Kommuner og udenrigspolitik – hvad må de, og hvad må de ikke?

Brug af fremmede flag på kommunale ejendomme, navne som Palæstinas Plads og kommunale boykotter af bestemte varer: Debatten om, hvor langt kommuner kan og må gå, når verdens konflikter rammer lokale værdier, er højaktuel.

”Hovedreglen er, at kommunerne ikke kan drive udenrigspolitik”, fastslår Karsten Naundrup Olesen, professor ved Det Juridiske Fakultet.

Han står bag en nyudgivet forskningsartikel, der kortlægger, hvad kommuner faktisk må og ikke må, når udenrigspolitik og lokalpolitik krydser spor.

Karsten Naundrup Olesen peger på to grundprincipper, som har betydning i denne forbindelse. Lokalitetsprincippet: Kommunen skal primært varetage egne borgeres interesser. Og opgavefordelingsprincippet: Udenrigspolitik er statens opgave.

Videre har de kommunale tilsynsmyndigheder i årtier i deres praksis opretholdt et forbud mod kommunale tilkendegivelser af udenrigspolitisk karakter.

Vigtige undtagelser

Karsten Naundrup Olesen påpeger dog, at kommuner trods udgangspunktet ikke er fuldstændigt afskåret fra at komme med tilkendegivelser, der kan siges at have et udenrigspolitisk aspekt. Kommunerne kan handle med henblik på:

• Humanitær støtte via anerkendte organisationer og uden politiske markeringer.
• Miljøstøtte, f.eks. beskedne bidrag til regnskovsbevarelse, når formålet er globalt klima/økologi.
• Samfundsansvar i indkøb, hvor kommuner må fremme ordentlige arbejdsvilkår, menneskerettigheder og bæredygtighed – eksempelvis ved at vælge fair trade–produkter.
• At komme med tilkendegivelser som er knyttet til statens udenrigspolitik.

Det sidste så man bl.a. i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine, hvor samarbejder om venskabsbyer og investeringer blev droppet. Her var kommuner et led i statens samlede signal.

Hvor går grænsen?

Når konkrete sager om kommuners stillingtagen i internationale spørgsmål skal vurderes, har tilsynsmyndighederne fokus på formålet.

Et minuts stilhed for civile ofre i Gaza blev accepteret som humanitær manifestation. Navngivning som Palæstinas Plads kunne i princippet være politisk, men blev ikke anset som ulovlig i den konkrete sag, fordi formålet ikke var udenrigspolitisk. Men direkte fordømmelser af en udenlandsk statsleder eller appeller til FN/den danske stat blev afvist som udenrigspolitiske tilkendegivelser.

”Tilsynspraksis kan ses som en balancegang mellem det kendte udgangspunkt – forbud – og et behov hos kommunerne for i forskellige sammenhænge at handle. Også selv om det kan siges at medføre udenrigspolitiske tilkendegivelser”, siger Karsten Naundrup Olesen.

Forskningsartiklen hedder ’Kommunen på den udenrigspolitiske scene’ og er udgivet i tidsskriftet Juristen. Du kan læse den her.