En sommerdag i 1932 begiver Inge Lehmann sig ud på sit livs rejse. Den 44-årige kvinde bruger normalt sine sommerferier med sved på panden på Europas stejle bjergskråninger. Men denne sommer rokker hun sig ikke ud af stedet.
Hun sidder ved skrivebordet i sit lille hvidkalkede sommerhus på en bakketop i Holte omgivet af landkort og halve Ota Solgryn-pakker fyldt med dokumenter. Hver havregrynspakke indeholder informationer om ankomsttid og styrken af bølgerne fra et jordskælv på en bestemt lokation. En havregrynspakke med informationer fra Tokyo, en fra Wien, en fra London.
Langsomt, men sikkert, følger Inge Lehmann med jordskælvsbølgerne gennem Jordens mange lag på en opdagelsesrejse ind i Jordens brandvarme indre. 5100 km under Jordens overflade opdager hun noget, ingen andre har set før.
Et begavet barn
Inge Lehmann bliver født en majdag i 1888 i en lejlighed på Willemoesgade på Østerbro i København. Hendes mor Ida kommer fra en familie af boghandlere og medlemmer af kvindebevægelsen. Hendes far Alfred er ingeniør og grundlægger senere psykologien som videnskab i Danmark. Forældrene tror på, at drenge og piger skal have samme skolegang, og sender derfor Inge Lehmann og lillesøsteren Harriet på den progressive H. Adlers Fællesskole med udsigt over Sortedamssøen. Her går piger og drenge i samme klasse, og alle lærer at lave mad, save i træ, brodere og spille fodbold.
Inge Lehmann er glad for sin skoletid og skriver mange år senere:
Til et skolebal finder Ida og Alfred Lehmann deres 11-årige datter sammen med nogle ældre drenge – dybt begravet i at løse andengradsligninger. Inge Lehmann er et usædvanligt begavet barn, og hun har især flair for matematik. Hun er ambitiøs, alvorlig og genert. Hun har en stærk tro på egne evner og drømmer om at blive videnskabskvinde. Måske fordi hendes lærere på skolen inspirerer og udfordrer hende.
Skolen var grundlagt af Niels Bohrs moster, Hanna Adler, der som den første kvinde – sammen med Kirstine Meyer – blev kandidat i fysik fra Københavns Universitet. Hun ansætter flere af sine kvindelige medstuderende som lærere på skolen, da deres karrieremuligheder er begrænsede. Inge Lehmann får ekstraopgaver af sin matematiklærer Thyra Eibe, som ligeledes var den første kvinde, der blev kandidat i matematik fra Københavns Universitet. Hendes forældre er dog bekymrede for, om hun kan holde til presset og sit høje ambitionsniveau. Selv føler hun, at hendes forældre holder hende tilbage:
Foto: GEUS
Den hårdeste og mest prestigefyldte uddannelse
Som 19-årig starter Inge Lehmann på matematikstudiet på Københavns Universitet, hvor hun tager sin bachelor. Hun har en kæmpe længsel efter at komme ud i verden og drømmer om at excellere. Hun tager derfor til Cambridge for at begynde på den matematiske tripos-uddannelse, der er kendt som en af de hårdeste og mest prestigefyldte uddannelser i verden. Eksaminerne er så omfattende og lange, at de studerende ror, svømmer og løber ved siden af studierne for at styrke deres udholdenhed og intellekt.
Inge Lehmann elsker sit nye liv i Cambridge, hvor hun for første gang får gode veninder. I et brev fyldt med engelske udtryk skriver hun hjem til sin mor, at det er hendes:
”greatest wish in the world” at blive i Cambridge ”forever!”Selvom kvinder har haft adgang til forelæsningerne på uddannelsen i 30 år, da Inge Lehmann starter, har de stadig ikke adgang til studiefaciliteterne. De må derfor ikke komme på bibliotekerne og laboratorierne, hvor den individuelle vejledning og øvelserne foregår. Inge Lehmann er ambitiøs, og måske også pengepresset, så hun planlægger at tage uddannelsen på halvandet år, selvom normen er tre-fire år. Hun er i den grad på overarbejde.
Efter et års intense studier begynder Inge Lehmann at få ondt i maven. Hun har svært ved at koncentrere sig om læsningen, hendes hår falder ud, og hun sover dårligt om natten. Til sidst kan hun ikke forlade sengen, og hun opgiver at gå til eksamen.
Træt og udbrændt tager Inge Lehmann på juleferie i Danmark, men hun er fast besluttet på at vende tilbage til Cambridge i det nye år. Hendes far er dog så bekymret for, om hun kan klare presset, at han til Inge Lehmanns store frustration nægter at finansiere resten af uddannelsen.
