Fra krise til glemsel
Med stor hast spredte en mystisk og dødelig sygdom sig over hele verden i starten af 80’erne. De første tilfælde i den vestlige verden blev opdaget i det frisindede homoseksuelle miljø i San Francisco, og i 1981 fandt sygdommen også vej til Danmark. I begyndelsen troede man, at sygdommen kun ramte bøsser – en slags bøssekræft eller bøssepest, sagde man. Men aids, sygdommens officielle navn, ramte ikke kun bøsserne, og 80’erne og 90’erne blev præget af en kollektiv frygt for den uhelbredelige og forfærdelige sygdom. Millioner af mennesker blev smittet og døde, før der i 1996 kom en behandling.
I dag får få danskere aids. Epidemien er gledet ud af vores bevidsthed, i takt med at behandlingen begyndte at redde liv. Vi glemmer, at sygdommen i nogle år midt i 90’erne nåede op på at slå 250 mennesker ihjel om året i Danmark – og kun de færreste ved, hvor stor betydning sygdommen har haft for vores forhold til det danske sundhedsvæsen i dag. Vi har med andre ord måske et hul i vores historie om de optimistiske 90'ere. Det hul udfylder kønsforsker Michael Nebeling Petersen og fire kollegaer med deres forskning i aids-krisen i Danmark.
Den danske patient
Den formentlig første danske aids-patient var lægen Grethe Rask. Hun havde i midten af 70’erne arbejdet som kirurg under meget primitive forhold i det, der dengang hed Zaïre. Da hun kom hjem – meget syg og svækket – blev hun undersøgt af Ib Bygbjerg, en infektionsmedicinsk læge fra Rigshospitalet, som hun havde mødt og var blevet venner med i Zaïre. Men de kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen med hende.
- Grethe døde i 1977 af lungebetændelse, og hendes død blev henlagt som uopklaret. Men man gemte nogle prøver af hendes blod, og da Ib Bygbjerg senere som overlæge i infektionsmedicin undersøgte de første aids-sager, sammenlignede han prøverne med Grethes. I 1983 udgav han en artikel i The Lancet om, at Grethe formentlig var død af aids. På det tidspunkt var det en ret vild opdagelse, fordi det primært var homoseksuelle mænd, der var døde, fortæller kønsforsker Michael Nebeling Petersen.
Smitten i Danmark
Tal fra Statens Seruminstitut viser, at der generelt for hele perioden 1981-1996 stort set ingen smitte var i Vestjylland. I større byer som fx Århus og Odense var der nogle smittede, men langt de fleste smittede var i København og på Frederiksberg.
Deler man tallene op i homoseksuel kontakt vs. heteroseksuel kontakt, og igen i smittet i udlandet vs. smittet i Danmark, så var tallet for heteroseksuel smitte i DK meget lille. Ud over blandt bløderne, som var en målgruppe for sig.
71 procent af de døde i Danmark var bøsser, 20 procent var andre mænd, primært blødere, stofbrugere og udenlandske mænd, og 9 procent var kvinder, der primært var udenlandske og/eller sexarbejdere, eller som havde haft sex med en fra risikogruppen, der fx var biseksuel eller narkoman.
Kilde: Aids-krisens Danmarkshistorie
To år før, i 1981, var sygdommen officielt kommet til Danmark. Her blev en homoseksuel mand indlagt på Hvidovres infektionsmedicinske afdeling; tynd og med sår i hovedet. Han havde været på ferie i New York, og lægen, Jens Ole Nielsen, havde netop læst en artikel i et amerikansk medicinsk tidsskrift, hvor sygdommen blev beskrevet. Han identificerede patienten – og hans mandlige partner, der også var syg – som de to første danske tilfælde med det, der senere blev kendt som aids.
Selv om sygdommen først blev medicinsk beskrevet i 1981, havde sygdommen allerede spredt sig voldsomt, især i de homoseksuelle miljøer i USA. I Centralafrika, sygdommens epicenter, mente man, at den havde eksisteret siden 30’erne. Men fordi det er så svært at blive smittet med hiv, som er det virus, der fører til sygdommen aids, og som kun smitter gennem blod, sæd, skedesekret og modermælk, og fordi folk ikke tidligere havde været så mobile, havde den spredt sig meget langsomt.
