Forskere finder alvorlige mangler i forsøg med voksne ADHD-patienter

ADHD-diagnosen, der oprindelig er udviklet til børn, er ofte vanskelig at stille hos voksne. Det skyldes til dels, at de diagnostiske kriterier er baseret på adfærd hos børn. Når diagnosen skal stilles hos voksne, bliver disse kriterier derimod ofte baseret på subjektive oplevelser af symptomer som at have svært ved at koncentrere sig eller at være meget impulsiv.

Disse symptomer deler ADHD dog med en række andre psykiatriske lidelser som depression, skizofreni og bipolar lidelse, og det er derfor afgørende at udelukke de lidelser, når man stiller ADHD-diagnosen. Det kræver en grundig udredning hos en erfaren psykolog eller psykiater.

Men det er ikke altid, at sådan en grundig udredning finder sted. Og nu viser et nyt studie fra Københavns Universitet og University of Sao Paulo i Brasilien, at den psykiatriske forskning i ADHD ofte også forsømmer dette grundlæggende arbejde.  

- Vi har undersøgt, hvordan 292 af de mest troværdige internationale studier inden for evidensbaseret medicin – de såkaldte randomiserede, kontrollerede forsøg – diagnosticerer deres voksne forsøgspersoner, fortæller professor i psykiatri og overlæge Julie Nordgaard, som har udført undersøgelsen sammen med bl.a. lektor og seniorforsker Mads Gram Henriksen. Hun fortsætter:

- Vi kan konkludere, at man i halvdelen af studierne ikke har sikret sig denne brede og grundige udredning af patienterne inden forsøget, hvor man udelukker andre lidelser. Det vil sige, at de faktisk ikke kan vide, om deres forsøgspersoner i virkeligheden har en anden psykisk lidelse som fx depression eller skizofreni.

Og ikke nok med det: I over halvdelen af studierne inkluderer man forsøgspersoner, der også er blevet diagnosticeret med andre psykiatriske lidelser, uddyber Julie Nordgaard.

Disse metodiske mangler er ifølge forskerne stærkt problematiske, for de betyder, at man i de kliniske forsøg reelt ikke kan vide, hvilke lidelser og symptomer den i studiet undersøgte behandling eventuelt har en effekt på.

- Dermed bliver forskningsresultaterne fra mange af de kliniske forsøg vanskelige at bruge til noget. Men særligt randomiserede, kontrollerede forsøg bliver netop ofte brugt, fordi de normalt har høj grad af evidens. De kan derfor ende med at få betydning for de retningslinjer, vi behandler voksne ADHD-patienter efter, selvom man burde vurdere resultaterne fra mange af studierne ganske varsomt, siger Mads Gram Henriksen.

Behov for ensartede og solide diagnoser

Et af problemerne med diagnosticeringen forud for de kliniske forsøg er ifølge forskerne, at den tilsyneladende er blevet foretaget af personer, som ikke er uddannet til det. Og ofte med metoder, som ikke er grundige nok.

- I 61 procent af studierne oplyser de ikke, hvem der har diagnosticeret forsøgspersonen, og i kun 35 procent af tilfældene anføres det, at det en psykiater eller psykolog, der stiller diagnosen. Men diagnostik bør altid udføres af en erfaren fagperson for at sikre, at diagnosen stilles korrekt, og det bør fremgå af metoden, forklarer Mads Gram Henriksen.

I nogle tilfælde var vurderingen og dermed diagnosen foretaget af forsøgspersonen selv, og i et særligt grelt tilfælde foregik det ved hjælp af en computer, fortæller de to forskere.

- Vi har inden for psykiatrien virkelig brug for, at alle diagnoser, ikke kun ADHD, bliver foretaget med samme ensartede kriterier og af uddannede fagfolk. Ellers kan vi ikke regne med resultaterne eller sammenligne dem på tværs af studierne, siger Julie Nordgaard og slutter:

- Særligt i en situation, hvor en diagnose som ADHD til voksne er i eksplosiv vækst, er der grund til at være meget grundig og stå på et solidt fundament. Ellers risikerer vi, at alt for mange mennesker får den forkerte diagnose, og så kan vi ikke give dem den mest effektive behandling. Eller de risikerer at få unødvendig behandling, som giver bivirkninger.

Læs studiet Diagnosing ADHD in adults in randomized controlled studies: A scoping review i tidsskriftet European Psychiatry.