12. maj 2021

Leoparder er mere forskellige end brunbjørne er fra isbjørne

genomer

Ny forskning viser, at leoparder fra Afrika og Asien er mere genetisk forskellige end isbjørne og brunbjørne er fra hinanden. Faktisk er leoparderne så forskellige, at der burde være tale om to forskellige arter, lyder det fra forskerne, som bl.a. kommer fra Københavns Universitet. Og det er vigtig viden for bedre at kunne bevare det truede kattedyr.

Foto af leopard
Credit: Miha Krofel

Ingen er vist i tvivl om, at isbjørnen og den brune bjørn er to forskellige arter. Leoparder udgør derimod kun én art, uanset om der er tale om afrikanske eller asiatiske leoparder. Men det burde de måske ikke. For i et nyt, overraskende forskningsresultat, som Københavns Universitet har bidraget til, står det klart, at leoparder faktisk er mere genetisk forskellige fra hinanden end de to bjørne.

”Følger man det traditionelle artsbegreb, er den genetiske forskel så stor, at leoparder i Afrika og Asien slet ikke burde tilhøre samme art. Da leoparden er kendt for at bevæge sig rigtig langt, havde vi forventet at finde et meget større miks af gener i leoparderne. Så resultatet er kommet bag på os,” siger postdoc og medforfatter Rasmus W. Havmøller fra Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet.

Forskerne har kortlagt genomer fra 26 leoparder, som tilsammen udgør 8 ud af de 9 nulevende underarter af leoparden. En del af genmaterialet kommer fra leoparder i samlingen på Statens Naturhistoriske Museum. Resultaterne er netop udgivet i tidsskriftet Current Biology.

Inddeling i underarter holder ikke

Genom-analysen peger samtidig på, at den nuværende inddeling i leopard-underarter ikke holder. For selvom der officielt er udpeget ni underarter af leoparder, viser studiet, at dyr fra bl.a. Indien og Sri Lanka er så nært beslægtede, at de kunne anses som enkelt bevaringsenhed.

Ifølge Rasmus W. Havmøller er underartsinddeling et centralt begreb, når det drejer sig om bevaring af det ikoniske, men truede kattedyr, hvis udbredelse samlet set er skrumpet med 75 procent, men lokalt helt op til 98 procent, i løbet af de seneste 250 år.

”Når man planlægger bevaringsindsatser for leoparden, orienterer man sig ud fra de forskellige underarter, som kan have hver sin bevaringsstatus. Derfor kan den nye viden være nyttig, hvis vi skal lave bedre bevaringsstrategier for leoparden. Jeg håber at resultaterne vil åbne for en debat om, hvilken rolle genetik skal spille i inddelingen af underarter,” siger Rasmus W. Havmøller.

Han tilføjer, at resultaterne forhåbentlig også kan bruges som et værktøj til at afgøre, hvilke dyr der kan udveksles imellem forskellige områder for at bevare en høj genetisk diversitet, og hvorvidt man kan slå leopardbestande sammen, som der ofte bliver talt om:

”Svaret må nu være et rungende nej, når det gælder afrikanske og asiatiske bestande. Man risikerer at forringe den genetiske diversitet – krydser man fx en leopard, der er specialiseret i at leve i glohede ørkener, med en leopard, som er tilpasset kolde bjerglandskaber, vil man sandsynligvis få afkom, der hverken kan tilpasse sig det ene eller andet sted. Derimod viser vores resultater, at der måske kunne være grobund for at mikse visse af de asiatiske underarter, som genetisk er meget lig hinanden.”

Udvandrede fra Afrika på én gang

Gennem historien har leoparder fordelt sig over et kæmpemæssigt areal, der strækker sig fra Sibirien til Sydafrika. Den nye forskning kaster også lys over, hvornår leoparderne spredte sig fra det afrikanske kontinent, hvor de oprindeligt kommer fra. Også på det punkt overrasker de nye resultater. De indikerer, at udvandringen fra Afrika skete i én omgang - ved en såkaldt enkeltstående spredningsbegivenhed for 500-600.000 år siden. Siden har der stort set ikke været kontakt mellem leoparderne på de to kontinenter.

”Man har indtil nu troet, at leopardernes kolonisering af Asien skete i adskillige bølger og ikke på én gang, som vores resultater tyder på. Tidspunktet passer med, at isen i den periode var koncentreret ved polerne, hvilket gav lavvande mellem Afrika og Den Arabiske Halvø. På den måde har leoparderne været i stand til at krydse havet,” siger Rasmus W. Havmøller.

Næste skridt er at finde ud af, hvordan de store genetiske forskelle i de afrikanske og asiatiske leoparder kommer til udtryk. Det løfter dette studie nemlig ikke sløret for. Rasmus W. Havmøllers forsigtige gæt er, at forskellene især afspejler sig karakteristika, der er knyttet til leopardernes evne til at lokaltilpasse sig.