Den perfekte cykelrytter er let som en fjer og stærk som en okse

Tour De France er kendt som verdens hårdeste cykelløb, og løbet kræver sit overhovedet at gennemføre - for ikke at tale om, hvad det kræver at bestige podiet for enden af Champs-Élysées som årets store vinder i gult.

Vil man vide, hvad det kræver, så er Nikolai Nordsborg fra Institut for Idræt og Ernæring den rette at spørge.

”Det simpleste mål, man kan vurdere en cykelrytter ud fra, er, hvor meget energi, man kan producere i hvor lang tid, hvilket kaldes effekt og måles i watt. Dertil kommer hvad man vejer, for det er klart, at kan to personer producere samme effekt, og den ene vejer 60 kg, mens den anden vejer 120 kg, ja så bevæger den første sig væsentligt hurtigere… især hvis det går opad,” siger han.

Kampen mod tyngdekraften

En af delkonkurrencerne er kampen om den prikkede bjergtrøje. Det er i denne konkurrence, at vægten for alvor spiller en hovedrolle. Bevæger man sig opad og dermed væk fra jordens midte, så kæmper man nemlig mod tyngdekræften.

Derfor bliver det forholdet imellem den effekt, man producerer og den vægt, som skal flyttes, som er afgørende. Det kalder man den relative effekt.

”Hvis det går op ad bakke betyder vægten altså væsentlig mere, det kender de fleste jo nok. Det kræver mere energi at flytte den ekstra masse op ad bakke. Og derfor er bjergryttere ofte lidt lettere og lidt mindre af statur” fortæller Nikolai Nordsborg.

Den absolutte energi

På flade strækninger er opgaven med at løfte egen kropsvægt mindre, og det man vejer betyder pludselig mindre end den maksimale effekt, der kan opretholdes i længere tid.

”Derfor ser vi, at nogle af dem, som er allerbedst på enkeltstartsetaperne og de flade strækninger, er tungere og større end de allerbedste bjergryttere eller dem, som går efter den gule trøje og den samlede sejr”, forklarer Nikolai Nordsborg.

10 sekunders eksplosion

”Hvis man ser en bjergetape, og man kigger efter sprinterne, så ligger de allerbagerst i feltet og lider. Det er altså ikke, fordi deres kroppe er svagere, og de er heller ikke dårlige cykelryttere. Men de er højt specialiserede”, forklarer Nikolai Nordsborg.

Sprinterne har stor muskelmasse, og deres muskelfibre ser også ud til at være sat lidt anderledes sammen. Det giver dem en eksplosiv acceleration. Det kommer dem til gode til sidst, når feltet når frem til målstregen.

”De bliver ligesom trukket ind af det her store tog af cykler, som gør at de undgår vindmodstanden og skal lave mindre end halvdelen af, hvad den forreste rytter gør. Og så bliver de sluppet fri. Og så eksploderer de i fart. Det varer måske en 10-30 sekunder, og det er det, de kan. Her kan de andre ryttere slet ikke være med. De har slet ikke kroppen til at producere den meget høje effekt i kort tid,” lyder det fra Nikolai Nordsborg.

En alsidig mester

For den gule førertrøje er både den relative og den absolutte effekt afgørende, da man helst skal klare sig godt igennem alle etaper uden at tabe for meget tid til konkurrenterne. Tendensen er dog, at behovet for kunne klare sig godt gennem bjergene ofte vægter tungere end den ekstra kraft i benene på de flade strækninger. Således er de største favoritter til at vinde Tour De France i år også blandt favoritterne til blive ”konge af bjerget”, som tilnavnet lyder, og snuppe den prikkede bjergtrøje.

Man kan altså opsummere tre grundlæggende idealer for ryttertyperne i Tour De France, der afgør deres perfekte kropstype:

• Høj effekt relativt i forhold til vægt
• Høj effekt absolut over lang tid
• Meget høj effekt over meget kort tid

Uanset hvilken ryttertype der er tale om, så kræves der en krop, som er god til at generere energi, og her bliver iltoptaget afgørende. Hvor godt en rytters krop er gearet til et cykelløb som Tour De France handler i høj grad om, hvor mange iltmolekyler en rytter kan tilbyde sine arbejdende muskler.

Fra lungerne til mitokondrierne

Lungerne er ifølge Nikolai Nordsborg ikke en afgørende faktor trods visse kommentatorers mening. Vores lunger har en overkapacitet, så alle elitesportsfolk får nok luft ind.

Fra lungerne passerer ilten ind i blodet. Og mængden af blod er vigtig. Generelt har elite-cykelryttere omkring 6-7 liter blod i kroppen – over end en liter mere end langt de fleste af os andre.

Hvor godt hjertet fungerer, er også en af de faktorer, som kan afgøre et cykelløb. Jo større evnen er til at sende blodet rundt i kroppen, desto bedre.

”Jo mere elastisk det er, desto mere kan hjertet fyldes med det samme blodtryk. Når så hjertet trækker sig sammen igen, så suser en større mængde blod ud i kroppen hos cykelrytteren end hos andre,” forklarer Nikolai Nordsborg.

De røde blodceller, som bærer ilten, strømmer igennem små tynde blodkar, som kaldes kapillærer. Det er her, ilten bevæger sig fra blodet og over i musklerne. De bedste cykelryttere har op til syv gange så mange kapillærer vævet ind i deres muskler som almindelige mennesker.

Når ilten når ind i muskelcellerne, skal den bruges til at skabe energi. Det sker i mitokondrierne, som er cellens kraftværker. De bedste cykelryttere har op til fem gange flere mitokondrier end almindelige mennesker.

Måske går en cykel-superkrop tabt i sofapuderne

Den perfekte cykelrytter har altså nogle klare fysiske kendetegn og nogle kropslige parametre, hvor de adskiller sig fra almindelige dødelige. Nogle afhænger af, hvilken type rytter, der er tale om. Men hvad med os sofaryttere? Hvor meget er medfødt, og hvor meget kan man træne sig til?

”Både og. Meget af det her er uden tvivl medfødt, og meget kan uden tvivl trænes. Man kan se det sådan, at de fleste er født med en genetisk profil, der ikke tillader, at man kan træne sig til at blive Tour De France-rytter. Omvendt så kan verdens bedste potentielle cykelrytter godt sidde derude et sted og spise chips i en sofa uden at ane sit potentiale,” lyder det opløftende fra Nikolai Nordsborg.

Den tanke kan man drømme videre på, mens Tour’en ruller over skærmen, og man selv ruller om på den anden side i sofaen.