Nyt spil lader os opleve unge minoritetskvinders hverdagsdilemmaer

Ariana er 16 år og født i Afghanistan, men bor sammen med sin familie i Danmark og går i gymnasiet. Nu vil hun gerne til gymnasiefest med sine venner. Men hendes mor siger nej, for den slags fester er ikke noget for en ung afghansk kvinde. Hvordan kan Ariana med en blanding af diplomatisk snilde og oprør alligevel komme med til festen uden at brænde broerne til familien eller blive misforstået af vennerne?

Især efter 9/11 er afghanske kvinder ufrivilligt blevet symboler på undertrykkelse og islamisme og tildækning, og vi overser, at vi har en masse ’diplomatiske rebeller’ i Danmark.

Den udfordring med sine indbyggede dilemmaer er kernen i et nyt spil, Diplomatic Rebel, som allerede på det nuværende projektplan har været omgærdet af stor forhåndsinteresse i danske medier og på forårets filmfestival CPH:DOX.

Spillet udspringer af et antropologisk forskningsprojekt, ’ARTLife: Articulations of Life among Afghans in Denmark’, hvilket i sig selv er usædvanligt. Men frem for alt giver det unge – og alle andre – mulighed for at forstå nogle af de hverdagsdilemmaer, som unge indvandrer- og flygtningekvinder fra mere familieorienterede og religiøst prægede kulturer kan opleve i Danmark.

”Især efter 9/11 er afghanske kvinder ufrivilligt blevet symboler på undertrykkelse og islamisme og tildækning, og vi overser, at vi har en masse ’diplomatiske rebeller’ i Danmark, som er trætte af at blive misforstået,” fortæller Karen Waltorp, lektor ved Institut for Antropologi.

”Vores arbejde viser, hvordan mange af disse kvinder lever et liv, hvor de hele tiden må navigere mellem forskellige forventninger. De er eksperter i, hvordan man diplomatisk undgår at komme i nogle låste situationer, fordi familien ikke forstår, hvad de laver med deres danske venner, eller de danske venner ikke forstår deres særlige baggrund.”

Fra dokumentarfilm til spilkoncept

Bag spillet står ud over Karen Waltorp en gruppe unge kvinder med afghansk baggrund, der kom til Danmark som børn, og som siden 2017 sammen har undersøgt og formidlet viden om unge afghanske kvinders liv og drømme gennem forskningsprojektet.

Oprindeligt var målet alene at producere en antropologisk film gennem det til lejligheden oprettede ARTlife Film Collective suppleret med en række videnskabelige udgivelser. Men på talentlaboratoriet CPH:LAB under filmfestivalen CPH:DOX blev de opfordret til også at udvikle et spilkoncept af deres mentorer.

”I stedet for alene at lave en traditionel film eller formidle viden i skriftlig, akademisk form, giver spilformatet den enkelte mulighed for selv at træffe valg og handle – og dermed virkelig sætte sig i en andens sted. Vi kan på en legende måde formidle nogle antropologiske indsigter til et helt andet publikum,” forklarer Karen Waltorp.

Den legende form er også vigtig for Nilab Totakhil, der er én af de afghansk-danske kvinder i gruppen bag projektet.

”Børn lærer bedre gennem leg, og jeg tænker da selv som skolelærer, at det kunne være megafedt, hvis spillet også kan bruges i undervisningsøjemed. Men først og fremmest håber jeg, at det kan stå på egne ben og skabe større forståelse blandt minoritets- og majoritetsbørn for hinandens ståsteder.”

Det sidste har da også været en motivation for hele gruppen, siger Nilab Totakhil.

”Vi er nok alle trætte af mediebilledet af, at unge minoritetsetniske kvinder enten er helt ’frigjorte’ og har brændt alle broer til deres familie eller omvendt går rundt som undertrykte kvinder med tørklæde og uden egne stemmer. Man kan godt være en minoritetsetnisk kvinde uden at sige ’f*** dig far og mor’.”

Flyvende tæppe og visdomskugler

I spillet styrer man som spiller karakteren Ariana, når hun skal balancere hensynene til familie og venner ved at score den rette blanding af ’rebelpoint’ og ’diplomatpoint’. Er hun for konfrontatorisk, risikerer hun at skabe en konflikt med sin familie. Er hun for diplomatisk, når hun ikke sine egne mål: I dette tilfælde at komme med til festen.

Det har været svært at finde den rigtige balance i spillet, for vi er selv vokset op i forskellige hjem og med forskellige oplevelser.

Undervejs får Ariana mulighed for at rejse ind i et magisk parallelunivers på et flyvende tæppe. En slags drømmeverden, hvor lysende ’visdomskugler’ og små filmklip giver gode råd med på vejen, og hvor hun får indblik i bl.a. moderens egen opvækst i Afghanistan.

For gruppen bag spillet har især budskaberne bag disse scener været udfordrende, for hvad skal give rebel- og diplomatpoint? Og skulle Ariana bære tørklæde? Det sidste endte hun med ikke at gøre, da ingen af kvinderne selv gør det.

”Det har været svært at finde den rigtige balance i spillet, for vi er selv vokset op i forskellige hjem og med forskellige oplevelser, og vi skal ikke fortælle, hvad der er rigtigt og forkert,” fortæller Nilab Totakhil.

”Desuden kan etniske kulturer nok være påvirket af religion, men de bygger især på traditioner. Så det er ikke religionen, der er i fokus i spillet, men det at kunne rykke på nogle normer og værdier hos forældrene derhjemme. Vi prøver at få folk til at leve sig ind i den verden. Og vi har valgt at lave et enkelt spil, fordi emnet er så komplekst.”

Stor forhåndsinteresse

Netop den legende indgang til ofte polariserende kulturelle konflikter kan også være én af grundene til, at spilkonceptet både under og efter CPH:DOX har fået stor opmærksomhed blandt spiludviklere og medier. Om det også lykkes at finde investorer til spillet, er stadig usikkert, men gruppen bag er i kontakt med interessenter i både USA og Danmark.

Karen Waltorp mener selv, at spillet bør kunne tale til et bredt publikum:

”Selvfølgelig håber vi, at spillet kan inspirere minoritetsetniske kvinder, fordi de vil kunne genkende nogle dynamikker og oplevelser. Mange kommer f.eks. fra kulturer præget af meget stærke familiebånd. Men alle unge bør kunne relatere til udfordringerne i spillet, for det handler om at finde balancen mellem egen selvudfoldelse og familieværdier eller samfundsforventninger. Altså det individuelle over for det kollektive, som alle unge prøver at finde en vej imellem.”