”Jeg betaler senere!” - Danskerne lover guld og grønne overførsler til velgørenhed, men pengene bliver aldrig sendt

Året rundt ringer dørklokkerne til private danske hjem, når små grupper af frivillige samler ind til alverdens formål. Mange organisationer og interessegrupper sætter deres lid til almindelige menneskers gavmildhed, når arbejdet med velgørenhed skal finansieres.

Men når indsamlerne stemmer dørklokker, er det i stigende grad digitale penge, der doneres. Ved hjælp af betalingsapps som MobilePay kan folk spytte i den virtuelle kasse og således bidrage uden at skulle have kontanter op af lommen.

De digitale løsninger gør det til gengæld også let for folk at udskyde en betaling til et senere tidspunkt. Og overfører de ikke pengene med det samme, er der stor risiko for, at pengene aldrig kommer afsted. Det viser et nyt studie fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet.

"Vi har undersøgt, hvordan mulighederne for digital betaling i forbindelse med velgørenhedsindsamlinger får folk til at opføre sig. Og resultaterne viser, at vi som mennesker gerne vil fremstå som godhjertede givere, men samtidig også helst vil slippe for at betale," siger Toke Reinholdt Fosgaard fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi.

Fosgaard og medforfatter Adriaan R. Soetevent fra Groningen Universitet er nået frem til, at mindst 60 procent af de personer, som gav udtryk for, at de senere ville sende en donaton, aldrig gjorde det. Blandt andet ved hjælp af data fra Mobile Pay. I den positive ende fandt forskerne også ud af, at når der doneres med betalingsapp, så bidrager folk gennemsnitligt med flere penge, end de gør kontant.

Ondt i pengepungen eller moralske tømmermænd

Tore Reinholdt Fosgaard udelukker ikke, at en del af de manglende betalinger faktisk er forglemmelser - eller en form for "motiveret forglemmelse", der både fritager folk for de moralske tømmermænd ved at sige nej og for ondt i pengepungen efter en donation. Men muligheden for at donere senere med betalingsapps ser altså ud til at give mennesker en undskyldning for at droppe eller "glemme" donationen.

Ifølge forskerne skal en stor del af forklaringen findes i at folks lyst til at donere i høj grad hænger sammen med det sociale pres, der findes, når man møder andre mennesker. Når indsamlerne er gået, letter det pres, og så springer mange fra.

"Socialt pres ser ud til at være en vigtig drivkraft for menneskers velgørenhed sammen med de ​​iboende motiver, der kan ligge i at bidrage til noget positivt. Lidt sat på spidsen, så giver folk grundlæggende, når de bliver spurgt, fordi de får en negativ oplevelse, hvis de siger nej," forklarer han.

"Det her fortæller os noget dybt om vores lyst til at være sociale. Vi vil gerne være sociale og opføre os socialt acceptabelt, når vi bliver spurgt om et bidrag, men ofte har vi også det omvendte motiv, at vi gerne vil holde på pengene, hvis vi kan slippe afsted med det på en socialt acceptabel måde. Den dobbelthed gensyrer alt muligt andet, så der er også en langt større agenda for os som forskere - ud over det vigtige i at forstå mekanismerne i velgørenhed," siger Toke Reinholdt Fosgaard.

Digitale donationer er større

Som positiv sidegevinst viser studiet, at de digitale donationer, som faktisk bliver sendt, er væsentlig højere i sammenligning med donationer med kontante penge.

Det gennemsnitlige bidrag med kontante beløb var 52 kr., hvorimod de digitale donationer - som blevet givet med det samme, havde det væsentligt højere gennemsnit på 65 kr.

"Det viser, at selvom de digitale betalingsløsninger kan udfordre indsamlere og velgørenhedsorganisationer ved give de adspurgte en nem vej ud af at give et bidrag, så giver de også muligheder for større bidrag fra dem, der faktisk gerne vil give. De adspurgte er nemlig ikke længere begrænset af, hvad de lige kan finde af småpenge i lommen, når de åbner døren," siger Toke Reinholdt Fosgaard.

Skal overføre penge på stedet

Den helt store forskel fandt forskerne mellem dem, der ikke gav noget tilsagn om at bidrage, og så den gruppe, der overførte pengene på stedet, mens indsamlerne fortsat var til stede. Det viser, at indsamlere gør klogt i at anvende en strategi, hvor de som ønsker at bidrage, bliver holdt fast på det, så pengene kommer afsted med det samme.

Toke Reinholdt Fosgaard mener, det er værd at diskutere, hvor insisterende indsamlere kan tillade sig at være, men situationen er grundlæggende den samme i al velgørenhed.

"Er det uetisk at fastholde folk, som udtrykker interesse for at bidrage? Hvis det er, så er al velgørenhed uetisk, for det er og har altid været et socialt pres, som gør sig gældende. Der bankes på døren, og du åbner i din badekåbe, og så er der nogen der siger 'vil du donere?'," siger Toke Reinholdt Fosgaard.

Forskeren mener studiet kan hjælpe velgørenhedsorganisationer med at designe indsamlinger, der fungerer således, at de, som faktisk gerne vil give et bidrag, får gjort det, og indsamlerne også kan mærke den forskel, deres indsats gør.

"Vi hører fra indsamlere, at de savner en forløsning, når der bare deles den pamflet ud med et MobilePay-nummer på. Så også af den grund kan det give mening, at man i stedet beder folk om de vil sende et beløb på stedet, hvis de ønsker at give til formålet," siger Toke Reinholdt Fosgaard.