2. marts 2021

Overraskende fund giver ny viden om mumificering i oldtidens Egypten

egyptologi

Ved hjælp af en 3.500 år gammel medicinsk papyrus har egyptolog Sofie Schiødt fra Københavns Universitet kunnet rekonstruere den balsameringsproces, de gamle egypterne brugte til at gøre de døde klar til efterlivet. Det er den ældste manual om mumificering, der endnu er fundet.

Den sjældne papyrus har givet ny viden om, hvordan de gamle egyptere balsamerede afdødes ansigt. Det foregik med rødt klæde vædet i aromatiske stoffer. Illustration: Ida Christensen
Den sjældne papyrus har givet ny viden om, hvordan de gamle egyptere balsamerede afdødes ansigt. Det foregik med rødt klæde vædet i aromatiske stoffer. Illustration: Ida Christensen

I det gamle Egypten blev balsamering betragtet som hellig, og viden om processen var meget få personer forundt. Egyptologerne mener, at størstedelen af håndværkets hemmeligheder sandsynligvis blev overleveret mundtligt, så der findes næsten ingen skriftlig dokumentation; indtil for nylig var der kun fundet to tekster om mumificering.

Stor var overraskelsen derfor, da egyptologer på Louvre og Københavns Universitet for nylig fandt en manual om balsamering i en medicinsk tekst, der ellers primært handler om urtemedicin og hudlidelser. Egyptolog Sofie Schiødt fra Københavns Universitet har i forbindelse med sin ph.d.-afhandling oversat og redigeret manualen:

- Mange af de beskrivelser af balsameringsteknikker, som vi finder i denne papyrus, er blevet udeladt i de to senere tekster om balsamering, som vi kender til, og beskrivelserne er ekstremt detaljerede. Teksten fungerer nærmest som et opslagsværk, så den må have været tiltænkt specialister, der havde brug for at blive mindet om visse detaljer, fx opskrifter på salver og anvendelsen af forskellige typer bandager. Nogle af de enklere processer, fx udtørring af liget med natron, er udeladt, forklarer Sofie Schiødt. Hun tilføjer:

Sådan foregik balsameringen

Balsameringen blev udført i et specialbygget værksted, som blev opført nær graven. Den varede 70 dage og blev opdelt i to perioder - en udtørringsperiode på 35 dage og en indpakningsperiode på 35 dage.

I udtørringsperioden blev kroppen behandlet med tør natron indeni og udenpå. Natronbehandlingen begyndte på den fjerde dag af balsameringen, efter at liget var blevet renset, havde fået fjernet organer og hjerne, og øjnene var sunket sammen.

I løbet af den anden periode på 35 dage blev afdøde indhyllet i bandager og aromatiske stoffer. Balsameringen af ansigtet beskrevet i Louvre-Carlsberg Papyrussen blev udført i løbet af denne periode.

Hele balsameringsprocessen blev opdelt i intervaller på fire dage, og mumien var færdig på dag 68 og derefter anbragt i kisten. De sidste dage blev brugt på rituelle aktiviteter, der gjorde det muligt for den afdøde at leve videre i dødsriget.


Kilde: Sofie Schiødt

- Teksten giver os blandt andet indblik i proceduren for balsamering af afdødes ansigt: Den indeholder en liste over ingredienser til et middel, der fortrinsvis består af plantebaserede aromastoffer og bindemidler, der koges sammen til en væske, som balsamøren dypper et rødt klæde i. Det røde klæde lægges derefter over den afdødes ansigt for at omslutte det i et beskyttende, velduftende og antibakterielt hylster. Processen blev gentaget med fire dages mellemrum.

Selvom denne proces ikke er blevet dokumenteret før, har egyptologer tidligere undersøgt flere mumier fra samme periode, hvis ansigter var dækket af et klæde og et harpiks-lignende stof. Det svarer ret godt til proceduren med det røde klæde, som er beskrevet i denne papyrus, bemærker Sofie Schiødt.

Arbejdede i firedages-intervaller

En af grundene til, at egyptologerne tillægger denne såkaldte Louvre- Carlsberg Papyrus så stor betydning, er blandt andet, at den har gjort det muligt at rekonstruere balsameringsprocessen, som nu viser sig at have været opdelt i intervaller på fire. Det vil sige, at balsamørerne arbejdede på mumien hver fjerde dag.

- Hver fjerde dag blev markeret med et rituelt optog, hvor fremskridtene med at genoprette afdødes kropslige integritet blev fejret. Det blev til i alt 17 optog i løbet af balsameringsperioden. Mellem de fire dages intervaller blev kroppen dækket med klæder og halm, som havde trukket sammen med aromastoffer for at holde insekter og ådselædere væk, siger Sofie Schiødt.

Papyrus Louvre-Carlsberg

Teksten, som Sofie Schiødt har arbejdet på i forbindelse med sin ph.d.-afhandling, hedder Papyrus Louvre-Carlsberg. Det hedder den, fordi den ene halvdel tilhører Louvre i Paris, og den anden halvdel er en del af Københavns Universitets Papyrus Carlsberg Samling. De to dele af papyrussen tilhørte oprindelig to private samlere, og flere dele af den mangler stadig. Baseret på palæografien, det vil sige tegnenes udformning, er den seks meter lange papyrus dateret til cirka 1450 f.Kr., hvilket betyder, at den er mere end tusind år ældre end de eneste to andre tekster om balsamering, man har fundet.

Hovedparten af papyrussen handler om urtemedicin og hudsygdomme. Specifikt indeholder papyrussen den tidligst kendte afhandling om urter, som beskriver en guddommelig urts udseende, habitat, anvendelsesmuligheder og religiøse betydning samt en lang afhandling om hævelser i huden, der opfattes som sygdomme, måneguden Khonsu er skyld i.

Den oversatte og kommenterede papyrustekst er planlagt til udgivelse i 2022 i et samarbejde mellem Louvre og Papyrus Carlsberg Samlingen. Hvis du er interesseret i et eksemplar af Sofie Schiødts ph.d.-afhandling Medical Science in Ancient Egypt: A translation and interpretation of Papyrus Louvre-Carlsberg (PLouvre E 32847 + PCarlsberg 917), som hun forsvarede 8. februar 2021, bedes du kontakte hende på zcq348@hum.ku.dk.

Emner