Grøn omstilling kan skabe konflikt og ulighed i Afrika

Der er bred politisk opbakning til den grønne omstilling, og i Afrika ser flere lande den grønne omstilling som en mulighed for at profilere sig som en moderne og fremsynet nation. Men de grønne initiativer, som udrulles i afrikanske lande, kan, selvom der måske ligger en nobel klimadagsorden bag, føre til konflikt og øget ulighed i de områder, hvor man opstiller vindmøller og solcelleanlæg eller gennemfører naturbeskyttelsesindsatser.

Netop disse mekanismer har postdoc Mads Yding fra Center for Afrikastudier på Københavns Universitet beskæftiget sig med. Sammen med Marie Gravesen og Peter Albrecht fra DIIS, er han redaktør på en særudgivelse af det anerkendte tidsskrift World Development. I denne særudgivelse kredser alle forskningsartiklerne om det samme tema, nemlig Afrikas grønne initiativer og de konflikter, de medfører.

”Vores særudgivelse er i bund og grund et forsøg på at se naturressourcekonflikter i Afrika på en anden måde, fordi omstændighederne har ændret sig. Der har altid været snak om olie, diamanter og andre klassiske naturressourcer, men den grønne omstilling ændrer den måde, naturressourcekonflikter udspiller sig på i Afrika lige nu. Og det er det, forskningsartiklerne i udgivelsen på forskellige måder belyser,” siger Mads Yding.

Langt fra Nairobi

Mads Yding og hans kollegaer har især kendskab til det nordlige Kenya, og med udgangspunkt i disse enorme, tørre landområder forklarer han, hvordan grønne initiativer medvirker til at skabe og forværrer lokale konflikter.

I disse områder er det ikke muligt at dyrke jorden som traditionelt landbrug, og det er primært semi-nomadiske hyrder, der lever der.

”Det er områder, som helt tilbage fra kolonitiden har været marginaliserede. Der har ikke været mange udviklingsprojekter, infrastrukturen er dårlig, og de fleste har ikke fast forbindelse til elnettet. Samtidig er det et område, som grænser op til Sydsudan, Etiopien eller Somalia, og der har været masser af konflikter og stor lovløshed,” siger Mads Yding.

Kenya er blandt de lande, som ser den grønne omstilling som en mulighed for at profilere sig, fortæller Mads Yding, men der er langt fra den moderne storby Nairobi til det nordlige Kenya Her er der områder, hvor det ikke engang giver mening at tale om en grøn omstilling, fordi man slet ikke har en stor afhængighed af en fossil infrastruktur at omstille væk fra. Det udviklingstrin forsøger man at springe over. Det er bare typisk ikke de lokale befolkningsgrupper, der får adgang til den grønne strøm, der produceres – den sendes syd på til Nairobi og det centrale højland.

Konflikt og ulighed

Ifølge Mads Yding vil Kenya altså gerne vise sig som et foregangsland, der byder investeringer i grøn energiproduktion, naturbeskyttelse og nationalparker velkommen.

Naturbeskyttelse kan hurtigt blive en udfordring for de lokale, hvoraf mange lever en nomadisk hyrdetilværelse. I naturbeskyttelsens navn indhegnes nogle områder for at beskytte dyre- og plantelivet.

”Noget af det værste, der kan ske, hvis du lever som hyrde er jo, at du mister din mobilitet og mister adgang til græsning og de tilgængelige vandhuller. Det er jo det, de lever af,” siger Mads Yding.

Og hvor skal Kenyas grønne strøm produceres? Det skal den i det nordlige Kenya, hvor der er tørt, blæsende og mange solskinstimer. Så det er oplagt til vindmølleparker og solcelleanlæg.

”Fordi området er italesat som ufrugtbart og uproduktivt, er der mange kenyanske politikere, men også udefrakommende investorer, der ser det nordlige Kenya som åbent land. Det er også derfor, vi taler om det som en frontier – altså som et tomt område fyldt med muligheder,” siger Mads Yding.

Det er bare ikke sådan, det forholder sig.

”Der bor jo mennesker, som gennem generationer har opbygget komplicerede sociale strukturer og har en kompleks forståelse af ejerforholdene i området,” siger Mads Yding.

Ifølge forskeren er der eksempler på, at land er blevet overdraget til investorer uden tilstrækkelig anerkendelse eller samtykke fra lokalbefolkningen. Og ofte uden økonomisk kompensation til andre end områdets øverste elite, og dermed øges uligheden.

”Det skaber enorme konflikter, når de her områder, som i mange tilfælde er fællesejet og ikke privat ejendom, lige pludselig bliver penge værd for andre mennesker. For hvem kan forhandle på vegne af hvem? Hvem har egentlig rettigheder i området? Og hvor havner pengene?” siger Mads Yding.

De lokale bliver ofte glemt eller bevidst udeladt i processen fortæller han.

I klimaets navn

Mens Mads Yding og hans redaktørkollegaer beskæftiger sig mest med Kenya, har særudgivelsens øvrige forfattere fokus på andre lande. Og selvom de lokale forhold kan være forskellige fra land til land, fortæller Mads Yding, at man sagtens kan se et mønster i problematikkerne, den grønne omstilling medfører i Afrika.

”De overordnede dynamikker er de samme. Det handler om områder, som for kort tid siden ikke havde stor økonomisk værdi for omverdenen, men som pludselig får en værdi. Og så har hele problematikken det fællestræk, at der er en fornemmelse af travlhed. Der er biodiversitetskrise, der er klimakrise, og der skal gøres noget nu. Det kan i nogle situationer komme til at retfærdiggøre eller sløre, at man faktisk skaber ulighed og konflikt i lokalområderne, når man udruller grønne initiativer,” siger Mads Yding.

Han mener, at vi som global offentlighed er mere tilbøjelig til at se gennem fingrene med menneskerettighedsoverskridelser og anden adfærd, som vi ellers ville finde forkastelig, når det foregår i den grønne omstillings og i klimaets navn.

”Vi kender det jo herhjemmefra. Vi vil gerne have vindmøller og grøn energi, men helst ikke lige i baghaven. Men hvis man tænker på nogle områder i Afrika som næsten tomt land, så kan det jo virke oplagt, at vindmøllerne kan stå der. Hvis det ikke havde været vindmøller, men et olieraffinaderi ville det have været meget sværere for mange at argumentere for,” siger han.

Det er nok at gå imod tidsånden at være modstander af udrulning af grønne initiativer, og Mads Yding og hans kollegaer fra DIIS vil gerne gøre det klart, at de ikke er modstandere af den grønne omstilling i Afrika.

”Vi vil ikke lyde som nogen, der er ligeglade med biodiversitetskrise og klimakrise. For det er dybt alvorlige problematikker. Og nogle af de områder i Afrika, som vi beskæftiger os med, bliver hårdt ramt af klimaforandringer - Tørkeperioderne bliver længere og hårdere. Så for os handler det ikke om at bremse de grønne initiativer, men at sætte fokus på hvordan man kan udrulle dem på en retfærdig måde,” siger Mads Petry Yding.