Med kampagner og sloganer som ’Den jeg elsker, elsker jeg’, ’På med dutten, Danmark’ og ’Altid huske, aldrig glemme, gummi ude, gummi hjemme’ gjorde staten meget for at få danskerne til at beskytte sig og bruge kondom, når de havde sex.
Aids og retrovirus
I starten af epidemien troede man ikke, at sygdommen var smitsom. Fordi man ikke kunne finde virus, da hiv ikke er et almindeligt virus, men et såkaldt retrovirus— troede man, at sygdommen skyldtes noget, bøsser gjorde. Man mistænkte bl.a. poppers, som nogle bøsser sniffer, når de dyrker sex. En anden teori gik på, at det skyldtes for meget analsex, en tredje, at det skyldtes gentagne gange af syfilis, en slags super-syfilis. Det var først i 1983, at en amerikansk forsker opdagede retrovirusset.
- Da man ikke kendte hiv-virus, kunne man kun se og tælle dem, som havde udviklet aids. Og da hiv-virus blev opdaget i slutningen af 1983, var man meget forsigtig med at registrere det centralt. Så smittetallene helt op til 1989 dækkede kun aids-syge og ikke hvor mange, der reelt var smittet med hiv. I starten af epidemien var dødstallene lave, fordi inkubationstiden var lang, men omkring 1985-86 begyndte tallene at stige, og de høje tal, som i Danmark toppede på omkring 250 døde om året, varede fra starten af 90’erne helt indtil 1996, hvor behandlingen kom, fortæller Michael Nebeling Petersen.
Han fortæller, at hiv-loven i 1994 stod i skarp kontrast til den måde, man behandlede epidemien på i 80’erne.
- Fra 1994 kørte der en række retssager, bl.a. med en kvinde fra Grenå og med Diego, en smittet dansk-haitiansk mand, der havde ubeskyttet sex med en række kvinder. De blev retsforfulgt og udstillet i medierne, og det stod i kontrast til den måde, man handlede på i 80’erne. Der var der også en udskamning, men den var mindre personificeret. Overskrifterne i medierne var mere generelle i 80’erne; ’bøsserne boller meget’ og ’sexarbejderne spreder smitten på Halmtorvet’.
Den personbårne udskældning med hiv mellem folk og fængselsdomme ledte til, at man indførte lovgivning, der kunne give folk fængselsdomme for at have ubeskyttet sex: ’hiv-loven’.
- Mange vil i dag sige, at hiv-loven var en fejl. Ifølge fagfolk havde den den modsatte effekt, fordi den afskrækkede folk fra at lade sig teste. Loven, der hedder noget med ’den som ved en livsfarlig smitsom sygdom udsætter andre for fare’, eksisterer stadig, men hiv er ikke en del af den, fordi sygdommen ikke længere er livsfarlig.
I England og USA havde sygdommen spredt sig blandt heteroseksuelle, og det var man enormt bange for i Danmark. Men smitten blev aldrig for alvor en heteroseksuel sygdom i Danmark. Og hvis du var heteroseksuel, ikke var bløder, ikke var stofbruger, ikke havde sex med udenlandske mænd og ikke boede i København, hvor smitten var absolut størst, så var risikoen næsten større for at blive ramt af lynet end for at få aids.
- I forskningsgruppen har vi diskuteret, om det er korrekt at sige, at aids aldrig var en fare for heteroseksuelle i Danmark, eller om det rigtige er, at kampagnerne bare virkede. For i udlandet var det en reel fare. I udenlandsk forskning taler man om 3. bølgen, og at det var stofbrugerne, der var overgangen mellem de homo- og de heteroseksuelle. Og hvis det først når ud i den heteroseksuelle ungdom, så spreder det sig. I Rusland og Ukraine har man fx stadig store hiv-tal i den heteroseksuelle del af befolkningen den dag i dag, fordi man dengang ikke gjorde noget. Så man kan spørge, hvad nu hvis vi ikke havde gjort noget? Hvad hvis vi ikke havde haft Thomas Helmig ude med kondomer? Og hvis vi ikke meget tidligt i forhold til andre lande havde haft gratis kanyler på Vesterbro. Havde smitten så spredt sig? Den danske historie er på den måde en succeshistorie.
Michael Nebeling Petersen fortæller, at Sundhedsstyrelsen tidligt lavede et Aids-sekretariat, der havde nogle meget progressive ledere, som tit stod i opposition til ledelsen i selve Sundhedsstyrelsen. Sekretariatet stod for mange af aids-kampagnerne, der blev lavet i stærkt samarbejde med fx Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Aids-linjen og andre frivillige organisationer.
