Kirken var 1700-tallets distriktspsykiatri

Under en brand i Kalundborg i 1737 gik skomager Christen Rasmussen pludselig amok og overfaldt byens brandmester.

Da Christen Rasmussen blev stillet for retten, nåede man dog frem til, at han ikke havde haft ondt i sinde, men været ”rasende afsindig” – eller sindssyg i gerningsøjeblikket, som en senere tid ville udtrykke det. Det konkluderede retten, fordi blandt andet naboer og den lokale præst kunne bevidne, at han ikke normalt opførte sig sådan.  

Derfor blev han ikke straffet på normal vis, men anbragt i en lille isolationscelle af træ, en såkaldt ”dårekiste”, på hospitalet. Efter tre måneder blev han lukket ud igen, fordi hans kone bad om at få ham løsladt, og fordi han tilsyneladende var faldet til ro.

Isolation, ikke straf

Selvom historien om skomager Christen Rasmussen måske ikke passer med vores forestillinger om behandlingen af personer med psykiatriske lidelser i 1700-tallet, er den ikke et særsyn. Tværtimod.

Den er blot ét blandt mange eksempler i historiker Benjamin Brandt Christiansens ph.d.-afhandling Managing furious insanity: Hospital cell confinement and its alternatives in eighteenth-century Denmark.

I arbejdet med afhandlingen har han fundet 70 lignende sager i arkiverne fra Sjællands Stift, Ribe Stift og Fyns Stift. Her behandlede stiftsøvrigheden, som var den myndighed, der havde ansvaret for fattigforsorgen og købstædernes hospitaler, sager som skomager Christen Rasmussens.

- For stiftsøvrigheden handlede det om at få de ulykkelige borgere ud i samfundet igen så hurtigt som muligt, så de kunne genoptage arbejde og familieliv. Et af problemerne var dog, ikke helt ulig i dag, at der ikke var ressourcer nok. Helt konkret manglede der for eksempel dårekister, fortæller Benjamin Brandt Christiansen.

I nogle tilfælde havnede de sindslidende af samme grund i en klemme, hvor familien lagde pres på de lokale myndigheder for at få deres familiemedlem anbragt, fordi de kunne ikke holde ud at have dem hjemme. Og det var et reelt dilemma for myndighederne.

- Derfor opfordrede de i nogle tilfælde familierne til at bygge dårekister i eget hjem, hvis den sindslidende ikke var klar til at blive lukket ud. Men udgangspunktet var, at de skulle blive en del af samfundet igen. Den ”rasende afsindighed” blev opfattet som noget forbigående og ikke et udtryk for ondskab, der skulle straffes, uddyber Benjamin Brandt Christiansen.

Nadveren som diagnoseredskab

Manglen på psykiatriske diagnoser og institutioner, der kunne tage sig af mennesker med psykiske lidelser, betød, at den lokale præst i mange tilfælde fik en nøglerolle.

- Kirken var en fuldstændig uomgængelig institution i 1700-tallets Danmark, og det var blandt andet lovpligtigt at deltage i nadveren mindst en gang om året. Af samme årsag kendte præsten sine sognebørn og blev ofte tilkaldt for at vurdere, om en person havde været ”rasende afsindig” eller begået en forbrydelse i ond hensigt, forklarer Benjamin Brandt Christiansen.

Der var altså ikke behov for en særlig medicinsk ekspertise, mente myndighederne. Det afgørende var, at man kendte personen godt og var i stand til at afgøre, om han eller hun opførte sig usædvanligt.

– Og i præstens tilfælde kunne et fældende bevis være, hvis personen havde været til alters kort før sin forbrydelse. For så kunne vedkommende ikke være sindssyg, da en ”afsindig” ikke måtte modtage nadveren, siger Benjamin Brandt Christiansen.

”Billig” behandling

Ifølge historikeren har vi i dag et unuanceret billede af 1700-tallets behandling af sindslidende, sandsynligvis fordi vi sammenligner den med vores moderne psykiatri. Men historien skal forstås på sine egne præmisser.

- Når vi hører om dårekister og ser billeder af dem, tænker vi selvfølgelig, at det var en rystende behandling af mennesker med mentale problemer. Og det må have været forfærdeligt at være indespærret i sådan en lille celle. Men man skal huske på, at det som udgangspunkt var en midlertidig løsning, og at alternativerne kunne være langt værre.

Dødsstraf og tortur var helt almindelige i 1700-tallets retssystem. Og mange af de forbrydelser, som blev begået af sindslidende, ville have været straffet meget hårdt, hvis de ikke var blevet fundet ”rasende afsindige”, understreger Benjamin Brandt Christiansen og slutter:

- Myndighederne lagde ofte vægt på at afveje ”billigt”, det vil sige rimeligt, og der var en interesse i at få de ramte borgere ud i samfundet igen, hvis de fik det bedre. Det var med andre ord et relativt pragmatisk system, som forsøgte at få tingene til at glide i lokalsamfundet – så længe man altså ikke opførte sig bevidst ”syndigt” og skulle straffes.