Jordens ældste meteorkrater findes alligevel ikke i Grønland

Siden 2012 har hypotesen været, at et fjeldområde sydøst for byen Maniitsoq i Grønland kunne stamme fra et meteornedslag. Man mente, at chokbølgen fra nedslaget resulterede i pulverisering af de underliggende klipper, smeltning og blanding af magmaer og til sidst indtrængning af havvand, som reagererede med og omdannede klipperne.

Dette lød alt sammen plausibelt i betragtning af, at frekvensen af meteornedslag burde være høj i det Arkæiske Æon for mere end 2,5 milliarder år siden. Det var derfor med stor entusiasme, at geolog Kristoffer Szilas tog imod tilbuddet om at deltage i en større kortlægningsindsats i Maniitsoq-området i 2016, sat i gang af det Grønlandske Selvstyre. Motivationen fra Selvstyrets side var at bidrage med nye geokemiske data og et nyt geologisk kort i skalaen 1:100.000, for at støtte mineralefterforskningen i området, hvor der allerede var aktive boring efter nikkel.

Det 10 mand store forskerhold med deltagere fra Grønland, Danmark, Australien, England og Canada, som sammen med Departementet for Mineralske Råstoffer under Grønlands Selvstyre, skulle stå for efterforskningen, blev dog slemt skuffede. Efter at have udført feltarbejde i 2016 og 2017 med detaljeret kortlægning og indsamling af utallige bjergartsprøver, som efterfølgende blev analyseret på alle tænkelige måder, fandt de ikke skyggen af et meteorkrater.

”Selv efter at have tilbragt to somre med geologisk feltarbejde lige præcis dér, hvor meteorkrateret burde være, så vi ikke noget, der var udsædvanligt for grundfjeld med 3 milliarder år på bagen. Og det på trods af, at vi besøgte de selvsamme lokaliteter, som tidligere var blevet brugt som argumenter for et meteornedslag”, siger Kristoffer Szilas, der er adjunkt i geologi på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.

Forskerne brugte efterfølgende fire år på systematiske studier og bragte hver især deres specialiseringer i spil. Bjergarterne blev dateret ved hjælp af mange forskellige isotoper, avancerede metoder blev taget i brug for at bestemme regionens temperatur- og trykudvikling og bjergarternes kemi blev målt og modelleret for at finde frem til deres dannelsesforløb.

Hvorfor er det ikke et meteorkrater ved Maniitsoq?

Forskerholdet har nu publiceret, hvad de betragter, som deres endelige konklusion, og den er ikke til at tage fejl af. Der findes intet meteorkrater ved Maniitsoq. Læs artiklen her.

”Vi har indtil videre publiceret et dusin videnskabelige artikler om geologien i området, hvor det påståede krater burde være. Men baseret på vores geokemiske analyser og bjergartsdateringer har vi ikke fundet spor af noget, som ikke kan forklares ved helt almindelige geologiske processer”, forklarer Kristoffer Szilas.

For det første, så finder forskerne ikke tegn på den postulerede ellipseformede geomagnetisk afvigelse i området, som skulle markere nedslagszonen. Desuden har forskerne analyseret over 5.000 korn af mineralet zirkon og set på korn, der var både ældre og yngre end det påståede meteornedslag. Kornene kan dateres, fordi de indeholder små mængder uran i krystalstrukturen. Disse zirkonmineraler burde få interne frakturer på grund af trykpåvirkningen ved et meteornedslag, men ikke ét eneste korn viste tegn i den retning.

Derudover målte man sammensætningen af ilt-isotoper i selvsamme zirkonmineraler uden at finde tegn på interaktion med havvand. Dette var ellers påstået i den oprindelige artikel, der fremsatte hypotesen om meteornedslaget i 2012.

Endeligt viste datering af de granitiske årer at være 40 millioner år for unge til at passe med meteornedslaget. De er i stedet dannet ved høj temperatur, men lavt tryk sent i regionens geologiske udvikling, og kan derfor ikke være krystalliseret ved ekstremt højt tryk.

Som den berømte amerikanske fysiker Carl Sagan plejede at sige: "extraordinary claims require extraordinary evidence". Desværre fandt det internationale forskerhold intet ekstraordinært eller ekstraterrestrisk ved Maniitsoq, på trods af, at det bestemt ville havde været et meget mere spændende udfald af deres indsats.

Kristoffer Szilas mener dog ikke at kortlægningsarbejdet og efterforskningen har været forgæves: ”Det var selvfølgelig en lidt flad fornemmelse at have brugt så meget tid og så mange ressourcer på at modbevise en hypotese, som andre har fremsat, men det er jo sådan videnskaben fungerer. Det positive er, at Maniitsoq-regionen nu, rent geologisk set, er ét af de bedst dokumenterede områder i hele Grønland. Vi har fået en masse vigtig ny viden om dannelsen af jordens tidlige kontinenter og deres stabilisering”.

Vi må altså konkludere, at verdens ældste meteorkrater nu ligger i det vestlige Australien og er det 2229 ± 5 millioner år gamle Yarrabubba krater med en diameter på 70 kilometer. Verdens største meteorkrater er derimod det 2023 ± 4 millioner år gamle Vredefort krater i Sydafrika med en estimeret original diameter på over 250 kilometer. Kilde.