Skrift og udtale stikker af fra hinanden

De må du leo mæ.

Det ser lidt mærkeligt ud, men de fleste læsere kan nok regne ud, at der skal stå det må du leve med ovenfor. Men det kan måske være svært at forstå, hvordan man kan stave en så enkel sætning så forkert. Der er en god forklaring: De forkerte stavemåder er fuldt i overensstemmelse med en helt almindelig udtale, som langt de fleste danskere benytter. 

- Eksemplet illustrerer derfor ret godt, hvor langt der kan være fra udtale til skrift i dansk. Alle naturligt talte sprog udvikler sig. Lydudviklinger kan ikke undgås, der er sådan set ikke noget overraskende i dem. Men så længe skriften ikke følger med, bliver afstanden efterhånden så stor, at skriftindlæringen bliver ekstra vanskelig for dansklærere, som underviser i stavning. Og ikke mindst for deres elever, siger sprogforsker Jan Heegård Petersen fra Københavns Universitet.

Sammen med sin kollega Holger Juul har han udgivet artiklen ”Om analyse af stavefejl. Årsager, korrespondensregler og udtalevariation” i tidsskriftet Nydanske Sprogstudier.

I artiklen beskriver de to sprogforskere en lang række udtaleforandringer og de forskellige typer af stavefejl, forandringerne typisk medfører. Men de angiver også en række såkaldte korrespondensregler, som man kan bruge til at forbinde udtale og det skrevne sprog. Netop de regler vil være et godt udgangspunkt for staveundervisningen, mener de.

- Eleverne bliver faktisk introduceret til korrespondensregler allerede i indskolingen, hvor de lærer, at s-lyden repræsenteres ved bogstavet s, og i-lyden skrives med bogstavet i. Så snart de har lært de to regler, kan de stave til ord som is og si. Hvis eleverne får at vide, at ordet leve fra eksemplet ovenfor i en meget tydelig og sjælden dronning Margrethe-agtig udtale kan udtales stort set lydret, ligesom si, vil de kunne trække på den viden, næste gang de skal skrive ordet og undgå stavefejlen. Det er princippet i korrespondensregler, forklarer Jan Heegård Petersen.

Lyde svækkes eller forsvinder helt
En meget udbredt tendens i dansk udtale er, at lyde bliver svækket, ofte så meget at de ender med helt at forsvinde fra udtalen. Det gælder v-lyden i ordet leve ovenfor, som ofte forsvinder i daglig tale.  

- Professor Jørn Lund beskrev fx allerede i slutningen af 1970’erne, hvordan yngre mennesker ikke længere skelnede mellem ord som ture og tuer samt kure og kuer i udtalen, fordi r-lyden i ture og kure var ved at forsvinde. Den udvikling er nu helt indfaset, og ingen udtaler længere r-lyden i de ord, fortæller Holger Juul. Han tilføjer:

- Det betyder, at man ikke længere bare kan fortælle eleverne, at de skal bruge r-lyden til at skelne, når de staver, og at man må opstille andre regler; det kan fx være, at flertalsendelsen ofte er -e, når et navneord ender på -r i ental (tur – ture) – og klassikeren: at udsagnsord ender på -r i nutid.

Holger Juul har tidligere analyseret staveprøveresultater fra elever i 1.-6. klasse, som tyder på, at mange ikke længere har udtaleforskel mellem ord som klatter og klatre, baller og baldre og klammer og klamre.

- Mange unge udelader r’et, når de skal stave et ord som klatre, og det kan jo næsten kun være, fordi de også udelader r-lyden, når de taler. I det tilfælde vil det være nødvendigt at forklare, at klatre er et udsagnsord i navnemåde, mens klatter enten er flertal af klat eller nutid af klatte og derfor skal ende på -er.

Skal vi bare leo mæ de?
Når dansk udtale har fjernet sig så meget fra skriftsproget, og det bliver vanskeligere at stave, kan en af løsningerne være at fokusere mere på udtale i undervisningen, som Jan Heegård Petersen og Holger Juul foreslår.

Men man kunne også gå mere radikalt til værks og reformere retskrivningen på en måde, som vil udrydde mange af stavefejlene på en gang.

- Vi er helt enige i, at den store afstand mellem skrift og udtale giver problemer og kalder på en større bevidsthed om udtale og mere fokus på det i undervisningen. Det er blandt andet det, vi forsøger med denne artikel. Men om det skal have retskrivningsmæssige konsekvenser som fx en større reform, hvor skriftsproget bliver gjort mere lydret, vil vi lade andre svare på. Hvis det er en diskussion, der bliver rejst, går vi meget gerne ind i den med vores faglighed og giver vores besyv med, slutter Jan Heegård Petersen.