Forældredilemma: Skal små børn have skærmtid?

Marianne: De børn, der er yngre end to år, får i hvert fald ikke så meget ud af at se på en skærm. Der er tværtimod studier, som viser, at skærmbrug kan have negativ indflydelse på f.eks. den sproglige udvikling.

Ida: Andre studier kæder skærmbrug sammen med risiko for opmærksomhedsvanskeligheder og udadreagerende adfærd. Jo mere skærmtid, desto mere forringet udvikling på flere forskellige parametre, når det gælder børn under to år. Når de bliver lidt ældre, begynder børnene at kunne få noget ud af det, også sprogligt.

Marianne: Men man kan ikke bare sætte den treårige foran en skærm og så tænke: ’Yay, det er megagodt for sproget!’. Det kræver en form for støttende kontekst, måske en forælder, der sidder sammen med barnet og taler om, hvad der sker. Og så kan man diskutere, om barnet ikke kunne få samme læringsværdi ud af at sidde med en bog sammen med deres forældre.

Ida: Det er dog vigtigt at understrege, at selvom studierne finder de her sammenhænge, så kan man ikke med fuldstændig sikkerhed sige, at det er skærmtiden, der medfører en forringet udvikling. Der er også en mulighed for, at det går den anden vej, altså at de børn, som f.eks. har sværere ved at fastholde opmærksomheden, i højere grad efterspørger skærmtid.

Ida: WHO anbefaler 0 timer om dagen til børn under 2 år, og den amerikanske forening for børnelæger siger 0 timer om dagen for børn under 1½ år, bortset fra videochat med familie og venner. Det gør de ud fra et forsigtighedsprincip, for intet tyder på, at de små børn får noget positivt ud af at se på en skærm. De danske anbefalinger er blot, at man skal begrænse de yngste børns skærmtid.

Marianne: Det kan jo være et formål i sig selv at aflaste forælderen.

Ida: Man kan også sige, hvad er alternativet til, at ens barn lige sidder fem minutter med en skærm, mens mor eller far lige ordner noget vigtigt på et virkelig presset tidspunkt? I nogle situationer giver det måske god mening at underholde børnene med en skærm.

Ida: Man har lavet studier, hvor en forælder, som interagerer med sit barn, pludselig kigger på sin telefon i to minutter og så vender tilbage til samspillet med barnet. Her vil børn helt ned til tre måneders alderen typisk reagere på, at forælderen sidder og er fordybet i sin telefon. Nogle bliver kede af det, frustrerede, nogle trækker sig måske lidt tilbage, fordi de ikke længere har kontakt til forælderen.

Ida: Noget af det, som er rigtig vigtigt for børns udvikling, er sensitiv forældreadfærd. Det dækker over, at forælderen er i stand til at opfange, aflæse og respondere umiddelbart på barnets behov. Her kan skærme især blive et problem i forhold til de lidt svagere signaler. Når der ikke kommer et kæmpe skrig, men barnet bare kigger på forælderen eller laver en lille lyd i forsøg på at få kontakt. Det er vigtigt at reagere på de her små signaler, fordi barnet på den måde føler sig hørt og lærer, at det også kan indlede en samtale.

Marianne: Børn har jo ikke kun behov for deres forældre, når de er kede af det. De har i høj grad også behov for dem, når de er ude og opdage verden og lære nye ting. At dele de her øjeblikke med deres forældre: ’Mor og Far, så du mig gøre det her?’ – og så står de med telefonen.

Ida: Det er svært at svare på, men fra barnets perspektiv tror jeg ikke, der er nogen forskel, hvis utilgængeligheden og opslugtheden er den samme. I forskningen taler man om ’fraværende nærvær’, når man er fysisk til stede, men mentalt fraværende – som når man sidder med telefonen. Forskellen er nok, at det trækker mere i os at tjekke et eller andet på telefonen, som bimler og bamler hele tiden. Det gør bogen eller opvasken trods alt ikke.

Marianne: Ja, det er jo noget anderledes end når f.eks. Alfons Åbergs far sidder med avisen i en halv time. Det er hans pausetid, der forstyrrer Alfons ikke. Men resten af dagen må han gerne forstyrre. Men for forældre i dag er telefonen der hele tiden, og man kan hele tiden lige tjekke...

Ida: Man kan starte med at lægge mærke til, hvordan det fylder i vores hverdag. Både det der med at sidde og være opslugt, men også de mange kortvarige forstyrrelser. Man kan så sige til sig selv: ”Nu sidder jeg her i et kvarter, en halv time måske, og er fuldstændigt tilgængelig for mit barn. Klar til at lege, mens telefonen er lagt helt væk og sat på lydløs.”

Marianne: Ja, det giver rigtig god mening at dele det lidt mere op, så man laver en ting ad gangen. ”Okay, nu sidder vi faktisk sammen i en halv time og ser noget hyggeligt børnefjernsyn, og så slukker vi.” Så ens skærmbrug bliver mere struktureret, snarere end konstante input fra alle mulige apparater.

Ida: Det er vigtigt at sige, at det ikke handler om at være en perfekt forælder, der aldrig nogensinde bruger sin skærm, når barnet er i nærheden. Og dårlig samvittighed hjælper ikke nogen. Vi vil under alle omstændigheder opleve alle mulige forstyrrelser i løbet af dagen, og de er ikke i sig selv skadelige for barnets udvikling – hvis man sørger for at få repareret fraværet ved at være reelt nærværende efterfølgende.

Marianne: I forhold til børns egen skærmtid skal man også huske, at WHO og de amerikanske myndigheder har lavet deres anbefalinger ud fra et forsigtighedsprincip. Forskningen tyder på, at de 0-2-årige ikke lader til at få særligt meget ud af skærmtid. I første omgang er det en ret vigtig viden at få formidlet til forældrene. Og så håber vi, at jo mere viden, vi får om børn og skærmbrug, desto bedre kan vi også lave nogle anbefalinger til forældrene, som er nemme at følge.

Marianne: Vi mennesker bliver helt generelt fanget af lys og lyde. I tv-programmer til helt små børn er det typisk i form af børnestemmer, sange og pangfarver. Og så sker der i børneprogrammer hele tiden noget nyt, så børnenes opmærksomhed fastholdes.

Ida: De helt små børns opmærksomhed er meget ydrestyret. De bliver meget nemt afledt fra den lille plan, de egentlig har lavet inde i deres hoved. ”Gud, der ligger noget legetøj der, det tager jeg lige fat i”. Når de små børn oplever lys og lyde fra skærme, kan det være meget svært for dem at lukke det ude. De har endnu ikke en særlig god evne til at sortere indtryk fra.