Nyt fænomen: Aflytning af madsvin i skoven

Aflytning er ikke kun noget, som politifolk og spioner gør brug af. Det er også et fænomen blandt dyr. Tidligere studier har vist, at visse arter, særligt fugle, aflytter hinanden for at blive advaret, om der er rovdyr i nærheden. Men et nyt studie fra Københavns Universitet afslører, at forskellige arter af pattedyr aflytter hinanden, når det handler om at finde føde.

To biologer fra Statens Naturhistoriske Museum, Linnea W. Havmøller og Rasmus W. Havmøller, har brugt ni måneder i en regnskov i Panama på at studere, hvordan bl.a. næsebjørnen og gnaveren aguti lukrerer på abers ’dårlige bordskik’.

”Aber er nogle madsvin. De tager et par bidder af en frugt, så taber de den ned på jorden, og så gider de ikke spise mere af den. Og den praksis er der altså nogle andre arter, der drager fordel af. Men for at kunne gøre det mest effektivt, er de nødt til at vide, hvor og hvornår aberne spiser. Her viser vores studie, at dyrene benytter sig af aflytning,” siger Linnea W. Havmøller, som er førsteforfatter til studiet, Smithsonian Fellow og Ph.d.-studerende ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Aflytningen består i, at de frugtædende pattedyr, der lever på jorden – i dette tilfælde næsebjørne og agutier, sidder med på en lytter, når kapuchineraber og edderkopaber æder frugter oppe i træerne. For ofte sker det, at aberne taber nogle af de frugter, de har plukket, og det er appelsiner i de andre dyrs turban. De sidder klar til udrykning, når de hører lyden af frugter, der rammer jorden.

”Det er tydeligt, at når dyrene på jorden kan høre, at der er aber i et træ, ændrer de retning mod træet. De har simpelthen ørerne på stilke, så de er klar, når de hører madklokken ringe. På den måde får de adgang til føde, som ellers ville have været utilgængelig for dem på det tidspunkt,” siger Rasmus W. Havmøller, som er postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum.

Afgørende vej til føde

Ifølge forskerne er aflytningsstrategien ikke bare en bekvem måde at få raget lidt ekstra mad til sig på – den kan spille en livsvigtig rolle for dyrene. I Panama er der en periode hvert år, hvor mandeltræerne alene producerer størstedelen af føden for en masse arter – herunder de fire arter, som forskerne har studeret.

”I denne sæson er der utrolig lidt mad i skoven – bortset fra dette ene slags træ, som producerer rigtig mange frugter. Men dyrene på jorden kan ikke få fat i frugterne, med mindre nogle aber taber dem. For dem betyder aflytningsmetoden, at de har adgang til føde i større mængder og på et tidligere tidspunkt, da der ville gå lang tid, før frugterne ville falde ned af sig selv. Og i nogle perioder er det altså helt afgørende for deres fødeindsamling,” siger Linnea W. Havmøller.

Rasmus W. Havmøller fortsætter:

”I et større perspektiv betyder det, at i områder hvor man fjerner aber fra miljøet – typisk som følge af jagt eller ødelagt skov – kan det have en stor negativ kaskadeeffekt. Det vil ikke alene gå stærkt ud over de arter af pattedyr, der er afhængige af den frugt, aberne taber - det kan få betydning for hele regnskovens økosystem, da de frugtædende dyr på jorden også hjælper med at sprede frø, så skoven kan reproducere sig.”

Hvor tidligere observationer af fænomenet aflytning er foregået på den traditionelle måde med pen og papir – og med risiko for fejlfortolkninger, har KU-forskerne taget flere forskellige teknologier i brug. De har indsamlet deres data ved hjælp af GPS-halsbånd, kamerafælder, højttalere, der afspillede abelyde samt fælder, der opsamlede frugter, som faldt ned fra træerne.

Data fra studiet viser, at over 90% af den frugt, som landede i fælderne, havde bidemærker og var blevet halvspist af aber, og at den frugt, der faldt uden for fælderne blev spist nærmest med det samme.

”Jeg tror, vi har undervurderet, hvor meget pattedyr interagerer med hinanden og hvor mange måder, de faktisk er forbundne på. Aflytning mellem arter er et nyt kapitel i adfærdsbiologien for pattedyr, som giver os en vigtig viden om, hvor store konsekvenser det kan have for hele økosystemet, hvis én art forsvinder,” slutter Rasmus W. Havmøller.