Inge Lehmanns familie har støttet hende langt, men de er formentlig også påvirkede af den udbredte opfattelse i samtiden af, at kvinder kan blivene syge af hårdt intellektuelt arbejde. Flere fremtrædende læger mener, at unge kvinders fertilitet kan blive påvirket, hvis de læser for meget og anstrenger sig for hårdt.
Ingen ved præcis, hvorfor Inge Lehmann bliver så syg på Cambridge. Mange af de første kvindelige akademikere får lignende sammenbrud tidligt i deres karrierer. Måske fordi de forsøger at overkompensere akademisk for at vise, at de er lige så dygtige som deres mandlige medstuderende.
Nye muligheder
Der går lang tid, syv år, før Inge Lehmann igen sætter sine fødder på et universitet. Hun har brugt årene på at beregne endeløse policer på et forsikringskontor, og hun er flyttet hjemmefra. Hun keder sig dog på jobbet:
Da en mangeårig ven omtrent samtidig frier til hende, siger hun ja. Hun har dog hele tiden været lunken ved tanken om ægteskab med ham, og hun ombestemmer sig derfor hurtigt igen. Uden job og ægteskab, men fuld af fornyet energi, beslutter den 30-årige Inge Lehmann sig for igen at kaste sig over geometri, trigonometri og differentialregning på universitetet. To år senere bliver hun i 1920 kandidat i matematik fra Københavns Universitet.
Inge Lehmann har altid drømt om en videnskabelig karriere i matematik. Timingen er god, for netop i 1921 får kvinder adgang til offentlige stillinger – bl.a. på universiteter. Inge Lehmann starter derfor som videnskabelig assistent på Københavns Universitets Forsikringsmatematiske Laboratorium. Jobbet er hårdt og dårligt lønnet, så hun supplerer med nogle sekretærtimer for Niels Erik Nørlund, der er direktør for Gradmålingen og i øvrigt også professor på Københavns Universitet, hvor han senere bliver rektor.
Arbejdet som sekretær og videnskabelig assistent er endestationen for mange af de første videnskabskvinder. Men Inge Lehmann går til Niels Erik Nørlund og fortæller ham, at hun drømmer om at arbejde med forskning. Niels Erik Nørlund er i fuld gang med at etablere de første seismiske målestationer i Danmark og Grønland, og et par år senere ansætter han den 37-årige Inge Lehmann til at hjælpe ham med arbejdet. Det er godt nok ikke matematisk arbejde, men seismologien hviler i høj grad på matematikken, så Inge Lehmann får stadig gavn af sine matematiske evner.
Det første kig
En dag går Niels Erik Nørlund og en lille gruppe mænd fulde af forventning ned i kælderen under Gradmålingen for at se nærmere på nogle store nyankomne apparater, de har bestilt fra udlandet. Inge Lehmann er ikke inviteret, men hun går med. Efter lidt tid opgiver mændene at finde ud af, hvordan apparaterne virker og går op igen. Inge Lehmann er dog blevet nysgerrig på de store apparater, der efter sigende kan bruges til at kigge ind i Jordens indre, så hun bliver tilbage i kælderen og ser nærmere på dem:
Seismograferne, som apparaterne hedder, består af et meget tungt lod, der hænger i en fjeder. Når Jorden ryster, vil loddet hænge stille, mens rammen rundt om loddet bevæger sig. Bevægelserne overføres til et stykke sodet papir – et seismogram. Jo kraftigere skælv, jo større udsving på seismogrammet. Fordi man ved, hvor hurtigt bølgerne rejser gennem Jorden, kan seismologer regne sig frem til styrken og lokationen af et jordskælv ved at sammenligne ankomsttid og bølgernes styrke på flere lokationer.
Inge Lehmanns talent er åbenlyst for Niels Erik Nørlund, og han sender hende på et par måneders studietur rundt i Europa, hvor hun får et lynkursus i seismologi af nogle af de største seismologer i verden. Da hun kommer hjem, går hun til eksamen og tager en magisterkonferens i geodæsi – et nyoprettet fag på universitetet, der beskæftiger sig med Jorden og himmellegemernes form og størrelse.
Niels Erik Nørlund udnævner Inge Lehmann som chef for den seismiske afdeling på det nyoprettede Geodætisk Institut, hvor hun har ansvaret for driften af de seismiske målestationer i Danmark og Grønland.
Inge Lehmann er henrykt for det nye arbejde og skriver til Niels Erik Nørlund:
Langsomt går det dog op for hende, at hendes kollegaer modsætter sig at have en kvinde som chef:
Forskning er ikke en del af Inge Lehmanns arbejde, så hun bruger aftener, weekender og ferier på at dykke ned i de seismologiske målinger. Hun ved det ikke endnu, men hun er snublende tæt på at gøre sit livs opdagelse og lægge en af de sidste puslespilsbrikker i vores forståelse af Jordens indre.
