De første kvinder på universitetet
I slutningen af 1800-tallet banede en lille gruppe kvinder vejen for tusinder af kvinder på universitetet. Men hvem var de 25 kvindelige pionerer, der først tog en studentereksamen og startede på Københavns Universitet?
Pionergenerationen
Den 25. juni 1875 er en mærkedag i dansk kvinde- og universitetshistorie: Fra den dag måtte kvinder tage studentereksamen og aflægge eksamen ved universitetet.
Nielsine Nielsen tog studentereksamen i sommeren 1877 og blev Danmarks første kvindelige læge og akademiker i 1885.
Hun fulgtes ad med den mindre kendte Marie Gleerup (gift Krabbe), der også blev læge. I tre år var de de eneste kvinder på universitetet. Derefter begyndte der så småt at komme flere kvinder til. Først to. To år senere kom der to mere. Og så kom der nye kvindelige studerende til hvert år.
Fra juli 1877 til januar 1887 tog 25 kvinder studentereksamen. De udgjorde pionergenerationen af kvindelige akademikere.
Kvindernes plads i samfundet
Kvinderne voksede op i det unge danske demokrati. Her havde en tredjedel af den mandlige befolkning fået stemmeret, men kvinderne havde stadig ikke en stemme i demokratiet. Der fandtes næsten ingen boglig uddannelse for kvinder, og samfundets kønsnormer placerede dem i ægteskabet, i moderskabet – men ikke i videnskaben.
Da dødeligheden var højere blandt drenge end piger, var der imidlertid flere kvinder end mænd i den danske befolkning, og derfor kunne alle kvinder ikke blive gift. Det er en del af forklaringen på, at der alligevel var en voksende accept af, at (ugifte) kvinder skulle have flere erhvervsmuligheder.
Et stort vidensbegær
Pionergenerationens kvinder var drevet af et stort vidensbegær, som datiden pigeskoler langtfra formåede at tilfredsstille. Christiane Rasmussen (senere gift Wibe-Simonsen) havde “altid følt en stærk Trang til boglig Syssel”. Kvinderne ville have kundskab og ikke blot “gaae at slide i et Kjøkken”, som den 17-årige Nielsine Nielsen udtrykte det:
Men hvordan fik de unge kvinder den idé, at de skulle tilegne sig kundskaber – endda for selv at tjene til livets ophold?
En boglig baggrund
En del af forklaringen er sikkert, at kvinderne kom fra familier, der lagde vægt på boglig uddannelse. 15 af dem havde fædre (eller plejefædre), som selv havde en videregående boglig uddannelse – en noget højere andel end blandt de mandlige studenter.
Blandt de 21 kvinder som havde brødre (eller plejebrødre), havde 16 tilmed brødre med studentereksamen. Yderligere to havde brødre, som tog en anden højere boglig uddannelse. Flertallet af kvinderne skulle således ikke også bryde familiens sociale mønstre. En undtagelse var Nielsine Nielsen, der ganske vist kom fra et hjem med bøger, men hvis far og bror var sømænd.
En anden forklaring er, at kvinder havde fået nye uddannelses- og erhvervsmuligheder. Kvinder havde længe fungeret som guvernanter og lærerinder. I 1859 fik de muligheden for at tage en offentlig lærereksamen – almuelærerindeprøven. I 1867 fik de desuden ret til at undervise i offentlige skoler.
Lærerindevejen
Mange af de første kvindelige studenter tog lærerindevejen. Mindst 18 af kvinderne havde undervist, før de begyndte at læse til studentereksamen. Heraf havde ti taget almuelærerindeprøven, og yderligere én havde taget den københavnske såkaldte institutbestyrereksamen, der gav ret til at oprette egen skole i hovedstaden.
Desuden havde flere af de kvinder, der ikke tog lærereksamen – som Nielsine Nielsen for eksempel – fået en uformel uddannelse på den skole, hvor de underviste.
Men de drømte om mere:
Sådan skrev Ida Falbe-Hansen, og Pouline Elisabeth Hansen var enig:
Familiernes accept
Kvinderne havde brug for deres overtalelsesevner, når de skulle hjem og bede om lov til at blive lærerinde. Men det var en langt mere acceptabel vej end at insistere på at blive student uden omveje. Med erfaringen, og eventuelt også uddannelsen, som lærerinde kunne kvinderne nu argumentere for, at lysten til at studere var reel.
