21. november 2011

Derfor ser en landsbykirke ud som den gør

ARKITEKTUR

En gang var de danske landsbykirker kirker fyldt med altre og andagtsbilleder med hver deres specielle funktion. Men indretningen af de danske kirker ændrede sig markant efter reformationen for knap 500 år siden. En ny doktorafhandling fra Københavns Universitet belyser for første gang hele den forvandling af kirken, der førte til det klassiske kirkerum, vi kender i dag.

Sigerslevvester Kirke. Foto: Martin Wangsgaard JurgensenDet er postdoc Martin Wangsgaard Jürgensen fra Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, der har lavet den omfattende undersøgelse af de danske landsbykirker og de forandringer, de undergik i perioden fra 1450 til 1600, det vil sige fra den sene middelalder til perioden lige efter reformationen.

- Den periode, jeg har beskæftiget mig med, er det tidspunkt, hvor de kirkerum, vi kender i dag, blev dannet. Den måde rummene ser ud på og de ting, vi finder i rummene, for eksempel kirkebænkene, blev forhandlet på plads på den tid. Så vil vi forstå, hvorfor tingene ser ud, som de gør i dag, må vi spole tilbage til 1500-tallet for at finde svarene, fortæller postdoc Martin Wangsgaard Jürgensen fra Københavns Universitet.

Ny liturgi skabte nye rum

Martin Wangsgaard Jürgensens afhandling bygger på en omfattende kortlægning og systematisering af interiøret i landsbykirker over hele Danmark. Stort set alle landsbykirker i Danmark kan dateres tilbage til middelalderen og bærer alle arkitektonisk og indretningsmæssigt præg af overgangen fra middelalderens katolicisme til den protestantiske kirke, vi kender i dag.

Kirkebænke i Undløse Kirke. Foto: Martin Wangsgaard JurgensenDet var ændringer i kirkedoktriner og liturgi, det vil sige gudstjenestens forløb og samspillet mellem dens elementer, der samtidig ændrede kirkens arkitektoniske udformning og indretning i perioden omkring reformationen. Et nyt teologisk fokus på nadver, dåb og prædiken førte til, at prædikestolen fra det tidspunkt fik en helt fremtrædende plads i kirkerummet. Døbefonden blev samtidig flyttet fra vest-enden af kirken op til koret. Endelig blev de kirkebænke, vi i dag som en selvfølgelighed tager plads på ved gudstjenester, kirkelige ceremonier og højtider også et fast element af kirkerummet på den tid.

Kirkerummet fortæller historie

Udover at belyse vejen frem imod det kirkerum, vi møder i landsbykirkerne i dag, kaster afhandlingen også fornyet lys over de glemte dimensioner af det middelalderlige kirkerum, som blev forkastet ved reformationen.

- I modsætning til i dag, var det middelalderlige kirkerum et rum, hvor kirkegængeren bevægede sig omkring. Den gang var der mange altre, andagtsbilleder og steder i kirken, der havde helt specifikke funktioner. Denne dynamiske måde at bruge kirkerummet på forsvandt efter reformationen, hvor rummet blev låst fast, så menigheden i stedet kunne sidde ét sted, med blikket rettet mod koret, og følge alle rummets aktiviteter - dåb, messe, prædiken osv. Før reformationen var man som man som kirkegænger nød til at flytte sig omkring for at overvære de forskellige elementer, forklarer Martin Wangsgaard Jürgensen.

Martin Wangsgaard understreger, at det er vigtigt at studere kirkerummet som et funktionelt hele - og at se på sammenhængen mellem ændringer i liturgi og indretning med ændringer i kirkegængernes brug af og oplevelse og forståelse af rummet.

- Før reformationen blev kirken for eksempel betragtet som et helligt, indviet sted. Der havde præsten til opgave at modtage og rense de, der søgte kirken - brudepar, døbebørn - før de trådte ind i bygningen. Dermed spillede kirkedøren den gang en vigtig rolle. Efter reformationen mistede kirken sin status som indviet rum, og præsten møder nu i stedet sognebørnene inde i rummet med det resultat, at kirkedøren har ændret sin rolle, forklarer Martin Wangsgaard Jürgensen.

Kontakt

Teolog Martin Wangsgaard Jürgensen
Det Teologiske Fakultet
Mobil: 30 23 24 28