17. februar 2021

Hver femte dansker vil sende indvandrere med COVID-19 bag i hospitalskøen

Studie

Ifølge en ny undersøgelse vil op mod hver femte dansker nedprioritere hospitalssenge til corona-patienter med nylig indvandrerbaggrund – særligt indvandrere med muslimske navne bør komme i anden række. Det vidner om både velfærdschauvinisme og stereotyper, vurderer forskere.

Rigshospitalet
Rigshospitalet. Foto: News Øresund, Johan Wessman/Flickr

Bør personer født i Danmark prioriteres højere end indvandrere, der kun har boet her et år, hvis der på et tidspunkt skulle blive mangel på hospitalssenge til svært syge corona-patienter?

Ja, lyder svaret blandt op mod en femtedel af de i alt 1.003 danskere, der har forholdt sig til scenariet i et netop offentliggjort studie gennemført af forskere ved Sociologisk Institut.

Både når det handler om indvandrere med dansk-/nordisk klingende navne og indvandrere med muslimske navne, ønsker færre, at de ligestilles med personer født i Danmark i forhold til akut hospitalsbehandling – også selv om Covid-19 tilfældigt kan ramme alle.

Tendensen til forskelsbehandling er særligt stærk over for tilflyttere med muslimske navne, hvor næsten hver femte vil prioritere denne gruppe lavere end indfødte med traditionelle danske navne.

Figur: Prioritering af hospitalssenge til patienter med svære COVID−19-symptomer

Figure
Figuren viser andelen, som mener, at en alvorligt coronasyg person født i Danmark (grå prikker) eller flyttet hertil for et år siden (grønne prikker) bør prioriteres en hospitalsseng ved kapacitetsmangel på hospitalerne. Bjælkerne illustrerer den statistiske usikkerhed. Forskellen på personer født i Danmark med henholdsvis danske og muslimske navne er ikke statistisk sikker.

Mikkel Haderup Larsen, der er ph.d.-studerende og står bag undersøgelsen sammen med lektor Merlin Schaeffer, peger på, at der kan gemme sig en form for ’velfærdschauvinisme’ bag modviljen mod at dele den lige adgang til hospitalsbehandling med nylige tilflyttere.

”Adgang til hospitalsbehandling er muliggjort gennem vores alles bidrag til velfærdsstaten, så det er et spørgsmål om gensidighed. Hvad vores resultater grundlæggende viser, er, at nogle respondenter siger: ’Hvis du ikke har bidraget til vores kollektive og stærke velfærdsstat ret længe, fortjener du ikke i samme grad at nyde fordelene ved den’.”

Denne form for velfærdschauvinisme kan også forklare, hvorfor der ikke er nogen statistisk sikker forskel på holdningen til personer med dansk og muslimske navne, hvis de er født i Danmark. Begge har gennem mange år bidraget til velfærdsstaten.

Til gengæld er det svært at bruge velfærdschauvinisme som forklaring på, hvorfor nogle respondenter mener, at indvandrere med muslimske navne ikke fortjener den samme hospitalsbehandling som indvandrere med dansk-nordiske navne. Her dækker forskellen mellem de to indvandrergrupper derfor snarere over stereotype forestillinger om, at muslimske indvandrere bidrager mindre til samfundet, og egentlig racisme, vurderer Merlin Schaeffer.

”Det er måske ikke racisme i sin åbenlyse form, men i det mindste en form for modvilje mod indvandrere. Der synes at være en følelse af, at især muslimske indvandrere forsøger at komme her til landet for at udnytte vores velfærdsstat, og det er der en stærk modstand imod. Det er selvfølgelig problematisk, når vi i det opstillede scenarie understeger, at man skal forholde sig til personer, der akut har fået Covid-19, og ifølge en læge behøver hospitalsbehandling,” siger Merlin Schaeffer.

Kaster lys over velfærdspolitik og racisme

Undersøgelsen bidrager til en løbende videnskabelig debat om, hvad der driver modviljen mod at dele velfærdstatens ydelser. Afspejler den primært en holdning om, at nye medborgere skal ’gøre sig fortjent til velfærdsydelser’, eller gemmer der sig en dybere uvilje mod minoriteter og egentlig racisme?

Spørgsmålet er blevet endnu sværere at besvare, efter at der i Danmark og andre lande er kommet øget politisk fokus på at begrænse indvandreres adgang til visse velfærdsydelser med det formål at fremme integration og undgå ’velfærdsturisme’. Dermed kan velfærdschauvinisme ligefrem få et politisk legitimt formål.

Netop her er holdningen til hospitalsbehandling af Covid-19-patienter en særlig interessant lakmusprøve, fordi der her er tale om en akut og usædvanlig situation, som man ikke kan gøre den enkelte ansvarlig for, og som det ikke giver mening at se som et redskab til bedre integration.

At op imod en femtedel af danskerne alligevel gerne vil gøre forskel på, hvem der bør have adgang til akut hospitalsbehandling, bør derfor vække til eftertanke, mener Merlin Schaeffer:

”Det er én ting at sige, at flygtninge bør have lavere understøttelse, fordi vi mener, de bør have et incitament til integration. Det er noget andet at sige, at de fortjener mindre behandling for Covid-19. Vi taler om et scenarie, hvor der moralsk set ikke bør gøres forskel på folk, så når vi alligevel ser forskelle, peger det måske på, at danske politikere kunne have en opgave i at adressere disse former for fremmedhad og racisme i befolkningen.”