23. september 2021

Oldtidens mennesker handlede med hunde

Genetik

Sibiriske oldtidsmennesker, som man troede var isolerede, handlede allerede for flere tusinde år med hunde til andre stammer. Det viser ny forskning fra Københavns Universitet. Hundene var sandsynligvis eftertragtede for deres gode egenskaber som jagt-, hyrde- og slædehunde, forklarer studiets hovedforfatter.

hund
Her ses arbejdshunde, der hyrder rensdyr for nenetserne, der et samojedisk folk fra Nordvestsiberien. Det er også her, samojedhunden stammer fra (foto: Robert Losey).

Det er mindst 20.000 år siden, at menneskets ældste ven, hunden, blev domesticeret. Oldtidens hunde spillede nemlig en vigtig rolle i hverdagen, hvor de blandt andet brugt som jagt-, hyrde- og slædehunde.

Hundene var endog så højt værdsat, at man sandsynligvis handlede med dem på tværs af ellers isolerede samfund eller som minimum krydsede forskellige hunderacer i forbindelse med møder steppebefolkningerne imellem, viser forskning fra Københavns Universitet.

Studiet viser, at selvom de sibiriske oldtidssamfund rent genetisk var isoleret fra andre samfund et godt stykke op i historien, havde deres hunde kontakt med andre hundegrupper for mindst 2.000 år siden – og muligvis flere tusind år tidligere.

”Ved at lave genetiske optegnelser over hundefund fra oldtiden samt andre arkæologiske fund var vi i stand til at spore en udvikling i hundene, der givetvis blev betragtet som en handelsvare. At de blev handlet kan være et resultat af nye aktiviteter i oldtidens samfund, hvor hunde indgik i jagt eller til at hyrde eller til at trække som slædedyr. De spillede en vigtig rolle i datidens samfund, hvilket også fortæller os, hvorfor mennesket begav sig i kast med at tæmme hunden i første omgang,” forklarer postdoc ved GLOBE Institute Tatiana Feuerborn, som er studiets hovedforfatter.

”Samtidig ser det ud, som om disse befolkningsgrupper var mere eller mindre genetisk isoleret og ikke blandede sig med udefrakommende samfund. Men sådan er det ikke med hundene, og det tyder på, at man handlede hundene og drog videre, fremfor at de forskellige stammer slog sig sammen. Det peger så også på, at disse befolkningsgrupper i Sibirien faktisk interagerede med hinanden, modsat hvad man hidtil har formodet.”

Moderne hunderacer er genetisk forbundet med oldtidens hunde

Introduktion af nyt genetisk materiale i hundene optræder samtidig med nybrud i de nordvestsibiriske samfund. For mindst 2.000 år siden blev mennesket her i stand til at bearbejde jern, og senere fandt man ud af at bruge rensdyr som både transportmiddel og i landbruget, hvor man begyndte at have store rensdyrbesætninger. Der var sandsynligvis brug for hunde til at vogte de store grupper af rensdyr, ligesom man i dag ser i det nordvestlige Sibirien.

Vi indsamlede DNA fra forskellige beklædningsgenstande lavet af hundepels. Hundene blev altså anvendt selv efter deres død, og de må på den måde have spillet en vigtig rolle i ejernes kamp for overlevelse

Tatiana Feuerborn.

Overraskende nok viser det sig også, at nogle hunderacer stadig bærer rundt på store dele af oldtidshundens DNA.

”Målet med studiet var at forstå, hvordan nutidens hunderacer er opstået. Vi udvalgte derfor 20 hunderacer fra de sibiriske og eurasiske steppeområder, der var alt fra 11.000 til blot 60 år gamle. Dernæst analyserede vi deres genmasse og sammenlignede dem med offentligt tilgængeligt hunde-DNA fra oldtiden og i dag. Resultatet indikerer, at nyt genetisk materiale fandt vej til disse hunderacer for mindst 2.000 år siden. Og selvom hundene ad flere omgange er blevet blandet med andre racer, er deres arktiske oprindelse stadig at finde blandt samojedhunde i dag,” siger Laurant Frantz fra Ludwig-Maximilians-Universität i München, som forsker i paleogenetik og er medforfatter til studiet. 

”Vi kunne ligeledes se, at moderne siberian huskies er i slægtslab med historiske og forhistoriske hunderacer. Samlet set viser studiet, at flere populære arktiske hunderacer har bevaret betydelige mængder genetisk materiale fra en race, som kan spores mere end 9.500 år tilbage i tiden.”

hund2
Hunden her bor med rensdyrhyrder i Nenetsregionen i Nordvestsiberien (foto: Robert Losey).

Hunde var også vigtige efter deres død

Analysearbejdet er gennemført i samarbejde med et internationalt hold af forskere, som gjorde det muligt at udvinde DNA fra hundeknogler fundet i forbindelse med arkæologiske udgravninger samt fra beklædningsgenstande, der er udstillet på forskellige museer.

Særligt et eksemplar afslørede, at hunde også var vigtige efter deres død.

”Vi indsamlede DNA fra forskellige beklædningsgenstande lavet af hundepels. Hundene blev altså anvendt selv efter deres død, og de må på den måde have spillet en vigtig rolle i ejernes kamp for overlevelse. I dag bruger vi primært hunde som ledsagere, men op gennem historien har hunde løst en lang række dagligdagsopgaver i samarbejde med deres ejere. Og i Grønland bliver de stadig brugt som slædehunde, mens de i Siberien anvendes til at vogte store rensdyrbesætninger samt som jagt- og vagthunde, ligesom de har været det i tusinder af år,” siger Robert Losey, der også er medforfatter til studiet.

Studiet, “Modern Siberian dog ancestry was shaped by several thousand years of Eurasian-wide trade and human dispersal”, er udgivet i Proceedings of the National Academy of Sciences.

Kontakt

Postdoc Tatiana R. Feuerborn
tatianafeuerborn@palaeome.org
+45 91 11 85 89
+45 35 33 17 70

Journalist Søren Thiesen
s.thiesen@sund.ku.dk
+45 28 75 29 34