De fleste syntes, hun hørte til ved kødgryderne. Alligevel blev hun Danmarks første kvindelige akademiker og læge

Her er fortællingen om Nielsine Nielsen. En ambitiøs teenager, der banede vejen for at kvinder kunne læse på universitetet

Sådan har vi gjort

Denne artikel er en blanding af vores ord og Nielsine Nielsens egne. Der er både elementer fra hendes dagbog som teenager og hendes erindringer som ældre. Vi har farvelagt sort-hvide fotografier af Nielsine og hendes tid ved hjælp af kunstig intelligens.

Når dampskibene sejlede forbi i havnen, kunne 17-årige Nielsine mærke længslen i hele kroppen. Hun ville væk fra Svendborg.

"Livet her bliver mig mere og mere uudholdeligt. Jeg må herfra, jeg må, jeg skal, hvis ikke måtte jeg gå til grunde."

Uden en ring på fingeren var det ikke normalt for unge kvinder at tage hjemmefra i 1868. Så det var svært at forestille sig, at Nielsine 17 år senere ikke blot ville have opnået sin drøm om at flytte væk hjemmefra, men også ville blive Danmarks første kvindelige læge. Alligevel var der tegn.

For det første ville Nielsine jo for alt i verden væk fra hjembyen, der dengang talte under 5.000 mennesker.

Her boede hun med sine forældre. Vel at mærke snart helt alene med sine forældre. Hendes storesøster Laura var nemlig forlovet. Og når hun blev gift, ville hun flytte hjemmefra. Så ville alle Nielsines søskende være væk. To var allerede gift, en søster var død af tyfus og hendes ældste bror var druknet på havet.

Nielsine Nielsen med opsat hår og stor kjole. Hun er cirka 15 år gammel.
Farvelagt foto: Det Kgl. Bibliotek.

Et andet tegn var, at Nielsine syntes, hun var lige så klog som mænd - hvis ikke klogere. Det kunne skyldes hendes forhold til sin far. Han var stoppet med at sejle som sømand og var nu hjemme hele tiden. Det gjorde ham vred og rastløs. Det skrev hun om i sin dagbog.

Han formår ikke at lægge bånd på sig selv; og dog hører han til det stærke køn. Mandighed jeg spotter dig. Du med din indbildte styrke, som skulle være os overlegne i åndsstyrke, nej, hos kvinder kan man træffe udholdenhed og sjælsadel.

Så en dag skete der pludselig noget. Nielsines forældre var så optaget af at spille whist, at de ikke så postmanden, der kom med dagens aviser fra København. Nationaltidende landede derfor hos Nielsine, der sad i en lille stue ved siden af.

Aldrig har jeg før eller senere i mit liv oplevet en sådan bevægelse i mit indre. Det var som om jeg pludselig fra at være blind var bleven seende.

Men hvad var det, der fik Nielsine til at føle sådan? En artikel skrevet i den mindste skriftstørrelse. Damerne i Amerika var nu begyndt at studere medicin, læste hun. Og i en af staterne var én dame endda begyndt at arbejde som læge. I den lille stue med avisen foran sig kom den strålende idé til Nielsine:

"Jeg tog mig selv i højtidlig ed på, at jeg ville være læge."

I 1870’erne fandtes kun ét universitet i Danmark. Det var Københavns Universitet, og her var det kun mænd, der kunne få undervisning.

Alle studerende på Københavns Universitet var mænd. Her en masse i jakkesæt til foredrag i Statistisk Laboratorium.
Farvelagt foto: Det Kgl. Bibliotek.

Det slog ikke Nielsine ud. Hvis de amerikanske kvinder kunne, så kunne hun også. Så efter en del tovtrækning med hendes far, fik hun endelig lov til at tage tage det første skridt: København.

Her begyndte et nyt liv. Hun fik arbejde som lærerinde på en pigeskole, men det, som hun egentlig gik op i, var at skrive breve. Hun skrev til alle og enhver, der kunne vide noget om, hvordan man som kvinde kunne komme ind på medicinstudiet.

På den måde fik hun flere gode råd fra kvinder i andre lande, der havde læst medicin. En svensk kvindelig læge anbefalede for eksempel, at Nielsine tog fat i borgmesteren i København, C.E. Fenger. Han var nemlig en af dem, der syntes, at det var en god idé, at kvinder fik en uddannelse. C.E. Fenger ville gerne hjælpe Nielsine. Det første, hun skulle gøre for at komme ind på medicinstudiet, var at få en studentereksamen.

Borgmester C. E. Fenger blev Nielsines hjælper, da hun skulle navigere i de politiske kredse i København.
Farvelagt foto: Det Kongelige Bibliotek.

