Gammel hundelort giver indblik i et af Alaskas oprindelige folkefærd og deres forhold til hunden

Hunden har med al sandsynlighed været menneskets bedste ven i flere tusind år. Men præcis hvordan forholdet mellem dem har været gennem historien, kan man kun gætte på.

Nu er forskere fra Københavns Universitet, University of York, University of Aberdeen og University of British Colombia kommet lidt tættere på at kunne beskrive det forhold gennem noget så usædvanligt som en lort.

”Vi har som de første nogensinde kortlagt proteinerne i nogle rigtig gamle hundelorte. De stammer fra slædehunde og blev fundet under udgravningen af Nunalleq bopladsen, der var beboet af Alaskas oprindelige Yup’ik-folk. Vi regner med, at de er lagt omkring 1700-tallet, og utroligt nok lugtede de stadig, da de blev fundet,” siger forsker og hovedforfatter på det nye studie, Anne Kathrine Runge, ph.d.-studerende på Globe Institute på Københavns Universitet.

Indvolde til overs

Forskerne analyserer proteinerne i en gammel lort, fordi indholdet kan afsløre, hvad der var i maven på hundene på det tidspunkt.

”Det kan give os mere detaljeret viden om, hvordan hundene levede dengang. For eksempel ved vi nu, at Nunalleqs beboere har fodret dem med laks, hvilket ikke i sig selv er stor nyhed, for det gør de stadig i dag,” siger Anne Kathrine Runge.

”Men vi blev alligevel lidt overraskede, fordi Yup’ik-folket i dag fodrer slædehunde med en type laks, som bliver kaldt ’hundelaks’. Men vi kan se i de gamle lorte, at det har man ikke altid gjort. Vi kan i hvert fald konstatere, at der er mange forskellige laksearter i lortene, og at navnet ’hundelaks’ måske ikke er helt præcist i en historisk kontekst,” forklarer hun.

Forskerne har også undersøgt, hvor i laksen proteinerne kommer fra. Og det ser ud til, at de fleste af dem stammer fra knoglerne og indvoldene på laksen.

”Det fortæller os, at Yup’ik-folket har fodret hundene med mange forskellige slags laks – også dem, der betragtes som dyr kvalitetslaks i dag. Men samtidig har de formentlig spist de gode stykker selv og så fodret hundene med resterne og indvoldene, der blev til overs,” fortæller Anne Kathrine Runge.

Et gammelt traume

Faktisk var det en udfordring overhovedet at få adgang til prøverne med hundelort, da Nunalleq, som betyder ”den gamle landsby” på Yup’ik, blev betragtet som et sted, der ikke skulle forstyrres.

Ifølge de mundtlige overleveringer og udgravninger blev bopladsen nemlig i 1700-tallet angrebet og brændt ned som et led i en brutal krig med mange døde som resultat. Og det har været lidt af et traume for deres efterkommere, som stadig lever i området i dag.

”De har vidst længe, at bopladsen lå der. Men man ønskede ikke at forstyrre de døde, og derfor har man ladet den være. Men i takt med at kysten blev eroderet, begyndte bopladsen at forsvinde i havet. Derfor tog de kontakt til nogle arkæologer, som kunne undersøge stedet. Det var her, de fandt hundelortene i en form for bebyggelse, som kunne have været et hundehus,” siger Anne Kathrine Runge.

Hun mener, at deres analysemetode er så præcis, at man også kan bruge den til at gå endnu længere tilbage i tiden. Faktisk håber hun i sit næste projekt at kunne analysere en 9.000 år gammel lort.

Derudover kan samme metode ifølge forskerne bruges til at undersøge menneskelige efterladenskaber for at se, hvad man har spist eller hvilke sygdomme man har haft på givne tidspunkter i historien.

Forskningsprojektet blev støttet af EU’s Horizon 2020 program, Danmarks Grundforskningsfond, UK Arts and Humanities Research Council og Yup’ik-folket selv.

Læs hele studiet ‘Palaeoproteomic analyses of dog palaeofaeces reveal a preserved dietary and host digestive proteome’.

Kontakt

Anne Kathrine Wiborg Runge
ak@palaeome.org
+45 53388735

Kommunikationskonsulent Mathias Traczyk
mathias.traczyk@sund.ku.dk
93 56 58 35