Stort behov for at styrke fattige lande for at undgå næste internationale epidemi

Incitamentsstrukturen i WHO forhindrer særligt, at fattige lande følger de anbefalinger, som WHO giver for at forhindre spredning af sygdomme som fx Covid-19. Professor Morten Broberg peger på, at WHO i højere grad skal hjælpe ressourcesvage lande med at opdage og bekæmpe nye smitsomme sygdomme.

Verdenssundhedsorganisationen WHO er den vigtigste internationale aktør i den fælles kamp mod epidemier som Covid-19. WHO kan udstede anbefalinger, som medlemsstaterne i princippet skal følge. Alligevel er der adskillige tilfælde, hvor disse anbefalinger ikke følges – til skade for den fælles kamp mod Covid-19. 

I 2005 vedtog WHO en revision af organisationens vigtigste reguleringsmæssige grundlag; International Health Regulations. IHR (2005), som regelsættet normalt kaldes, har rødder helt tilbage til 1851, hvor en række europæiske stater gik sammen om at bekæmpe kolera: 

-Regelsættet hører til blandt de internationale aftaler, som flest stater har undertegnet, og det har givet WHO markant bedre muligheder for at koordinere bekæmpelsen af grænseoverskridende smitsomme sygdomme, end tilfældet var før 2005, forklarer professor Morten Broberg. 

Alligevel oplever vi – også under den nuværende Covid-19-epidemi – at staterne i vidt omfang ikke efterlever WHOs anbefalinger, når smitsomme sygdomme skal bekæmpes. For at kampen mod grænseoverskridende epidemier skal være effektiv, er det vigtigt, at WHO's medlemsstater følger de anvisninger, som WHO udstikker. Selve den koordinerede reaktion over for sygdomsudbruddet er vigtig, hvis bekæmpelsen skal være effektiv: 

-Undersøgelser af bl.a. håndteringen af 2014-ebola-epidemien i Vestafrika indikerer, at de fleste lande kun tøvende og delvist følger WHO's anvisninger, som er udstedt på grundlag af IHR (2005). Tilsvarende gælder under den igangværende Covid-19-epidemi, hvor WHO’s anbefalinger om, i hvilket omfang staterne bør teste for Covid-19, og hvorvidt det er begrundet at lukke grænserne, i vidt omfang er blevet siddet overhørigt. Og det gælder også Danmark, siger Morten Broberg. 

Ifølge Morten Broberg er det helt store og generelle problem ved bekæmpelse af grænseoverskridende epidemier dog, at fattige lande ikke har ressourcer til effektivt selv at opdage og bekæmpe de smitsomme sygdomme, inden smitten når at brede sig. Og at disse lande faktisk ofte vil have en interesse i slet ikke at orientere omverden om sygdomsudbruddene: 

-Hvis de orienterer omverden, vil det nemlig blot føre til, at andre lande søger at isolere det sygdomsramte land. Sagt med andre ord, så indebærer de nuværende internationale regler for bekæmpelse af grænseoverskridende, smitsomme sygdomme, at et land, der rammes af en sådan smitsom sygdom, skal bruge ressourcer på at opdage, vurdere, anmelde og indrapportere hændelsen. Derefter skal landet bruge ressourcer på at efterleve WHO’s ”anbefalinger” samtidig med, at landet med stor sandsynlighed vil opleve, at verdenssamfundet søger at isolere det. Alt dette indebærer, at det sygdomsramte land kommer til at bære nogle store omkostninger bl.a. i form af færre turister og mindre samhandel – samtidig med, at de lande, som derigennem beskyttes mod den smitsomme sygdom, kommer til at vinde på dette, siger Morten Broberg. 

I det nuværende system søger man at håndhæve WHO’s anbefalinger ved at ”straffe” de lande, som ikke lever op til anbefalingerne. 

-Men for fattige lande vil straffen ved ikke at leve op til WHO’s anbefalinger typisk være mindre skræmmende end konsekvenserne af faktisk at efterleve disse anbefalinger. Vi er derfor nødsaget til at ændre systemet, så vi bedre får alle lande til at leve op til WHO’s anbefalinger. Det gør vi nok lettest, hvis vi bruger gulerod frem for stok, forklarer Morten Broberg. 

De ressourcesvage lande skal derfor have praktisk bistand til at opdage smitsomme sygdomme så tidligt som muligt – og til effektivt at bekæmpe disse. Og landene skal have et positivt økonomisk incitament til at gøre det: 

-Det siger sig selv, at det koster, hvis vi skal give WHO væsentlig bedre mulighed for at bistå de fattige lande på denne måde. Men set i det store perspektiv er der tale om en ganske lille udgift sammenlignet med de omkostninger, som alle lande skal bære, når en epidemi kommer ud af kontrol. Sådan som det er sket med Covid-19, sådan som det er sket flere gange tidligere, og sådan som det også vil ske i fremtiden, forklarer Morten Broberg. 

Professor Morten Broberg har netop udgivet artiklen: "FN's Verdenssundhedsorganisations (WHO) retlige grundlag for bekæmpelse af grænseoverskridende epidemier" i Ugeskrift for Retsvæsen.
Artiklen kan hentes gratis hos Karnov Group

Emner