Tre nye tudsearter springer over haletudsefasen og føder levende unger

De fleste lærebøger fortæller kun én historie om tudsers reproduktion: Æg der bliver til haletudser og små tudser der bliver til voksne. Men for tre nyopdagede tudsearter med iøjnefaldende mønstre fundet i Tanzania, er dette ikke tilfældet.

I stedet for at lægge æg, der klækkes til haletudser, bærer huntudserne deres afkom inde i kroppen og føder fuldt udviklede tudseunger. Dette gør dem til nogle af de meget få paddearter i verden, der er i stand til intern befrugtning og levende fødsel af deres unger.

”Det er almindeligt kendt, at tudser og frøer vokser fra at være haletudser – det er et af de klassiske paradigmer for forvandlinger i biologien. Men de næsten 8000 frøarter har faktisk en lang række forskellige former for reproduktion, hvoraf mange slet ikke ligner det, der står i lærebøgerne,” siger lektor Mark D. Scherz, kurator for herpetologi ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet og sidsteforfatter til studiet.

De tre nye arter tilhører slægten Nectophrynoides, som populært kaldes “tree toads”, fordi de bl.a. lever i lav vegetation. Tudserne stammer fra Eastern Arc Mountains (EAM) i Tanzania - et truet biodiversitetshotspot, der er berømt for de mange arter, der ikke findes andre steder på Jorden.

Og det er netop dette lettere fjendtlige bjergmiljø i skovene i Eastern Arc Mountains, der har formet tudsernes måde at få unger på. I det kuperede skovområde er der nemlig ikke meget stillestående vand, som søer, moser og vandhuller, som er det ideelle sted for en haletudse at vokse op.

Kun en håndfuld tudse- og frøarter fra Sydamerika og Sydøstasien har udviklet lignende strategier til at formere sig og findes hos mindre end 1 % af alle tudse- og frøarter, hvilket gør de tre nye tudser til et meget sjældent fund i dyreverdenen.

120 år gammelt DNA

Tilbage i 1905 præsenterede den tyske forsker Gustav Tornier sin opdagelse af en tudse fra Tanzania, der overraskende nok fødte levende unger for Det Kongelige Preussiske Videnskabsakademi i Berlin. På det tidspunkt var det den eneste kendte frø- og tudseart i verden, der gjorde dette.

De frøer, som Tornier oprindeligt fandt, opbevares i dag på Museum für Naturkunde i Berlin, og det internationale forskerteam har brugt DNA fra de, ja, gamle tudser, i deres analysearbejde med at identificere de tre nye arter.

Forskerne brugte i alt 257 bevarede tudser fra København, London, Berlin, Genève og Trento, Italien i studiet. Et detektivarbejde anført af Christian Thrane fra Naturhistorisk Museum på Københavns Universitet

”Tidligere undersøgelser havde allerede vist os, at der var en hidtil ukendt diversitet blandt de her tudser. Men ved at rejse til forskellige naturhistoriske museer og undersøge hundredvis af konserverede eksemplarer kunne jeg få et bedre indblik i deres diversitet, så vi bedre kunne beskrive de nye arter,” siger Christian Thrane fra Københavns Universitet og førsteforfatter til studiet.

Ud over en bedre forståelse af tudsernes udvikling og artsrigdom kan den nye opdagelse få betydning for bevarelsen af dem. For mange af de levendefødende tudser lever i små, isolerede bjergskove, som er under et massivt pres fra skovrydning, minedrift og klimaforandringer.

Forskerne bag undersøgelsen vurderer, at mange af arterne er tæt på udryddelse. En af arterne i Nectophrynoides-slægten, Nectophrynoides asperginis, er allerede udryddet i naturen, mens en anden, Nectophrynoides poyntoni, ikke er blevet observeret siden dens opdagelse i 2003.

Fremtiden for disse bemærkelsesværdige padder er derfor usikker, og den nye viden kan blive vigtig for fremtidige bevaringsinitiativer.