Det krævede dog stadig overtalelse, som Thyra Steinthal (født Møller) har fortalt:
Thyra Steinthal voksede op hos sin onkel. Ellers var det utvivlsomt faren, der var den autoritet, som skulle overbevises. Det oplevede Inger Harbou (gift Vikstrøm):
Men heldigvis havde Inger allierede. Hun havde på forhånd sikret sig opbakning fra sine tre søstre – hvoraf to også blev studenter – og de fik sammen overtalt moren. Herefter bearbejdede søstrene og moren faren, indtil han gav sig.
Rejsen til København
Selv når de unge kvinder havde fået tilladelse til at læse, var det ikke ligetil at blive student. Kvinder havde stadig ikke adgang til de lærde skoler, som var betegnelsen for datidens gymnasier. Det fik de først i 1903.
Undervisningen måtte kvinderne derfor finde privat, og det var næsten kun muligt i København. Kvinderne var født rundt omkring i hele landet og mange langt fra hovedstaden – heraf ni i Jylland (herunder Slesvig og Holsten). Da de traf beslutningen om at læse, var det dog kun to af dem, der stadig boede i Jylland. Mange var flyttet til hovedstaden, mens andre havde boet der en overgang og opbygget netværk. Det var med til overhovedet at gøre det muligt for disse kvinder at blive studenter.
I 1877 startede et studenterkursus på N. Zahles Skole, og i 1886 fik skolen også dimissionsret, hvilket betød at kvinderne også kunne gå til eksamen her.
Hele 19 af de 23 kvinder, som blev studenter efter oprettelsen af Zahles studenterkursus i 1877, benyttede sig af denne nye mulighed. Fem af dem endte dog med at blive dimitteret fra andre steder. En af dem var Ellen Bentzon (gift Drachmann), der måtte færdiggøre sin uddannelse i Århus, fordi faren blev forflyttet. Hun var en af kun to kvinder, som tog studentereksamen i provinsen.
Bedre end mændene
“Hende skal jeg nok få slået ned!”
Omtrent sådan lød ordene fra eksaminatoren, før Sophie Hansen (født Jacobsen, senere gift Rostrup) skulle op i latin til studentereksamen. Hendes præstefar havde imidlertid læst latin og græsk med hende fra barnsben af, og hun var derfor ikke sådan at slå ned. Hun fik mg (meget godt) og en samlet studentereksamen med en førstekarakter i den høje ende af skalaen.
Det var dog langtfra alle, der prøvede at tryne de kvindelige eksaminander. Det forlød blandt kvinderne fra studenterårgang 1883, at man på latinskolen Lyceum, hvorfra mange af kvinderne tog eksamen, havde sat Christiane Rasmussens karakter i naturlære op fra ug÷ til ug, for at hun kunne opnå førstekarakter med udmærkelse.
På trods af mangelfulde kundskaber fra pigeskolerne klarede kvinderne i det hele taget studentereksamen godt. Også en del bedre end mændene. Mens disse i gennemsnit akkurat halede en førstekarakter i land, opnåede kvinderne i gennemsnit en solid førstekarakter. De måtte kæmpe for at opnå deres kundskaber på en helt anden måde end mændene og var derfor også ældre (i gennemsnit 24 et halvt år) – men altså også dygtigere.
Studietiden
Af de 25 første kvindelige studenter fortsatte 24 på universitetet. De tog alle filosofikum, som var en obligatorisk prøve i filosofi. Herefter kastede de sig over medicin, humaniora eller naturvidenskab.
De fleste af kvinderne følte sig godt modtaget af lærere og studiekammerater. Klarest udtrykte fysikeren Kirstine Meyer (født Bjerrum) sig i 50-året for kvinders adgang til universitetet:
Adgang til foreningslivet
Undervisningen var fælles mellem mandlige og kvindelige studerende i alle fag, hvad der ikke var tilfældet i alle lande. Til gengæld var der forskelle i det akademiske foreningsliv.
Kvinderne fik nemlig ikke adgang til Studenterforeningen før 1898, men brugte i stedet Kvindelig Læseforening, der var oprettet i 1872, som et samlingssted. Her var 23 af de 25 kvinder medlemmer.
