Sådan må man ALDRIG tænke uddannelse

  

Af rektor Henrik C. Wegener

Danmark er et vidensamfund. Vores vigtigste råstof er veluddannede, kloge og innovative hoveder, der kan flytte Danmark og verden fremad. Gennem tiderne er vi som folk blevet stadig bedre uddannet. Den udvikling bliver der sat en stopper for, hvis man følger reformkommissionens anbefalinger.

Kommissionen har lagt fem forslag frem, der vil omkalfatre det danske universitetsvæsen. At følge anbefalingerne vil være et risikabelt eksperiment med den dyrebareste ressource, vi har i Danmark.

Min holdning er helt overordnet 'why fix it if it ain't broken?'. Kommissionen er kommet med flere anbefalinger. Her får I fem af de centrale forslag og min holdning til dem.

1. FORSLAG

Man bør indføre 1-årige kandidatuddannelser af 75 ECTS (inklusive 15 ECTS speciale).

Det mener jeg:

En indførelse af en sådan model vil være et tab for kandidaterne og dem, der aftager dem, for kandidaterne vil ganske enkelt blive dårligere uddannet. Kvaliteten af uddannelsen vil falde.

Den 2-årige kandidatuddannelse giver den studerende redskaber til at sætte forskningsbaseret viden i en relevant sammenhæng. Og det er præcis dét, virksomhederne har brug for i dag. Den grønne, den digitale, den sundhedsfaglige omstilling baserer sig på, at nogle evner at koble teori og praksis. Min påstand vil være, at der i fremtiden bliver endnu mere brug for kandidater, der har den fulde pakke fra start, og som siden har mulighed for efter- og videreuddannelse.

Derudover er den 2-årige kandidatuddannelse og ikke mindst specialet afgørende for, at de studerende når et tilstrækkeligt fagligt niveau og en fordybelse, der modsvarer det højeste internationale niveau. Det er også i løbet af de to år, at den studerende har mulighed for at internationalisere sin uddannelse ved at rejse ud i verden og blive klogere eller knytte bånd til erhvervslivet ved at gå i virksomhedspraktik.

Sidst men ikke mindst, så ruster den 2-årige kandidatuddannelse den enkelte til selv at bygge yderligere uddannelse på senere i livet. Der går meget tabt for mange ved at fratage de studerende det sidste år på kandidaten.

2. FORSLAG

Man bør fjerne retskrav til en specifik kandidatuddannelse – i stedet bør indføres et koordineret kandidatoptag (muligvis karakterbaseret).

Det mener jeg:

Jeg er overordnet ikke fan af at fratage unge mennesker muligheder. Det synes jeg, man gør her. Jeg er tilhænger af at give de studerende valgmuligheder og sikkerhed for, at de faktisk kan få den grad, de kom for tage – og som man med sit snit fra gymnasiet var kvalificeret til at tage.

Når det er sagt, så er vi her ved punktet, hvor jeg synes, kommissionen har en pointe: Det er muligt, at du er kommet i gang med noget, som måske alligevel ikke lige var sagen for dig. Og arbejdsmarkedet kan flytte sig i en retning, hvor det giver mening, at du flytter dig med. Her vil en større grad af fleksibilitet i forhold til, hvordan man sætter sin kandidatgrad sammen, være en god idé. Det vil KU gerne understøtte og blive bedre til at understøtte.

I forhold til karaktermodellen, som også bringes i spil, så er det slet ikke den rigtige vej at gå. De unge er stressede, når de kommer ind efter tre års karakterkonkurrence på gymnasiet. Det gavner ingen – og slet ikke de unge – at skulle køre tre års karakterræs igen på en bachelor for muligvis at kunne tage en kandidat. Unges trivsel er en kæmpestor samfundsudfordring. Dette her vil ikke hjælpe de unge eller kvaliteten af vores uddannelser – tværtimod.

3. FORSLAG

Den 2-årige kandidatuddannelse skal være forskerrettet og dimensioneres, så der kun er adgang for 55 procent af bachelorerne. På samfundsvidenskab og humaniora vil 30 procent kunne tage en 2-årig kandidatuddannelse, på de øvrige områder vil 70 procent kunne tage en 2-årig kandidatuddannelse.

Det mener jeg:

Det lyder helt skævt. Forslaget vil betyde en voldsom nedgang i uddannelsesniveauet på humaniora og samfundsvidenskab. Det bliver jeg aldrig tilhænger af, og jeg kan slet ikke få øje på gode argumenter for at skulle give flere unge mindre uddannelse. Jeg er klar over, at nogle mener, at den 2-årige kandidatuddannelse i dag er entydigt forskerrettet, og at for eksempel humanister er bedre tjent med en kortere uddannelse. Den præmis køber jeg ikke, og jeg hører ikke et arbejdsmarked, der efterspørger den løsning. Tværtimod. Så tak, men nej, tak til det forslag.

4. FORSLAG

Man bør udvide brugen af den 4-årige erhvervskandidatuddannelse – den 1-årige kandidatuddannelse skal også kunne gennemføres som en 2-årig erhvervskandidatuddannelse​.

Det mener jeg:

Erhvervskandidaten har desværre ikke været en bragende succes på KU. Her må vi se på udbud og efterspørgsel. Hvis ikke der er nogen efterspørgsel, hvorfor skal vi så lave et øget udbud? Jeg har stor sympati for erhvervskandidat-idéen, og der kan være områder, hvor vi bør strække os betydeligt længere for at række ud efter erhvervslivet.

For eksempel kunne man tale om obligatorisk virksomhedspraktik på alle kandidatuddannelser. Ad den vej ville vi opnå det, kommissionen sigter efter her. Men igen vil jeg gerne appellere til fleksibilitet for den enkelte studerende til at sammensætte sin kandidatuddannelse, så det giver mest mening for den enkelte og dermed i sidste ende for erhvervslivet.

5. FORSLAG

Efter- og videreuddannelse skal være uden deltagerbetaling og med højere takst.

Det mener jeg:

KU er stor tilhænger af mere efter- og videreuddannelse. Så stort ja tak til det. Men det bliver et stort nej tak til, at finansieringen skal findes ved at skære i den eksisterende 2-årige kandidatuddannelse.

Alle universiteter er i gang med at se på, hvad vi kan gøre på EVU-området. Også KU. Hvad er der brug for? Og hvad er vi i stand til at udbyde? Skal vi lave n​oget fælles nationalt? Skal vi lave det universitet for universitet eller fag for fag? Ingen har endnu fundet den gyldne model på dette område. Jeg tror ikke, man kan lave en one size fits all. Jeg har ikke set nogen internationalt, som har vist os vejen.

Vi skal blive bedre til at lave efter- og videreuddannelse på KU og i sektoren. Vi forventer ikke, at der er andre, der løser den opgave. Men om svaret på spørgsmålet om, hvem der skal betale, er den studerende, arbejdsgiveren eller det offentlige, vil sikkert variere afhængigt af fag og samfundsbehov. Også her vil one size not fit all.

Opsummering

• ​Det giver mening at se på graden af fleksibilitet på kandidatuddannelsen.
• Det giver mening at se på, hvordan vi sikrer en stærkere kobling til erhvervslivet.
• Det giver mening at se på fremtidens behov for efter- og videreuddannelse til akademiske kandidater.
• Det er gode pointer, som vi arbejder videre med på KU sammen med de andre universiteter. Så tak til kommissionen for at rette lyset mod det. Men jeg siger nej tak til mindre uddannelse. Det gavner nemlig ingen.

Emner