”Han henvendte sig derfor til sin gamle ven rektor Birch ved Metropolitanskolen og bad ham ordne det for mig således, at skolens lærere påtog sig min forberedelse. Men det strandede på disses ulyst.”

Rektoren og lærerne på Metropolitanskolen ville ikke undervise Nielsine. Men den afvisning skulle vise sig ikke at være så dårlig. For den næste, som C.F. Fenger tog fat i, var Ludvig Trier.

En januardag trådte Nielsine ind på Ludvig Triers lille studere- og læsestue i Bredgade i København. Eftermiddagslyset kom ind gennem småsprossede vinduer med grønligt glas, der var støvede kaktusser og tætpakket med bogreoler.

Ludvig Trier kom fra en rig familie i København og behøvede ikke at tjene penge. Han brugte i stedet tiden på at undervise unge mænd, der kom fra fattige familier. Han mente også, at unge kvinder skulle have mulighed for at uddanne sig.

Det var, som om jeg med det samme vidste, at nu blev det lyst og vejbart på min gang fremad. Med denne mand til lærer og snart til ven arbejdede og sled jeg af hjertens lyst."

Nielsine blev Ludvig Triers første kvindelige elev. Og dagen efter deres møde vendte hun tilbage til Bredgade og begyndte på latin og snart efter på dansk og engelsk.

10.5

De næste år skulle Nielsine ikke kun kæmpe for at bestå studentereksamen. Hun skulle også overbevise magtfulde mennesker om, at det var en god idé, at kvinder overhovedet kunne optages på medicin. Det var især lægerne i København, hun skulle overtale. Lettere sagt end gjort.

Først besøgte hun lægen Dahlerup og prøvede at overbevise ham. Men han rystede bare på hovedet og sagde, at det aldrig gik an.

Så var der lægen Reizs, der ville have hende til at indrømme, at det hele handlede om forfængelighed.

Til sidst prøvede hun øjenlægen Edmund Hansen, der af en eller anden grund sagde, at Nielsine ikke måtte tro, at hun var ligeså begavet som hans søster, der var etatsrådinde (en fin titel på den tid).

Alle disse læger (...) forsikrede mig med en overbevisende alvor og med en indtrængende påståelighed, at når de så bestemt frarådede, at kvinder studerede medicin, så var det ikke af frygt for konkurrencen, nej, de elskede deres videnskab så højt, at de var bange for, at dens udøvelse skulle forringes ved, at kvinder trængte sig ind.

Det kan godt være, at Nielsine følte lægernes afvisning som en mavepuster. Men det er ikke det, hun hæfter sig ved i sine erindringer. I stedet understreger hun, hvordan Dahlerup, strakte sin meget soignerede hånd ud mod hende og spurgte, om hun virkelig troede på, at hun ville være modig nok til at amputere den.

"Jeg så lidt overrasket og derpå undersøgende på den og svarede af mit hjertes enfoldige overbevisning: ”Ja, hvis det er nødvendigt." Lynsnart trak han hånden til sig, og dermed var audiensen forbi. Senere hørte jeg, at han aldrig selv turde røre en kniv i operationsøjemed.

Samfundsnormen på dette tidspunkt var, at kvinder hørte til i hjemmet. Det gjaldt både borgerskabets kvinder og kvinder fra fattigere hjem. Men både i Danmark og i andre dele af verden begyndte der at vokse kvindebevægelser frem. De kæmpede for kvinders ret til uddannelse, arbejde og økonomisk frihed.
Maleri: Wilhelm Bendz, Statens Museum for Kunst.

Imens Nielsine brugte det meste af tiden på at læse op til studentereksamen hos Ludvig Trier, kunne hun ikke undgå, at høre om kvindesagen, som kampen for kvinders rettigheder dengang blev kaldt. Man skulle umiddelbart tro, at Nielsines ambitioner og kvindesagen havde hængt ret godt sammen.

Men det syntes Nielsine ikke.

’Sagen’ generede mig i begyndelsen meget, og ungdommeligt åbenhjertig og sanddru erklærede jeg, at jeg slet intet ville have med den at gøre. Jeg for min personlige del ville være læge og havde ingen bihensigter eller ansvarsfølelse over for ’kvindesagen’.

Til gengæld var Nielsine en perfekt rollemodel set fra kvindesagens perspektiv.

En af de store skikkelser i kvindesagen var Marie Rovsing.
Farvelagt foto: Det Kgl. Bibliotek.

