De politiske partier indtog gaderne i 1930’erne – og det endte ofte i vold

I mellemkrigstiden (1918-1939) opstod der en ny politisk kultur mange steder i Europa, hvor politisk mobilisering i stigende grad fandt sted i gaderne. Den udvikling nåede også til Danmark, hvor især ungdomspartierne i begyndelsen af 1930’erne tog den nye gadeaktivisme til sig.

I sin nye bog Kampen om gaderne – propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne viser historiker Charlie Krautwald, hvordan mange ungdomspartier i løbet af nogle få år i 1930’erne indtog byens gader og pladser med uniformerede optog, kampråb og løbesedler. Her kæmpede de – ofte i helt bogstavelig forstand med knytnæver og cykelpumper – om at få byernes mange nye vælgere i tale.

- Tidligere havde valgkampe og politisk agitation været noget, der foregik i partiavisernes spalter eller på vælgermøder. Men i 1930’erne, og særligt fra 1932-1935, bliver gaderne en væsentlig del af de politiske partiers mobilisering, forklarer Charlie Krautwald og uddyber.

Med grundlovsændringen i 1915 havde man fået en hel masse nye potentielle vælgere – kvinder, tjenestefolk og unge – som partierne ikke kunne være sikre på at nå med traditionelle midler.

- Den skyldes blandt andet, at man med grundlovsændringen i 1915 havde fået en hel masse nye potentielle vælgere – kvinder, tjenestefolk og unge – som partierne ikke kunne være sikre på at nå med traditionelle midler. Samtidig dukkede nye kommunikationsmidler op som fx valgplakater, løbesedler og højtalervogne, der var ideelle til at mobilisere i gaderne.

”Gadens parlament” var bevidst strategi

I eftertiden er de uniformerede og aggressive gadedemonstranter primært blevet forbundet med ungkommunisterne og nazisterne og i nogen grad Konservativ Ungdom.

Men det er ifølge Charlie Krautwald en fejl at tro, at gademobiliseringen var forbeholdt radikaliserede unge. Etablerede partier som Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti så et stort potentiale i den nye måde at kommunikere med vælgerne.

- Der er ingen tvivl om, at mange i dag vil opfatte den form for aktivisme og vold, danske byer lagde gader og pladser til i 1930’erne som udenomsparlamentarisk. Især fordi vi nu ved, hvor galt det gik andre steder, siger Charlie Krautwald. Han tilføjer:

- Men det er vigtigt at forstå, at gademobiliseringen var en del af partiernes parlamentariske strategi, og at det var en helt bevidst strategi fra fx Socialdemokratiet og de konservative at tænke dem sammen. Begge moderpartier støttede deres ungdomsorganisationer i gadearbejdet, fordi det ganske enkelt virkede.  

Volden blev et problem

Det er omvendt klart, understreger Charlie Krautwald, at gadeaktivismen, som kulminerede i 1935 med voldsomme optøjer, også blev et stigende problem for partierne; den åbnede en flanke for kritik fra politiske modstandere.

- Internt i Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti kommer der et opgør med den radikale aktivisme, som selvfølgelig får betydning for gadeaktiviteterne. Men samtidig udbryder der en borgerkrig i Spanien, som optager rigtig mange unge på venstrefløjen, og det tror jeg også er en væsentlig forklaring på, at volden begynder at aftage i løbet af 1936, fortæller Charlie Krautwald.

Direkte kommunikation

Frem mod besættelsen forsvinder den politiske vold altså fra gaderne, og efter 2. Verdenskrig var der ikke længere nogen partier, der ville have noget med uniformerede gademarcher at gøre.

- Der har faktisk ikke været lignende politisk vold i danske byer siden 1930’erne. Men der er ikke desto mindre stadig noget genkendeligt over perioden og den situation, som jeg beskriver i bogen. I dag er der også en akut krisebevidsthed og store forandringer i den måde, som de politiske partier kommunikerer med deres vælgere, forklarer Charlie Krautwald og slutter:

- Hvor man i 1930’erne gik på gaden for at komme i direkte kontakt med nye vælgergrupper, prøver partierne i dag at kommunikere gennem de sociale medier. Vælgerne bliver mere og mere troløse og svære at komme i kontakt med, og de traditionelle medier er ikke længere nok. Derfor tager man de nyeste kommunikationsmidler i brug – i dag er det mobiltelefoner og tv, mens det i 1930’erne var plakater, løbesedler og højtalervogne.

Kampen om gaderne – propaganda, protest og politisk vold i 1930’erne er udkommet på Gyldendal.