Forsker: Syv milliarder nyudklækkede kyllinger slås ihjel hvert år – men et forbud er ikke løsningen

Påsken står for døren, og vi er omgivet af æg og af nuttede gule kyllinger som symboler på liv og genopstandelse. I skærende kontrast står det faktum, at der på verdensplan hvert år bliver slået omkring syv milliarder hanekyllinger ihjel i æg-industrien, få timer efter de er udklækkede. De bliver typisk gasset eller kværnet levende. For hanekyllingerne kan i sagens natur ikke lægge æg, og der er tale om racer, som det ikke kan betale sig at fede op som slagtekyllinger.

Beregninger viser, at det koster én dollar per aflivet hanekylling, hvilket altså bliver til en årlig omkostning på cirka syv milliarder dollars eller 48 milliarder kroner. Så aflivning er en betydelig udgift for industrien.

”Ud over det indlysende etiske problem i systematisk at slå så kolossalt mange dyr ihjel, er de måder, man lige nu forsøger at løse problemet på, også uholdbare i et større perspektiv,” siger Rebecca Rutt, som er lektor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og forsker i blandt andet industriel animalsk produktion.  

Efter pres fra dyrerettighedsorganisationer har enkelte lande nu forbudt denne praksis, herunder Tyskland, Østrig og Frankrig. I Danmark er det stadig lovligt, og herhjemme slår vi årligt godt tre millioner daggamle hanekyllinger ihjel – og de kommer også fra frilandshøns og økologiske høns. Men at indføre et forbud er ifølge Rebecca Rutt ikke en reel løsning: 

”I de lande, hvor aflivning er blevet gjort ulovlig, sender man ofte hanekyllingerne ud af landet. De ender steder, hvor de billigst muligt - ofte under meget ringe forhold - bliver holdt i live akkurat længe nok til, at loven tillader, at de bliver slagtet, hvorefter de ofte bliver brugt til produktion af hunde- og kattefoder. Så ud fra et dyrevelfærdsperspektiv er forbud ikke en løsning,” siger Rebecca Rutt, som sammen med forskerkollega Jostein Jakobsen fra Universitetet i Oslo i et studie har gransket de alternativer til aflivning af hanekyllinger, som der arbejdes på eller allerede er i brug.

Er løsningerne lappeløsninger?

Mange dyrevelfærds-organisationer peger på, at en bedre løsning er helt at undgå, at hanekyllingerne kommer til verden. Som respons kappes biotek-virksomheder i flere lande – nogle steder støttet af offentlige midler - derfor om at udvikle teknologier til at det formål. Teknologierne går bl.a. ud på ved hjælp af forskellige metoder at fastslå kyllingens køn i fosterstadiet, så hannerne kan destrueres før udrugningen – ideelt på så tidligt et stadie som muligt. Mindst én teknologi forsøger endda at udnytte den naturlige genetiske plasticitet, som fugle har, til at ændre kyllingefostrenes køn.  

“De teknologiske løsninger bliver fremstillet som win-win, fordi industrien kan spare penge på udrugning og arbejdskraft, der kan spares energi, og man sparer selvfølgelig kyllingernes liv. Og det er naturligvis godt isoleret set. Men samtidig fungerer den slags ’løsninger’ systembevarende for en industri, som er gennemsyret af etiske problemer for de kyllinger, der får lov at leve,” siger Rebecca Rutt.

Hun henviser bl.a. til problemerne med brækkede brystben hos æglæggende høns; turbokyllinger, der opfedes så hurtigt, at deres organer og ben ikke kan klare presset fra deres egen kropsvægt, og hakning og kannibalisme mellem stressede kyllinger, der mangler plads og sollys og/eller går i flokke, som er for store til at dyrene kan etablere naturlige hierarkier.

Høns skal kunne begge dele

Vil man løse dilemmaerne i industrien og fødevaresystemet, er man nødt til at se på det som et hele, mener forskeren:

”Aflivningen af hanekyllinger kan ses som et udtryk for en industri, der er drevet af en effektivitets-logik på grund af voldsom konkurrence. Sammen med en intensiveret avl af specialiserede kyllingeracer gennem årtier har systemet gjort hanekyllinger af æglæggende høns værdiløse,” siger Rebecca Rutt og tilføjer:

Det specialiserede avlsarbejde stammer navnlig fra 1950ernes USA, hvor man for alvor begyndte en intensiv avl, således at nogle racer blev avlet til at lægge så mange og så store æg som muligt, mens andre racer blev avlet til at tage mest muligt på i vægt på kortest tid. Det er resulteret i høns, der i dag lægger cirka 300 æg om året, men ikke er særlig kødfyldte, og slagtekyllinger, der vokser sig to kilo tunge på 35 dage.

”Min egen og kollegers forskning viser, at en hel del kyllingeproducenter gerne vil have en produktion i mindre skala og lavere tempo for på den måde at forbedre dyrenes leveforhold. Og måske vende tilbage til de gamle dual purpose-kyllingeracer, der både kan bruges til æg- og kødproduktion – dog i meget mindre mængder. Men de færreste ville i dag kunne overleve dette økonomisk. Den slags skift kræver mere fundamentale ændringer i systemet, som skal drives frem af lovgivning, der typisk kommer efter pres fra offentligheden," siger Rebbeca Rutt og slutter:

”Så det at kaste mere lys på en praksis som aflivning af hanekyllinger og samtidig se de nuværende ’løsninger’ i et større perspektiv er en vigtig del af denne proces.”