- Hele den danske aids-oplysning var et stort samarbejdsprojekt, og det stod i skærende kontrast til fx Sverige og USA, hvor oplysningen kom oppefra i en mere belærende tone. De danske kampagner har en helt anden ikke-diskriminerende og humoristisk tone, og det er noget af det, aids-krisen har givet os – en moderne sundhedskommunikation i øjenhøjde, mener han.
- Der var i 90’erne et klart mismatch i opfattelsen af, hvem der fik sygdommen. Men man fik opdraget en hel ungdom til at bruge kondom. Det kan man se på syfilis- og gonorré-tallene. I homomiljøet styrtdykkede de i 80’erne, og i 90’erne faldt de generelt. Og da man stoppede med kondom-kampagnerne, steg tallene for syfilis og gonorré igen, fortæller Michael Nebeling Petersen.
Patientinddragelse
Ud over en moderne tone i sundhedskampagnerne har aids-krisen medført et fokus på patientinddragelse og på patientrettigheder, mener Michael Nebeling Petersen.
- Når vi interviewer læger og sygeplejersker, der arbejdede med hiv og aids i 1980’erne, beskriver de, hvordan aids-krisen skabte nye patientrettigheder. Krisen kom i kølvandet på 1968 og de mange antiautoritære opgør, men lægerne var stadig en kæmpe autoritet – dem havde man endnu ikke fået væltet. Med aids-epidemien opstod der en patientgruppe af unge og stærke mænd, der ikke var klar til at dø – og som havde meget lange sygdoms- og dødsforløb, så de havde masser af tid til at engagere sig i deres behandling. Og så var de super organiserede i forskellige aids- og homo-bevægelser og hentede viden hjem fra især USA. De kom til lægerne og krævede at blive inddraget og at få indflydelse på deres egen behandling. Det blev en udvikling hen imod en moderne patientrolle, som vi kender den i dag, hvor man er mere informeret og inddragende, og hvor man tager stilling til sin egen behandling, forklarer Michael Nebeling Petersen.
I dag er der ifølge Aids Fondet 6800 mennesker, der lever med hiv i Danmark – og antallet af nye smittede falder heldigvis støt. Helt så positivt er billedet ikke i resten af verden, hvor 40 millioner mennesker lever med hiv – og af dem er en fjerdedel ikke i den livsvigtige medicinske behandling. I 2023 døde 630.000 smittede af aids-relaterede sygdomme, og i regioner som Østeuropa, Centralasien, Latinamerika, Mellemøsten og Nordafrika er hiv-smitten stigende. Der er med andre ord god grund til fortsat at sætte fokus på smitten og at arbejde for at reducere den.
Forskning i aids-krisens danske kulturhistorie
Forskningsprojektet The Cultural History of AIDS (CHAD) er støttet af Danmarks Frie Forskningsfond.I projektet har forskerne Michael Nebeling Petersen, Tobias de Fønss Wung-Sung, Bolette Frydendahl Larsen og Camilla Bruun Eriksen og Mons Bissenbakker fra Københavns Universitet vendt hver en sten i den danske aids-krise. Projektets fokus er på årene fra 1981 til 2021, og arbejdet er baseret på en række forskellige kilder, de fleste fra før internettet:
- Godt 2500 artikler fra udvalgte aviser, fagblade og foreningsblade.
- Interviews og workshops med over 60 langtidsoverlevere, læger, politikere og aktivister.
- Nationale oplysningskampagner, politiske forhandlinger, evalueringer, mødereferater, breve og andre dokumenter fra arkiver, biblioteker og foreninger.
- Fotografier, journaler og scrapbøger fra privatsamlinger.
- Radioudsendelser, nyhedsbreve og magasiner fra de centrale foreninger og organisationer.
- Litteratur, teater, film, kunst og dokumentarfilm.
I forbindelse med projektet har forskerne udgivet bogen ’Aids-krisens Danmarkshistorie’ på Gads Forlag.
Top: Foto fra Aids-linjens arkiv. Fotograf ukendt.
Billede med campiingvogn: Foto: Stop AIDS’ fotoarkiv. Fotograf ukendt.
Billede af kondompakker: Landsforeningen for Bøsser og Lesbiskes kampagne ’Sikker sex – hver gang’, juni 1991. Foto af Thomas Cato.