Marie Rovsing, en af kvindebevægelsens store skikkelser på den tid, arrangerede et møde med Nielsine. Her tilbød hun at støtte Nielsine økonomisk, så hun ikke længere skulle arbejde som lærerinde ved siden af sine studier.

Og selvom Nielsine Nielsen ikke var meget for ’sagen’, så takkede hun ja. Og det må dog have været virkelig rart at mærke støtte i den københavnske kulturelite, når nu både rektor og lærere fra Metropolitanskolen og de tre mandlige læger ikke var meget for hendes ambitioner.

Nielsine lavede ikke så meget andet end at studere de næste par år. Men nu var hun ikke den eneste kvinde, som Ludvig Trier underviste. Hun fik selskab af tre andre, der også havde ambitioner om at læse medicin.

"Min energi var i disse år fænomenal. (..) Min familie var langt borte, kunne ingen hæmmende indflydelse have, og mine selskabelige forbindelser var lig nul.

Med hjælp fra borgmester Fenger sendte Nielsine den 22. januar 1874 den historiske ansøgning om at læse medicin på Københavns Universitet til Kirke- og Undervisningsvæsnet. Hvis den ansøgning blev godkendt, så ville det ikke kun betyde, at Nielsine kunne studere på Københavns Universitet. Det ville betyde, at alle kvinder med studentereksamen kunne søge ind på universitetet.

Men det var ikke alle, der synes, at det var en god idé.

Professor på Københavns Universitet Mathias Saxtorph var imod,
at kvinder skulle læse på universitetet. Han mente, det var naturstridigt.
Farvelagt foto: Det Kgl. Bibliotek.

Som reaktion på Nielsines ansøgning skrev professor på medicin Mathias Saxtorph, at ”det ville ikke blot stride mod naturens love, men det ville være at træde al sædelighed og blufærdighed under fødder at tillade kvinder at studere”. Desuden mente han, at det kun kunne betragtes med ’væmmelse’, hvis en kvinde kunne ”tilsidesætte enhver følelse af anstændighed, at hun kan ønske sammen med de studerende at overvære forelæsninger over det mandlige legemes anatomi og sygdomme”. Men heldigvis var det langt fra alle lægerne på Københavns Universitet, der var enige med Saxtorph. De fleste støttede faktisk Nielsines ansøgning.

Et år efter, at Nielsine havde sendt ansøgningen, kom svaret. Og det svar fik muligvis professor Mathias Saxtorph til at få kaffen galt i halsen. For i §1 i den kongelige anordning stod der: ”Det tillades kvinder at erhverve akademisk borgerret ved Københavns Universitet.”

Nielsine på en stolekant med bog og briller
og et lille smil. Hendes alder er ukendt.
Farvelagt foto: Privatfoto.

Nielsine kunne fejre den gode nyhed med sin familie i Svendborg, hvor hun var på ferie. Hun havde desuden netop bestået sine første studentereksamener.

"Nu da der forelå et resultat, var fader ganske stolt af mig, og han havde nok småpralet lidt i borgerforeningen på min bekostning."

Det var et kæmpe fremskridt for Nielsine, men også for alle andre danske kvinder. Allernederst i anordningen stod der dog, at kvinder ikke havde adgang til økonomisk støtte, når de skulle studere – så helt lige muligheder var der altså ikke.

400 øjne. Den første dag på Københavns Universitet trådte Nielsine ind i et auditorium og blev mødt af 200 mandlige studerende. Hun var dog ikke alene. Ved sin side havde hun en af de andre kvindelige studerende fra Triers undervisning, Marie Gleerup.

"Første gang, jeg trådte ind i salen, var jeg lidt betaget af situationen, men efterhånden faldt det mig ganske naturligt."

"Det var en bevæget tid at leve i. Jeg følte mig at stå i en undtagelsestilling, og at jeg måtte gøre mine sager godt, for at vore modstandere ikke skulle hovere.

Nielsine ville ikke give alle de kvindekritiske røster i samfundet ret. Så hun læste og læste.

"Ofte har jeg måttet takke skæbnen, at den gav mig et så godt helbred, thi det var ikke lidt, jeg bød mig selv i de år: manuduktion, hospitalerne, forelæsninger og læsningen hjemme, der ofte tog en del af natten til hjælp."

På universitetet fik Nielsine helt nye venner. Det var unge mænd, der kom fra københavnske familier. Hun blev inviteret ind i deres hjem til middagsselskaber, salonaftner og gåture. Især kom hun hos Rudolph Berg, hvis familie havde en livlig omgangskreds.

”Jeg fandt her et åndscentrum for mange af samtidens frisindede mænd: zoologer, forfattere og kunstnere.”

