13. september 2019

Den islandske hvalros uddøde kort efter vikingernes ankomst

Hvalrossen

Et internationalt hold af forskere fra Danmark, Island og Holland viser ved brug af DNA-analyser og kulstof 14-datering for første gang, at en unik bestand af islandske hvalrosser blev udryddet, kort efter at vikingerne bosatte sig i Island for omkring 1100 år siden. Jagt på hvalrosser og handel med elfenben var formentlig hovedårsag til udryddelsen. Det er et af de tidligste eksempler på kommerciel overudnyttelse af havets ressourcer.

Hvalrossens tilstedeværelse i Island og dens pludselige forsvinden efter vikingernes ankomst omkring år 870-1262 har længe været et mysterie for videnskaben. I et studie netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Molecular Biology and Evolution har forskere fra Danmark, Island og Holland for første gang kortlagt, hvad der formentlig ligger bag hvalrossens udryddelse. De har de gjort ved hjælp af omfattende DNA-analyser og kulstof 14-datering suppleret med detaljerede studier af gamle islandske stednavne og referencer til hvalrosjagt i islandsk litteratur fra Middelalderen, inklusiv de islandske sagaer.

“De naturhistoriske samlinger har givet os en unik mulighed for at kigge ind i fortiden med moderne teknologi og undersøge konsekvenserne af menneskets aktiviteter og den påvirkning, som det har haft på miljøet og dyrelivet. Dette kan kombineres med tolkning af islandsk litteratur fra middelalderen, historiske stednavne og arkæologiske steder,” siger en af hovedforfatterne bag studiet, Hilmar J. Malmquist, direktør for Det Islandske Museum for Naturhistorie.

Hvalrossen

Hvalrossen (Odobenus rosmarus) kan blive op til tre meter og op til 40 år gammel. Hannen kan veje op til 1500 kilo, mens hunnen er en smule mindre. Både hannen og hunnen har stødtænder.
Der findes i dag to underarter af hvalrossen: Den atlantiske hvalros og stillehavshvalrossen. Den islandske hvalros var en underart af den atlantiske underart, der lever i Canada, Grønland, Svalbard og Rusland og tæller cirka 30.000 dyr.
Vikingerne var de første til at bosætte sig permanent på Island omkring år 870 og grundlagde senere bosættelser i Grønland, hvor de også fangede hvalrosser til føde og for at handle med stødtænder, skind, kød og fedt.

En unik bestand af hvalrosser på Island

I studiet viser forskerne ved hjælp af kulstof 14-datering, at hvalrosser har levet på Island i tusindvis af år, men forsvandt kort tid efter, at vikingerne ankom og bosatte sig i Island omkring år 870. Forskerne sammenlignede endvidere DNA fra gamle kranier, tænder og knogler fra hvalrosser fra naturlige findesteder og arkæologiske udgravninger med nulevende bestande. De fandt entydigt bevis for, at den islandske hvalros var en særegen bestand med en unik genetisk sammensætning, der ikke findes i nogen nulevende bestand i Nordatlanten.

“Vores studie er et af de tidligste eksempler på, at en lokal marineart er blevet udryddet efter menneskers ankomst og overudnyttelse af havressourcer. Det føjer nyt til debatten omkring, menneskets rolle i forbindelse med udryddelsen af megafauna. Der er altså flere og flere beviser for, at hvor end mennesker dukker op, så går det ud over det lokale miljø og økosystemer,” fortæller en af folkene bag studiet adjunkt Morten Tange Olsen, Globe Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet.

Præhistoriske og historiske hvalrosrester skylder ofte op på stranden på den sydlige kyst af halvøen Snæfellsnes, Island. Foto: Hilmar J. Malmquist.

Hvalros stødtand var en luksusvare

Hvalrossens stødtænder var en luksusvare, der var i høj kurs og blev handlet med på tværs af Europa i vikingetiden og middelalderen. Ornamenteret hvalroselfenben er blevet fundet og dokumenteret så langt væk som i Mellemøsten og Indien. De fleste kendte eksempler på udnyttelse af havets ressourcer, eksempelvis overfiskeri og kommerciel hvalfangst, stammer fra de seneste tre århundreder.

”Vi viser, at allerede i vikingealderen for mere end 100 år siden var kommerciel jagt, økonomiske incitamenter og handelsnetværk af så stort et omfang, at det resulterede i signifikante, irreversible påvirkninger af det maritime miljø, der potentielt blev forværret af et varmere klima og vulkansk aktivitet. Alt tyder på, at vikingernes afhængighed af marineressourcer både til ernæring og handel har været undervurderet,” siger førsteforfatter Xénia Keighley, ph.d.-studerende ved Globe Institut og Arctic Centre ved Groningen Universitet, Holland.

Ud over Morten Tange Olsen, Hilmar J. Malmquist og Xénia Keighley er studiet udarbejdet i bredt samarbejde med professor Peter Jordan (Universitetet i Groningen), Aevar Petersen, Bjarni F. Einarsson (det arkæologiske kontor i Island), Meritxell Fernández-Coll (Det Islandske Museum for Naturhistorie) og professor Snæbjörn Pálsson (Universitetet i Island).

Studiet er en del af projektet ArchSci2020 støttet af EU’s støtteprogram Horizon 2020 og støttet af National Science Foundation, USA. Hele studiet “Disappearance of Icelandic walruses coincided with Norse settlement” kan læses i Molecular Biology and Evolution.