Da Studentersamfundet blev oprettet i 1882, som en udbrydergruppe af Studenterforeningen, fik kvinder med det samme adgang. De meldte sig også ind. Den Kristelige Studenterbevægelses forening, Studenterhjemmet, tiltrak ligeledes et par af kvinderne efter stiftelsen i 1892. En af dem var Thyra Møller, der i 1897 også stiftede Kvindelige Studenters Kristelige Forening.
En ny frihed
Der var stor forskel på, hvordan de kvindelige og mandlige studerende kunne finde et sted at bo under studierne, da der ikke var adgang for kvinderne på kollegierne.
Hovedparten af kvinderne kunne imidlertid enten bo hjemme eller hos en slægtning – i hvert fald i dele af deres studietid. I flere tilfælde flyttede forældrene efter datteren til København, når hun begyndte at studere.
En del måtte dog i dele af studietiden bo som pensionærer. Tre af kvinderne blev gift under eller før universitetsstudierne og boede med deres ægtemand.
De kvinder, der kunne bo hjemme, mens de læste, havde en større økonomisk sikkerhed – selvom nogle af dem måtte betale for kost og logi i hjemmet. Sikkerheden kunne dog komme med en pris. Den kun 17-årige Ellen Bentzon var ofte frustreret over, at forældrene, især faren, ikke tog hensyn til, at hun snart skulle op til studentereksamen:
At flytte hjemmefra indebar således også en frihed, der kunne gavne studierne. Det oplevede Nielsine Nielsen:
Offentlig støtte
De første kvindelige studerende havde heller ikke de samme økonomiske vilkår som deres mandlige medstuderende. De havde nemlig ikke adgang til universitetets stipendier.
Til gengæld bevilgede politikerne i Rigsdagen straks penge til at understøtte studerende, der ikke havde adgang til universitetets almindelige legater – herunder kvinder. Fra 1877 kunne kvinderne også få støtte, mens de forberedte sig til studentereksamen.
De første kvindelige universitetsstuderende fik 660 kr. i årlig støtte. Det svarede til Kommunitetsstipendiet plus pengeværdien af fribolig på Regensen – og lå i øvrigt over lønnen for en arbejder.
Støtte hjemmefra
Den offentlige støtte var helt afgørende for de kvindelige studerende. De fleste kom fra middelklassen, men størstedelen fik alligevel kun lidt eller ingenting i støtte hjemmefra. En af dem var Camilla Moritz, som dog havde fået hjælp af en slægtning:
Selv hvis der var midler til at hjælpe med børnenes uddannelse, stod brødrene gerne forrest i køen, som det fremgår af den historiestuderende Nico Kornerups beretning:
For Nico Kornerup var støtten alligevel ikke nok. Bevillingerne kunne ikke følge med efterspørgslen. De kvinder, der, ligesom Nico Kornerup, blev indskrevet i 1886, fik kun 300 kr. om året. Hun måtte efter eget udsagn opgive studierne “af pekuniære Grunde”.
Frafald
Nico Kornerup var en ud af ni kvinder fra pionergenerationen, som ikke fuldførte sine universitetsstudier. Frafaldet lå på samme niveau som de mandlige studerendes, og årsagerne var nogle af de samme: økonomi, helbred og dårlige eksaminer.
Den største forskel i frafaldet mellem de kvindelige og mandlige studerende var, at nogle af kvinderne forlod videnskaben, da de blev gift. Det gjaldt for to af de ni kvinder, der faldt fra.
Det var normen i samtiden, at kvinder trådte ud af arbejdsmarkedet ved indgåelse af ægteskab. Derfor er det i virkeligheden mere overraskende, at tre af kvinderne blev gift uden af den grund at opgive studierne.
Eksamenstid
Efter det indledende filosofikum var der ingen eksaminer før den afsluttende embedseksamen eller magisterkonferens. Medicinerne skulle dog også bestå en lægevidenskabelig forberedelseseksamen og havde embedseksamen med en 1. og 2. del.
Sådanne studieordninger stillede store krav til de studerendes disciplin, og alt tyder på, at de kvindelige studerende var både disciplinerede og flittige. Et år før Thyra Møller skulle op til skoleembedseksamen i fagene dansk, engelsk og latin, var hun allerede i gang med eksamenslæsningen. Hun førte en ensformig tilværelse i det, der egentlig var hendes sommerferie:
Belønningen for Thyra Møllers flid blev “en smuk 1ste Charakter”, som plejefaren stolt noterede i sin dagbog.