Nielsine står yderst, øverst til højre. Ved hendes side er det højst sandsynligt søsteren Laura.
Ludvig Trier, hendes lærer og nu tætte ven, sidder i midten, med hånden i sin vest.
Farvelagt foto: Det Kgl. Bibliotek.

Og så namedropper hun ellers alt fra samfundsdebattør Georg Brandes til skagensmaler P.S. Krøjer. Nielsine kom altså i disse år i nogle kulturradikale københavnerhjem. Det var noget andet end det mere borgerlige sejlerhjem, som hun kom fra.

Selvom hendes sociale liv fyldte mere de år, så brugte hun stadig størstedelen af tiden på at studere.

Kommunehospitalet, hvor Nielsine var i praktik under sin medicinuddannelse på Københavns Universitet.
Farvelagt foto: Medicinsk Musion.

Som en del af uddannelsen skulle Nielsine i praktik. Først i Christianshavns Kvindefængsel og derefter på kommunehospitalet. Her blev hun som noget af det første testet af overlægen Studsgaard.

"Han forsøgte første dag at skræmme mig, eller var det måske hans lyst til at gøre en flov, der forledte ham. Han påbød mig nemlig øjeblikkeligt, han så mig, at eksplorere [undersøge] en kvindelig patient (…) Heldigvis havde jeg noget kendskab hertil fra fængslet.

Det var op og ned med kvaliteten i undervisningen på Københavns Universitet. Her var alt fra undervisere, der blot reciterede gamle lærebøger til undervisere, eller man slet ikke kunne regne med dukkede op, samt undervisere, der helt havde glemt at forberede sig. For eksempel var der en lærer, der ofte sov over sig:

"Han kom farende over på sygestuerne om morgenen, ganske fortumlet efter en lang morgensøvn."

Men der var også gode lærere. For eksempel kemilæreren

"Gud bevares, hvor de kemiske eksperimenter og demonstrationer knaldede brillant af (…) Jeg havde den behagelige følelse af at være i mit es."

Nielsines modstandere fik i sidste ende ingen grund til at hovere. Hun klarede sig igennem studierne med flotte første- og andenkarakterer. Selv Mathias Saxtorphs kirurgiske undervisning, der meget højtideligt foregik i en kirke, kom hun igennem. Dermed blev Nielsine fredag den 23. januar 1885 den første kvindelige læge i Danmark.

Det var mig en behagelig fornemmelse, næsten en nydelse, at opleve de sidste eksamensdage, thi efterhånden som min første karakter blev mig vis, da jeg i de sidste tre-fire fag kunne tåle et meget stort minus, tog jeg situationen ved eksamensbordet som en let turnering.

Men da det hele var overstået, ramte udmattelsen hende alligevel. Hun slæbte sig til telegrafstationen og afsendte et telegram til sin far.

"Dernæst måtte jeg ud til min moderlige veninde fru Rovsing, der blev så lykkelig og så ungdommelig glad, da jeg bragte hende resultatet."

Endelig skulle hun tilbage til Ludvig Trier. Hendes lærer, der i mellemtiden var blevet hendes gode ven.

"Efterhånden var jeg blevet helt sløv af træthed og blev helt forundret ved at se et veldækket bord med østers, agerhøns og rhinskvin."

Stilleleben maleri af ukendt kunstner.
Maleri: Ukendt kunstner, Statens Museum for Kunst.

Her forlader vi Nielsine. Mæt, lykkelig og træt efter mange års kamp for at blive den første kvindelige læge i Danmark.

Nielsines kamp for at arbejde som læge var langt fra overstået, selvom hun nu var uddannet. Trods bevægelser i samfundet for kvinders rettigheder var der stadig en modstand mod kvinder i både arbejdslivet og uddannelsessystemet. Men efter Nielsine Nielsen blev flere og flere kvinder optaget på Københavns Universitet. Nielsine endte med at få sin egen praksis i København og fortsatte sit venskab med Ludvig Trier. I 26 år var hun inviteret til på dagen for sin sidste eksamen at gentage festmiddagen.

Nielsen og Trier.
Farvelagt foto: Det Kgl. Bibliotek.

Tekst og research:
Liva Polack

Grafik og kode:
Frans Wej Petersen

Udgivet 8 marts 2024

Kilder

- Det Kongelige Bibliotek

- "Nielsine Nielsen - Danmarks første kvindelige læge og akademiker" af Dorthe Chakravarty & Sarah Von Essen

- Læge Frk. Nielsine Nielsens erindringer

Tak til Anna Cecilia Westerberg, der er i familie med Nielsine Nielsen, og har delt billeder med os.