Rystelser i Rødovre
Klokken er lidt over ti om formiddagen den 17. juni 1929, da jorden begynder at ryste i et tyndtbefolket bjergområde på New Zealands Sydø. Flere kvadratkilometer land skyder fem meter i vejret. Dybe sprækker former sig i bjergene, en flod forvrides, veje blokeres af store sten, og huse falder sammen. Under den newzealandske jordoverflade spreder rystelserne sig med stor hast som bølger gennem sten, jern og nikkel. Et kvarter senere begynder en seismograf i Rødovre på den helt anden side af Jorden at bevæge sig. Ødelæggelser efter jordskælvet i Murchison i New Zealand i 1929. Foto: F N Jones, Nelson Provincial MuseumVed et jordskælv udløses forskellige typer bølger, bl.a. P-bølger og S-bølger. De hurtige P-bølger maser sig vej gennem Jorden som trykbølger gennem en fjeder, og de lidt langsommere S-bølger får Jorden til at bevæge sig frem og tilbage som et sjippetov.
ILLUSTRATION?Hvis Nordpolen blev ramt af et jordskælv, ville S-bølgerne kunne registreres på seismografer på hele den nordlige halvkugle, men ville stoppe omkring Ækvator. Det har i 1926 fået seismologer til at regne ud, at Jorden må have en flydende indre kerne. S-bølger kan ikke rejse gennem flydende materiale, så de S-bølger, der rammer den flydende kerne, når ikke om på den anden side af kernen. P-bølgerne kan derimod godt rejse gennem flydende materiale, men når de rammer den flydende kerne, ændrer de retning som lysbølger, der rammer et spejl. På begge sider af Jorden opstår derfor et område, hvor P-bølgerne aldrig når frem – en såkaldt skyggezone.
ILLUSTRATION?Efter jordskælvet i New Zealand opdager Inge Lehmann noget mærkeligt: Flere seismografer i Europa registrerer enkelte P-bølger fra skælvet, selvom de ligger i skyggezonen. Hun nærstuderer en masse seismogrammer fra forskellige lokationer for at kortlægge P-bølgernes vej gennem Jordens indre. Og så får hun en idé: Når P-bølgerne fra skælvet bevæger sig gennem Jordens flydende kerne, rammer enkelte af dem endnu en kerne. En hård kerne, der afbøjer bølgerne og sender dem ud i den skyggezone, hvor de ellers ikke burde nå frem.
Inge Lehmann har gjort sit benarbejde, og hun er sikker på, at hun har regnet rigtigt. Hun skriver derfor til sin gode ven og britiske kollega Harold Jeffreys, der få år tidligere har opdaget Jordens flydende kerne. Hun kritiserer Jeffreys’ arbejde og Beno Gutenberg og Charles Francis Richter (som udvikler Richter-skalen, der stadig bruges til at måle styrken af jordskælv) for ikke at være grundige og tålmodige nok i deres arbejde:
Inge Lehmann er ikke den eneste, der studser over P-bølgerne i skyggezonen, men modsat de andre er hun overbevist om, at det ikke blot skyldes fejl på de seismografer, hun har været med til at installere. Hun insisterer på selv at aflæse de sodsmudsede seismogrammer og er dygtig til at skelne mellem bittesmå klatter og bølgeudsving på de sorte papirstrimler. Inge Lehmanns hjerne er som en menneskelig computer fænomenal til at organisere data, knuse tal og finde en sammenhæng mellem små forskudte seismiske hændelser og afbøjede bølger.
Inge Lehmann har lavet en epokegørende opdagelse for forståelsen af Jordens indre. Men hendes liv fortsætter, som om intet var hændt. Der går faktisk 16 år, før Inge Lehmanns liv ændrer kurs.
På baggrund af sit arbejde skriver Inge Lehmann artiklen P’ (P mærke), der udkommer i 1936. P’ er navnet på de P-bølger, der er afbøjet af kernen og endt i skyggezonen. Ved jordskælvet i New Zealand i 1929 kunne man aflæse P-bølger på seismogrammer fra Sverdlovsk, Baku og Irkutsk, selvom de lå i skælvets skyggezone.
Amerikansk anerkendelse
En forårsmorgen i 1952 bærer den 64-årige Inge Lehmann et par tunge kufferter op ad trappen til et lille propelfly og sætter sig til rette i det amerikanske militærfly, der er kommet for at fragte hende over Atlanten. De næste tre måneder tilbringer hun på Lamont Geological Observatory på Columbia University, hvor hun sammen med den amerikanske geofysiker Maurice Ewing og et lille hold af verdens førende jordskælvseksperter arbejder på at udvikle en slags seismisk spionage.