Frafaldne humanister
Thyra Møller blev den 15. og sidste af de første 24 kvindelige universitetsstuderende, der tog afsluttende eksamen ved universitetet. Fire tog som hende en humanistisk uddannelse og tre en naturvidenskabelig, mens otte blev læger.
Der var ganske vist flere af kvinderne, som læste humaniora end medicin, men frafaldet var langt større blandt humanisterne. Forklaringen er utvivlsomt, at de kvindelige medicinere var de eneste, der formelt kunne bruge deres uddannelse til noget. Selvom kvinder kunne tage embedseksamen, havde de ikke fået adgang til statens embeder. Men de kvindelige læger fik ret til at praktisere.
Syv af de otte første kvindelige læger benyttede denne mulighed. Kun Henriette Irminger nedsatte sig ikke som praktiserende læge, men opgav i stedet helt sin karriere, da hun blev gift med lægen Johannes Kaarsberg. Fire andre af de første kvindelige læger giftede sig ligeledes med en læge, men ingen af dem stoppede af den grund med at arbejde.
Også dette stod i kontrast til humanisterne. Tre af dem blev ganske vist lærere i private latinskoler, mens historikeren Anna Hude trods en doktordisputats stadig kun kunne få en assistentstilling i Rigsarkivet. De tre, der blev gift, forlod omgående arbejdsmarkedet.
Ingen embeder
Ingen af de 15 kvinder fik altså et embede. Den højtkvalificerede og velanskrevne fysiker Kirstine Meyer forsøgte som vistnok den eneste:
Det var dog ikke kun administrationen, som satte hælene i. Da hun i 1900 søgte en stilling ved Den Farmaceutiske Læreanstalt, blev hun afvist, idet flere af lærerne erklærede, at det var “heldigere at have en Mand end en Dame som Docent.”
Først i 1921 kom loven om lige adgang til tjenestestillinger og hverv, der løste de juridiske problemer med kvindelige akademikeres adgang til arbejdsmarkedet – med den undtagelse, at kvindelige teologer stadig ikke kunne blive præster.
Kreditering
Tekst og research:
Pelle Oliver Larsen, postdoc, Saxo-Instituttet
Grafik og kode:
Frans Wej Petersen
Kilder
Artiklen indeholder elementer fra de første 25 kvindelige studenters erindringstekster, breve, dagbøger og legatansøgninger.
Flere af citaterne er hentet fra kvindernes ansøgninger om understøttelse i Kultusministeriets arkiv i Rigsarkivet. Fra samme arkiv er der også citeret fra ansættelsessagen ved Den Farmaceutiske Læreanstalt. Desuden er der citater fra Nielsine Nielsens ungdomsdagbog (i privat eje) og Nielsine Nielsens erindringer, fra Studenterne fra 1886, fra Inger Harbous breve til Gordon Norrie, Thyra Møllers til Peter Scharling og Peter Scharlings dagbøger (alle i Rigsarkivet) samt fra Ellen Bentzons (Drachmanns) publicerede dagbøger, Den, der elsker mest. Endelig fra bogen Kvindelige Akademikere 1875-1925 fra 1925.
Ud over i disse kilder er biografiske data bl.a. fundet i 25 års jubilæumsbøgerne for studenterårgangene 1880, 1882, 1883, 1884, 1885 og 1887, i Københavns Universitets årbøger og i folketællinger samt Københavns politis mandtaller. Herudover er bl.a. hentet oplysninger i medlemsbasen for Kvindelig Læseforening (Det Kongelige Bibliotek) og medlemsregistrene for Studenterhjemmet (Rigsarkivet) samt Berlingske Tidende 7.8.1937. Otte af kvinderne er biograferet i Dansk kvindebiografisk leksikon, og der er skrevet biografier i boglængde om Nielsine Nielsen (af Dorthe Chakravarty og Sarah von Essen) og Anna Hude (af Jens Chr. Manniche).
Sammenligningerne mellem mandlige og kvindelige studenter bygger på tre artikler af hhv. Ad. Jensen og Nina Bang fra Nationaløkonomisk Tidsskrift 1900-1901 samt på data om studentereksamen som venligt er stillet til rådighed af forskningsprojektet “The Human Capital of the Nordic Countries”.