Nogle danskeres maver trækker ekstra meget næring ud af maden

Det er uretfærdigt, men nogle af os skal nærmest bare se på en julekage, og så tager vi dens vægt på i guld, mens andre kan spise i et væk uden at vægten ændrer sig synderligt. Noget af forklaringen på det kan meget vel hænge sammen med den sammensætning af tarmbakterier, der huserer i vores tarm. Det viser et nyt studie lavet på Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Forskerne har undersøgt energiindholdet i 85 danskeres afføring for at fastslå, hvor effektive deres tarmbakterier er til at trække næring ud af maden. Samtidig har forskerne kortlagt hver deltagers sammensætning af tarmbakterier.

Resultatet viser, at omkring 40 procent af deltagerne hører til en gruppe, som gennemsnitlig trak mere næring ud af maden sammenlignet med de øvrige 60 procent. Samtidig så forskerne, at den gruppe af deltagere, der trak mest næring ud af maden, også gennemsnitlig vejede 10 procent mere svarende til ni kilo.

”Vi har måske fundet en nøgle til at forstå, hvorfor nogle tager mere på end andre, selvom de ikke spiser hverken mere eller anderledes. Men det skal undersøges nærmere,” siger lektor Henrik Roager fra Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet.

Kan øge risikoen for overvægt

Resultaterne peger altså på, at overvægt ikke kun behøver hænge sammen med, hvor sundt man spiser, og hvor meget man motionerer, men måske også har noget at gøre med, hvilken sammensætning af bakterier man har i tarmen. 

Forskerne inddelte deltagerne i tre grupper på baggrund af deres sammensætning af bakterier. Den sammensætning af tarmbakterier, der er særlig effektiv til at trække næring ud af maden, kaldet B-typen (domineret af Bacteroides bakterier) blev observeret i 40 procent af deltagerne.

Efter dette studie formoder forskerne derfor, at en del af befolkningen kan have den ulempe, at deres tarmbakterier netop er lidt for gode til at trække næring ud af maden. For dermed sørger tarmbakterierne for, at deres kroppe får adgang til flere kalorier i den samme mængde mad.

”At vores tarmbakterier er gode til at trække energi ud af maden, er jo som udgangspunkt en god ting, da bakteriernes omsætning af mad frigiver ekstra energi i form af for eksempel kortkædede fedtsyrer, som er molekyler vores krop kan bruge som energi. Men hvis vi spiser mere, end vi forbrænder, så kan det ekstra energiudtræk fra tarmbakterierne måske over tid øge risikoen for overvægt,” siger Henrik Roager.

Kort rejsetid i tarmen overrasker

Mundhulen, spiserøret, mavesækken, tolvfinger- og tyndtarmen, tyktarmen og endetarmen. Maden vi spiser, skal igennem en 12-36 timer lang rejse gennem en række stationer, før kroppen har trukket al næringen ud af maden.

I studiet undersøgte forskerne også, hvor lang tid denne rejse tog for hver deltager, som alle havde ens kostmønstre. Her troede forskerne, at de deltagere med en lang rejsetid, og dermed en længere fordøjelse, også ville være dem, der trak mest næring ud af maden. Men studiet viste det stik modsatte resultat.

”Vi troede, at rejsetiden igennem fordøjelsen også ville hænge sammen med, hvor meget næring kroppen kunne nå at trække ud. Men her ser vi, at deltagerne med B-typen af tarmbakterier både er dem, der trækker mest næring ud og har den hurtigste fordøjelse, hvilket har givet os noget at tænke over,” siger Henrik Roager.

Bekræfter tidligere studie med mus

Det nye studie med mennesker bekræfter et tidligere studie lavet med mus. Her blev det konstateret, at mus, som havde fået tarmbakterier fra overvægtige mennesker, tog mere på i vægt i forhold til mus, som havde fået tarmbakterier fra normalvægtige.

Forskerne foreslog allerede dengang, at vægtøgningen kunne skyldes, at tarmbakterierne fra de overvægtige var mere effektive til at trække energi ud af kosten. Og det er altså den teori, der nu bliver bekræftet i det nye studie fra Institut for Idræt og Ernæring.

”Det er meget interessant, at den gruppe af personer, der har mindre energi tilbage i afføringen, også har en højere vægt. Men om de to faktorer hænger direkte sammen, kan vi dog ikke påvise med dette studie. Det er noget, vi håber på at komme til at kigge nærmere på i fremtiden,” siger Henrik Roager.