Formentlig et pasfoto af Inge Lehmann. Foto: GEUSInge Lehmann er blevet headhuntet af amerikanerne, der har brug for den danske jordskælvsekspert til at hjælpe med at opdage hemmelige nukleare eksplosioner. Atomprøvesprængninger sender ligesom jordskælv rystelser gennem Jordens indre, der kan aflæses på seismogrammer. Ved at sammenligne data fra flere lokationer kan man bestemme lokationen for sprængningen og afgøre styrken af eksplosionen. Seismologien har derfor pludselig fået storpolitisk opmærksomhed.
Inge Lehmann skynder sig at gå på pension fra Geodætisk Institut, så hun kan fokusere på sit nye amerikanske forskningseventyr:
Inge Lehmann spilder bestemt ikke tiden de næste 20 år, der er hendes mest aktive forskningsperiode. Hun rejser frem og tilbage over Atlanten mange gange og tilbringer lange perioder på forskningsophold på bl.a. Columbia University, University of California og Berkeley University.
Hun føler sig især hjemme på Lamont Geological Observatory lidt nord for New York, hvor hun bor i et lille gæstehus under sine ophold. Hver morgen snører hun vandreskoene og går en tur i de omkringliggende skove inden dagens arbejde. På et af sine besøg maler hun køkkenet i gæstehuset, fordi det ser lidt slidt ud.
Det er formentlig første gang i Inge Lehmanns liv, at hun for alvor føler sig fri og anerkendt for sit arbejde. Den stille og generte kvinde er endelig blevet en del af et fagligt fællesskab og har fået de nære venskaber, hun har manglet tidligere i livet.
Farvelfest for Inge Lehmann i 1954 på Lamont Geological Observatory efter et af Inge Lehmanns forskningsophold. Foto: GEUS Inge Lehmann på Lamont Geological Observatory. Foto: GEUS Inge Lehmann med Maurice Ewing (til højre for hende) og en række kollegaer på Lamont Geological Observatory. Foto: GEUS Inge Lehmann på biblioteket på Lamont Geological Observatory. Foto: GEUS Foto: GEUSVerdensberømt med 25 års forsinkelse
I 1961 regner computere sig frem til, at Jordens inderste kerne er fast og har en radius på 1200 km. Inge Lehmanns 25 år gamle teori er altså blevet bekræftet, og nyheden om kvinden, der har opdaget jordens inderste kerne, spreder sig hurtigt over hele verden. I de følgende år bliver der endelig kastet lys på Inge Lehmann, som modtager et hav af priser og udmærkelser for sit arbejde – bl.a. Bowie-medaljen, der er den fineste pris inden for geofysik i USA. Hun bliver også æresdoktor på Columbia University og Københavns Universitet.
Inge Lehmann bliver hædret for sin unikke evne til at se selv de mindste bølgeudsving og spotte seismiske sammenhænge i store datamængder. Da hun er i starten af 80’erne, begynder hendes syn dog at svigte hende. Efter to årtiers storhedstid går hun endelig på pension.
I 1964 bliver Inge Lehmann (yderst til venstre) æresdoktor ved Columbia University, hvor hun i en årrække har forsket. Hun får aldrig en ph.d.-grad eller et professorat. Foto: GEUSInge Lehmann ankommer til sin 100-års fødselsdag i højt humør og en farverig skjorte. Hendes syn er svækket, og hun må støtte sig til en stok, men hun er stadig god for et par kvikke bemærkninger til sine gamle kollegaer. Venner og kollegaer fra hele verden er kommet for at fejre hendes lange liv. Talerne bliver optaget på bånd, og Inge Lehmann sidder i de følgende år ofte i sin lejlighed på Østerbro og genhører talerne, der hylder hendes bemærkelsesværdige liv og forskningskarriere.
Foto: GEUSEfter 104 år er Inge Lehmann klar til at sætte et taknemmeligt punktum. Fra en hospitalsseng siger hun til sin nevø:
Hun dør den 21. februar 1993 og bliver begravet på Hørsholm Kirkegård på et beskedent gravsted ved siden af sin far. Inge Lehmann dedikerede sit lange liv til forskningen og ændrede vores opfattelse af Jordens indre fundamentalt. Tidligere havde mange teorier forsøgt at forklare, hvad der gemmer sig under Jordens overflade: En hård stenkugle, et hulrum med en lysende kerne eller en klode, der langsomt skrumper og danner bjergkæder på overfladen. Inge Lehmann satte en stopper for spekulationerne med sin banebrydende opdagelse af Jordens inderste faste kerne. Hun var vedholdende, grundig og insisterede på at gøre tingene på sin egen måde – og så var hun sikker på, at hun havde ret.