B12-mangel skader små børns udvikling - nødhjælpsmaden er ikke god nok

I Danmark ser man regelmæssigt tilfælde med dårlig psyko-motorisk udvikling hos små børn, der får vegansk kost, men det kan forebygges med et dagligt B12-tilskud. Mulighederne for at få dækket sit vitamin B12-behov er dog langt dårligere, hvis man bor i et af verdens fattige lande. Det afspejler sig i en udbredt B12-mangel hos små børn i Burkina Faso, viser et studie fra Københavns Universitet lavet i samarbejde med Læger uden Grænser. Resultaterne er bragt i det anerkendte tidsskrift Plos Medicine.

Mangel på vitamin B12 kan ikke alene føre til blodmangel, men også til skader på nervesystemet, og for små børn har B12 stor betydning for hjernens udvikling.

”Hos de mange børn, som deltog i vores studie, fandt vi en stærk sammenhæng mellem mangel på B12-vitamin og dårlig motorisk udvikling og blodmangel,” siger Henrik Friis, førsteforfatter til studiet og professor ved Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet.

I mange år har fokus været på vitamin A-, zink- og jernmangel, når det handler om underernæring i verden, hvorimod der findes forsvindende lidt forskning om B12-mangel.

”B12-mangel er et af de mest oversete problemer, der findes, når det gælder undernæring. Og desværre kan vi nu se, at den nødhjælpsmad vi bruger i dag, ikke klarer opgaven,” siger Henrik Friis, som i mange år har arbejdet med ernæring og sundhed i udviklingslande.

Over 1.000 børn med akut underernæring i alderen 6-23 måneder deltog i studiet. Børnenes B12-niveau blev både målt inden og efter tre måneders daglige rationer af nødhjælpsmad, der indeholdt det anbefalede indhold af B12. Ved forsøgets start havde to tredjedele af børnene enten lave eller marginale niveauer af B12. 

Korte nødhjælpsprogrammer fylder ikke depoterne op

”I den periode, hvor børnene fik nødhjælpsmad, steg deres B12-niveau, men faldt så igen betragteligt, efter vi stoppede programmet. Deres depoter blev slet ikke fyldt op, selvom vi gav dem nødhjælpsmaden i tre måneder, hvor nødhjælpsprogrammer normalt kun løber over fire uger,” fortæller Henrik Friis.

En tredjedel af børnene havde endda stadig et lavt eller marginalt niveau selv lige efter de tre måneder med nødhjælpsmad. Forklaringen er, at der er et loft over, hvor meget B12, det er muligt at absorbere.

”Et barns tarm kan kun absorbere 1 mikrogram B12 ved ét måltid. Og hvis et barn fx mangler 500 mikrogram, vil det jo tage meget længere tid end de få uger, hvor de har mulighed for at få nødhjælpsmad,” siger Vibeke Brix Christensen, som er børnelæge og medicinsk rådgiver for Læger Uden Grænser og medforfatter på studiet.

”Og det er ikke realistisk med længere nødhjælpsprogrammer, da humanitære organisationer tværtom prøver at reducere varigheden af behandlingen med det formål at kunne behandle et større antal børn for de samme penge”, fortsætter Vibeke Brix Christensen.

Hun peger på, at det muligvis kunne gøre en forskel at fordele den nødvendige mængde af B12-vitamin ud på flere måltider, fordi barnet så formentlig ville kunne absorbere samme mængde B12 hver gang. Men problemet er, at hvis udtalt B12-mangel først er opstået hos børn i ulande, så er det svært at gøre noget ved det.

Der skal nye løsninger på bordet

Det vil derfor være bedst at forebygge B12-mangel. De holdbare løsninger står dog ifølge Henrik Friis ikke ligefrem i kø.

Fordi vores kroppe ikke selv kan danne B12, har vi brug for at få det tilført enten gennem animalske produkter eller i syntetisk form. Men i mange lavindkomstlande er adgangen til animalsk baseret mad utrolig dårlig for den brede befolkning. Kan tabletter eller berigede fødevarer så ikke være vejen til forebyggelse, tænker man måske?

”Muligvis, men problemet i fattige lande er svage sundhedssystemer med få ressourcer. At dele tabletter ud til mange millioner mennesker er ikke kosteffektivt. Og skal man berige fødevarer med B12, skal det være fødevarer, som fattige har adgang til. Det kræver udbygning af industri, da mange i dag stort set kun spiser det, de selv producerer. Derudover kræver det lovgivning, så det ikke er baseret på frivillighed,” siger Henrik Friis, der tror mere på andre typer løsninger:

”Måske kan man fremme den enkelte husholdning med høns og måske geder, som moderen i familien kan råde over og ad den vej give adgang til animalsk kost. Endelig kan man arbejde på at udvikle fermenterede produkter med bakterier, der producerer B12 – sådan nogle findes ikke i dag, men der er forskere og firmaer, som sysler med det,” slutter Henrik Friis. 

Forskerne er i dialog med UNICEFs Verdenslager i København om, hvordan produkterne til at behandle moderat akut underernæring kan forbedres.