Sådan redder vi den asiatiske enhjørning – hvis den altså findes

Er den uddød eller lever den stadig et sted i de dybe skove? Den bliver kaldt den asiatiske enhjørning på grund af dens næsten mytiske status. Den er en af verdens mest sjældne dyr. Og den er det store pattedyr, som blev opdaget senest af videnskaben – nemlig først i 1992. Og allerede dengang var den så kritisk truet, at den var tæt på uddød. I dag er der formentlig under 100 eksemplarer af den antilopelignende okse, saolaen (Pseudoryx nghetinhensis) tilbage – hvis den altså stadig eksisterer. Sidste gang den blev spottet i naturen var nemlig i 2013. 

Forskere har lige siden ledt efter den, men indtil videre uden held. Det gør ikke opgaven nemmere, at den ekstremt sjældne saola kun lever i svært fremkommelige skove i Annamite-bjergene i Vietnam og Laos.

”Lige nu kan vi hverken bevise eller afvise, at den findes. Det kan jo være, at man bare ikke har opdaget de sidste individer, som render rundt derude. Det seneste bevis på, at den findes, var, da man i 2013 fangede en på en kamerafælde. Og så er der nogle rygter og historier, som gør, at man stadig har en forhåbning om, at de findes derude,” fortæller lektor Rasmus Heller fra Biologisk Institut.

Han er seniorforfatter på et nyt internationalt studie, hvor forskere fra bl.a. Danmark og Vietnam har kortlagt saolaens gener for første gang nogensinde. Hidtil har der stort set ikke eksisteret genetisk data fra saolaen. Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Cell.

Ved at analysere fragmenter fra saola-kranier indsamlet i jægeres hytter har forskerne genereret komplette genomer for 26 saolaer. Og det giver helt nye indsigter i den lille okses historie – og fremtidsudsigter.

Sådan kan den overleve

”Vi var temmelig overraskede over at finde ud af, at saolaen er opsplittet i to populationer med store genetiske forskelle. Opsplitningen skete for mellem 5000 og 20.000 år siden. Det vidste man slet ikke før og havde heller ikke mulighed for at vide det. Og det er et vigtigt resultat, fordi det har mange konsekvenser for, hvordan den genetiske variation, der er i arten, egentlig er fordelt,” siger førsteforfatter til studiet, Genis Garcia Erill, der er tidligere ph.d.-studerende ved Biologisk Institut.

Den genetiske kortlægning viser også, at begge populationer har været i nedgang siden sidste istid. Ifølge forskernes estimat har den samlede saola-bestand ikke været over 5.000 individer i de sidste 10.000 år. Og de dalende bestande gennem historien betød, at begge populationer begyndte at miste genetisk diversitet. Men det er ikke er den samme genetiske diversitet, som de to populationer mister.

”Det betyder, at den genetiske variation, som de to populationer hver især har tabt, komplementerer hinanden. Så hvis man blandede dem sammen, ville de kunne kompensere for de dele, som den anden har mistet,” siger Genis Garcia Erill.

Og det kan muligvis være løsningen, der kan redde saolaen fra at uddø. Forskerne har nemlig beregnet sandsynligheden for, at saolaen som art vil overleve under nogle forskellige forvaltningsscenarier.

Deres modeller viser, at overlevelseschancerne er bedst, hvis man blander de to populationer i et avlsprogram i fangenskab.

”Hvis man sætter mindst 12 saolaer sammen – helst et miks fra begge populationer - der kan danne grundlaget for en fremtidig population, så viser vores modeller, at arten har en okay chance for langtidsoverlevelse. Men det kræver, at vi får fat på nogle individer og laver et avlsprogram. Det er noget, man har haft held med før, når arter har været tæt på at uddø,” siger Rasmus Heller.

Findes den overhovedet?

At finde 12 saolaer er dog ikke så ligetil. Men den nye forskning kan muligvis hjælpe med at løse den opgave. For den nye genetiske kortlægning af saolaen giver muligheder for at bruge flere teknologier til at hjælpe med at opspore de sidste saolaer. 

”Uden held har mange forskere forsøgt at finde spor af saola i bl.a. DNA i jord, DNA i vand og sågar DNA i igler. Alle teknikkerne har det til fælles, at de leder efter bittesmå fragmenter af saolaen, og når vi nu kender hele saolaens genom, har vi et større værktøjskatalog at kunne detektere små DNA-bidder ud fra,” siger Rasmus Heller

Men også hvis saolaen viser sig at være uddød, kan de nye forskningsresultater muligvis bruges:

” Vores resultater kan teoretisk set bruges, hvis man i fremtiden skulle have held med at genskabe saolaen ved hjælp af genteknologisk de-extinction, som er meget oppe i tiden. Her vil vores nye viden om genetisk variation i saolaen kunne gøre en kæmpe forskel for at danne en funktionel population,” udtaler Rasmus Heller.

Selv er han nemlig meget i tvivl om, hvor gode chancerne er for at støve levende saolaer op:

”Forskere har ledt efter saolaer siden 1990’erne, og siden da er det kun blevet sværere, for dengang var der lidt flere af dem. Jeg er ikke alt for optimistisk, må jeg nok indrømme – men håber virkelig, at saolaen stadig findes derude,” slutter Rasmus Heller.