16. april 2020

Forskere finder behandling mod spasticitet i mus efter rygmarvsskader

Spasticitet

I forsøg med mus har forskere undersøgt neuronale mekanismer og fundet en måde til stort set at forhindre, at der udvikles spasticitet efter rygmarvsskader. Det har de gjort ved at bruge allerede godkendt medicin til forhøjet blodtryk, viser et nyt studie fra Københavns Universitet.

Billede af rygmarven fra en mus.
Et billede af rygmarven, hvor Cav1.3-kanalerne i nervecellerne i rygmarven lyser grønt. Foto: Kiehn lab / Københavns Universitet.

En rygmarvsskade kan være stærkt invaliderende og påvirke både motorik, følesans og autonome hjernefunktioner. Skaden leder også ofte til, at der udvikles spasticitet, som er ufrivillige vedvarende eller rytmiske sammentrækninger af muskler. Det vurderes, at 70 procent af dem, som får en rygmarvsskade, udvikler spasticitet.

Nu har forskere fra Københavns Universitet fundet en mulig behandling, som er testet på mus, mod udvikling af spasticitet efter en rygmarvsskade. Efter behandlingen havde musene ingen eller kun lette tegn på spasticitet.

Forskerne behandlede musene med stoffet nimodipin, som allerede er et godkendt lægemiddel og har været anvendt siden 80’ene.

”Vi viser, at nimodipin stort set kan forhindre udviklingen af spasticitet efter rygmarvsskade, hvis det bliver givet tidligt efter skaden og langvarigt. Noget af det mest overraskende og interessante i studiet er, at effekten fortsætter, også efter at behandlingen er stoppet,” siger medforfatter Ole Kiehn, professor ved Institut for Neurovidenskab.

De nye resultater er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Science Translational Medicine.

Effekten er langvarig

Nimodipin er et lægemiddel, som blandt andet bliver brugt mod forhøjet blodtryk. Forskernes forsøg viste, at behandlingen med nimodipin skal begyndes umiddelbart, efter at rygmarvsskaden er sket, ellers virker det ikke.

Derudover skal behandlingen fortsætte i lang tid. I forsøget blev musene behandlet med lægemidlet i seks uger, og derefter observeret i ni uger, hvor de udviklede ingen eller kun lette tegn på spasticitet.

Det mest overraskende for forskerne var, at effekten var langvarig.

”Vi havde gættet på, at spasticiteten ville være blokeret, så længe, at den farmakologiske behandling var i gang. Men vi blev positivt overraskede over at se, at udviklingen af spasticitet forblev blokeret, også efter at vi stoppede den farmakologiske behandling,” fortæller medforfatter Carmelo Bellardita, postdoc ved Institut for Neurovidenskab.

Rygmarvsskader

* Ved en rygmarvsskade, er der sket en lokal skade på rygmarven, som kan medføre, at de fleste eller alle forbindelser fra hjernen til rygmarven neden for skaden bliver ødelagt.

* Rygmarvsskader giver fuldstændige eller delvise lammelser af muskler, som forsynes af rygmarvens kredsløb neden for skaden. Der kan også opstå manglende følesans, smerter eller påvirking af vejrtrækning, blærefunktion og blodtryk. Spasticitet udvikler sig langsomt efter skaden i 70 procent af tilfældene.

* I Danmark har omkring 3000 mennesker en rygmarvsskade. Årligt får omkring 130-160 en rygmarvsskade. På verdensplan er det mellem 250.000-500.000, som hvert år får en rygmarvsskade.

Kilde: Professor Ole Kiehn, WHO og Rigshospitalet.

Blokeret kalciumkanal

Nimodipin virker ved at blokere kalciumkanaler – der tilhører gruppen af såkaldte L-type kalciumkanaler- som findes i mange nerveceller i rygmarven.

I studiet viser forskerne, at effekten af nimodipin skyldes blokering af én bestemt L-type kalciumkanal, den såkaldte CaV1.3-kanal. Det gjorde de ved genetisk at fjerne den type af kalciumkanaler i rygmarven hos musene. Det gav samme resultatet: Udviklingen af spasticitet blev blokeret.

Resultaterne kan ifølge forskerne potentielt også være relevant for andre sygdomme, hvor man kan udvikle spasticitet. Eksempelvis ved multipel sklerose og blodprop i hjernen.

Det er stadig uvist, om nimodipin vil have den samme effekt på spasticitet hos mennesker, da alle forsøgene er lavet på mus. Det spørgsmål vil forskerne nu undersøge nærmere.

”Vi er ganske optimistiske omkring, at nimodipin kan have samme effekt hos mennesker. Men vi kan bestemt ikke vide det. Nimodipin er et godkendt lægemiddel, som let kommer ind i hjernen, og vi vil nu indlede forsøg sammen med andre forskere, hvor vi tester nimodipin på raske forsøgspersoner for at se, hvordan effekten er på forskellige reflekser og motorikken. Derefter kan der potentielt være mulighed for at teste præparatet på personer med spasticitet,” siger Ole Kiehn.

Studiet er støttet af EU’s forskningsprogram Horizon 2020, Novo Nordisk Fondens Laureate Program til Ole Kiehn og Læge Sofus Carl Emil Friis og hustru Olga Doris Friis’ legat samt Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Læs studiet “Early delivery and prolonged treatment with nimodipine prevents the development of spasticity after spinal cord injury in mice”, som Maite Marcantoni, ph.d.-studerende ved Institut for Neurovidenskab, er førsteforfatter på, i Science Translational Medicine.

Kontakt

Professor Ole Kiehn, +45 93565963, ole.kiehn@sund.ku.dk

Pressekontakt Cecilie Krabbe, +45 93565911, cecilie.krabbe@sund.ku.dk