06. november 2019

Sovjets kollaps sparede klimaet for 7 milliarder tons CO2

geografi

Sovjetunionens sammenbrud førte ikke kun store økonomiske og sociale forandringer med sig, men også en enorm klimagevinst. Mindre kødforbrug og forladt landbrugsjord resulterede nemlig i nedbringelse af CO2-udledningen med milliarder af tons, viser ny forskning. I dag går udviklingen i landbruget dog igen så småt den anden vej.

Forladt stald i Ryazan-provinsen i Rusland. (Foto: Alexander Prishchepov)

Da Sovjetunionen faldt i 1991, faldt udledningen af drivhusgasser også. Dels fordi befolkningen begyndte at spise meget mindre kød, og dels fordi enorme landbrugsarealer blev forvandlet til et kulstoflager. Udledningen af drivhusgasser skrumpede således med mindst 7,61 milliarder tons CO2-ækvivalenter fra 1992 til 2011. Det viser et nyt studie udført af et international forskerhold – heriblandt Alexander Prishchepov fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet. Resultatet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Environmental Research Letters.

”Overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi havde enorme konsekvenser for fødevareproduktionen og kødforbruget. Det bonnede ud i en massiv reduktion i udledningen af drivhusgasser – faktisk hvad der svarer til op mod 80 % af verdens samlede CO2-udledning fra landbrug, skovbrug og anden slags arealanvendelse i 2010,” siger forsker og lektor Alexander Prishchepov fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Efter Sovjets kollaps undergik den sovjetiske fødevareindustri en drastisk omstrukturering. Man gik fra statsstyrede landbrug til markedsøkonomi, hvor tilskuddene til forbrug og produktion blev fjernet. Det resulterede i højere priser på kød, svagere købekraft hos befolkningen og en halvering i antallet af husdyrsbedrifter.

Fra 32 til 14 kilo oksekød om året

Forbruget af især oksekød faldt. Hvor Sovjets indbyggere i starten af 1990’erne hver spiste 32 kilo oksekød om året, var det årlige forbrug nede på 14 kilo per indbygger i år 2000.

Den anden store faktor var de 62 mio. hektar landbrugsarealer i især Rusland og Kazakhstan, der blev forladt mellem 1990 og 2011, da landbrugene bukkede under, og landbefolkningen flyttede til byerne. Det svarer til et areal, der er en del større end Frankrig. Vegetationen blev hurtigt gendannet på de kæmpemæssige jordarealer, som fik lov til at stå uberørte, og de begyndte at fungere som et gigantisk kulstoflager. Forskerne anslår, at kulstoflageret indeholder mindst 4,01 gigatons CO2-ækvivalenter og er dermed et af verdens allerstørste menneskeskabte kulstoflagre.

Forskerne har også kigget på, hvilken betydning importen af kød havde for klimaregnskabet. For da økonomierne i de tidligere sovjetlande havde stabiliseret sig i slutningen af 1990’erne, begyndte efterspørgslen på kød igen at stige, men uden at den hjemlige kødproduktion fulgte med. Det betød, at den gamle Sovjet-region blev verdens næststørste importør af oksekød, hvilket gik ud over skovområderne i Sydamerika. 1,2 gigaton CO2-ækvivalenter blev således flyttet til Sydamerika.

Fra landbrugsjord til skov

”Vores studie viser tydeligt, hvor stor en indvirkning det har på CO2-udledningen, hvor meget kød vi spiser, og hvordan vi bruger vores landarealer. Det viser derudover, at man politisk er nødt til at tage højde for de globale handelsmønstre. Det gælder også Danmark, som importerer meget fra andre lande. Når vi fx køber sojakager til landbruget, er det ofte med til at fælde regnskov på den anden side af kloden,” siger Alexander Prishchepov.

Rusland har den dag i dag stadig 70 mio. hektar land, som ikke er opdyrket. Selvom Rusland nu er i gang med at udvikle sin landbrugssektor, og allerede er ved at genopdyrke visse steder, har Alexander Prishchepov svært ved at forestille sig at CO2-udledningen vil nå op på Sovjet-niveau i hvert fald de næste 10 år:

”Hvis man beslutter sig for at genopdyrke alle arealerne, vil den lagrede kulstof naturligvis blive frigivet, og CO2-udledningen vil igen ryge i vejret. Men en af barriererne for sådan en udvikling er, at landområderne nu er blevet så tilgroede – mange steder er det blevet decideret skov – at det ville være for omkostningstungt at genopdyrke det,” siger Alexander Prishchepov.

Studiet blev anført af Florian Schierhorn fra Leibniz-Institut für Agrarentwicklung in Transformationsökonomien i Halle, Tyskland.