Unge fra mindre ressourcestærke hjem risikerer oftere at have en uopdaget spiseforstyrrelse

Spiseforstyrrelser forbindes ofte med unge piger fra ressourcestærke familier. Men et nyt studie fra Københavns Universitet rykker ved den forestilling og peger på, at det i lige så høj grad rammer unge i mindre ressourcestærke familier.

Forskerne bag studiet har kigget på data om spiseforstyrrelsesdiagnoser fra mere end 500.000 danskere født mellem 1996 og 2003. Blandt 44.000 af de unge havde forskerne desuden oplysninger om selvrapporterede symptomer på spiseforstyrrelse.

Og her kan de se, at det i højere grad er børn og unge fra højtuddannede familier, der får en officiel diagnose for en spiseforstyrrelse, mens unge fra familier med lavere uddannelsesniveau samtidig i højere grad rapporterer symptomer på en spiseforstyrrelse uden nogensinde at have fået en diagnose.

Resultaterne peger på, at sociale forskelle ikke kun handler om sygdom – men også om, hvem der bliver opdaget og får hjælp.

"Spiseforstyrrelser, især anoreksi, er traditionelt blevet opfattet som noget, der især rammer unge fra veluddannede familier. Vores studie tyder på, at det billede ikke er så enkelt. Det kan i høj grad handle om, hvem der bliver set, henvist og diagnosticeret," siger Andrea Joensen, postdoc på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og hovedforfatter til studiet.

Diagnosen, og ikke sygdommen, er skævt fordelt

Forskerne fandt, at unge, hvis forældre havde en lang videregående uddannelse, havde 35 procent højere risiko for at få en diagnose for en spiseforstyrrelse sammenlignet med referencegruppen. Referencegruppen bestod af unge, hvis forældre havde en kort uddannelse svarende til et gymnasialt niveau.

Unge, hvis forældre kun havde gennemført folkeskolen, havde omvendt 30 procent lavere risiko for at få en diagnose sammenlignet med referencegruppen.

Men når forskerne så på 44.000 unges selvrapporterede symptomer på spiseforstyrrelser som anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning, blev mønstret vendt på hovedet. Her havde unge fra familier med det laveste uddannelsesniveau mere end dobbelt så høj risiko for at have symptomer på en spiseforstyrrelse sammenlignet med referencegruppen.

"Vores resultater peger på, at spiseforstyrrelser i højere grad ligner det mønster, vi ser for andre psykiske lidelser, hvor social sårbarhed også spiller en rolle," siger Else Marie Olsen, der er overlæge på Psykoterapeutisk Ambulatorium for Spiseforstyrrelser på Psykiatrisk Center Ballerup og medforfatter til studiet.

Selv om studiet udelukkende ser på statistisk sammenfald og ikke kan sige noget om årsagen, så peger forskerne på flere mulige forklaringer på, at nogle unge ikke bliver diagnosticeret: Forældrene kan have færre ressourcer til at navigere i sundhedssystemet, mindre kendskab til symptomerne eller større mistillid til, om systemet kan hjælpe.

Og det kan have alvorlige konsekvenser at have en spiseforstyrrelse uden at få hjælp.

"De her unge går ofte alene med sygdommen, og det er forbundet med stor skam, skyld og mistrivsel. Mange melder sig ud af sociale fællesskaber, fordi meget samvær har mad som et omdrejningspunkt," siger Else Marie Olsen.

Risikerer at overse bestemte grupper

Forskerne understreger, at resultaterne ikke betyder, at unge fra ressourcestærke familier ikke bliver syge. Derimod tyder studiet på, at sundhedsvæsenet og samfundet generelt kan være bedre til at identificere og hjælpe nogle grupper end andre.

Forskerne håber, at resultaterne kan bidrage til en bredere debat om tidlig opsporing, forebyggelse og lige adgang til hjælp for børn og unge med spiseforstyrrelser.

"Det vigtigste budskab er, at spiseforstyrrelser ikke kun er et problem for velstillede familier. Vi risikerer at overse unge, som har lige så stort behov for hjælp, men som af forskellige grunde ikke finder vej til behandling," siger Andrea Joensen.