, og det endelige kliniske resultat vil blive omtrent normalt og funktionsdygtigt væv, fortæller Eva Horn Møller.

Forskerne arbejder med at tilsætte vækstfaktorer, så stamcellerne vokser hensigtsmæssigt og forbliver samlet:

- Andre tilsatte faktorer skaber et lille størknet, tredimensionelt netværk, så cellerne bliver fastholdt lige efter injektionen, indtil de har sat sig fast. Det er netop vigtigt, fordi de skal forblive samme sted i kroppen. Også i forhold til bivirkninger; partiklerne må ikke sætte sig fast det forkerte sted, men skal virke lokalt, hvor de injiceres, fortæller Hanne Mørck Nielsen.