Fire sejlivede myter om samtykkeloven

Samtykkeloven har – både før den blev indført, og efter den er trådt i kraft – været udsat for en del kritik. Store dele af kritikken lader dog til at udspringe af gamle myter om voldtægt eller simpelthen af misforståelser af juraen bag.

Ifølge professor Trine Baumbach, der var med til at udforme samtykkelovgivningen, er lovens budskab simpelt og til at forstå: Du må have samleje med dem, du vil (over 15 år), hvis bare den anden samtykker.

Men når loven så alligevel volder så meget debat og kritik, så bunder det måske i, at mange stadig går rundt med nogle myter om voldtægt og samtykkeloven – altså antagelser, der ikke har hold i virkeligheden. Trine Baumbach fremhæver her derfor fire myter, som det er på høje tid at aflive.

Myte nr. 1: Samtykkeloven har indført omvendt bevisbyrde

I Danmark er vores retssystem indrettet sådan, at man er uskyldig til det modsatte er bevist. Deri ligger også, at det er anklagemyndigheden, der har den såkaldte ’bevisbyrde’. Det er ikke den anklagede. Men nogle har enten misforstået juraen eller haft en interesse i at skabe en ny voldtægtsmyte om det modsatte.

Denne myte kan professor Trine Baumbach dog blankt aflive: ”Samtykkeloven ændrer ikke på, at enhver rimelig tvivl – som i andre straffesager – kommer den tiltalte til gode, og at det er anklagemyndigheden, der har bevisbyrden”

Myte nr. 2: Det er kun voldtægt, hvis der er trusler og vold involveret

Før samtykkeloven var den danske voldtægtsbestemmelse centreret omkring tvangsmidler, hvilket dækker over ting som vold, trusler om vold og lignende. Anklagemyndigheden skulle derfor bevise, at ofret for en voldtægt var blevet truet, skadet eller på anden måde tvunget til sex. Sådan har den danske voldtægtsbestemmelse set ud helt tilbage fra middelalderen. Samtykkeloven blev indført, fordi man mente, at denne gammeldags tilgang til voldtægt ikke afspejlede de værdier, som vores samfund bygger på i dag:

”I middelalderen og fremefter ønskede man at beskytte kvindens ’kønsære’ – altså hendes værdi i familien, i ægteskabet og i samfundet og derfor var det helt afgørende for kvinden, at det kunne bevises, at hun var taget ved vold; kun derved kunne hun genoprette sin kønsære.”, forklarer Trine Baumbach.

I dag er fokus ikke på spørgsmålet om, hvorvidt ofret blev tvunget ved vold eller trusler eller lignende, men på om ofret samtykkede – altså om ofret var med på at have det pågældende samleje. Dermed er den personlige frihed kommet i fokus.

Myte nr. 3: Du skal have MitID med i sengen for at få samtykke

En tredje myte om samtykkeloven er, at et samtykke er noget meget besværligt og indviklet at give. I virkeligheden betyder samtykke i den her sammenhæng bare, at begge parter har en pligt til at sikre sig, at den anden er med på at have sex. Det kan man normalvis sikre sig ved at læse hinandens signaler, men hvis man synes, at den andens signaler er svage eller uklare, må man stoppe op og f.eks. spørge: Er du med på det her? Vil du gerne?

På den måde er der ifølge Baumbach ikke så meget hokuspokus ved et samtykke, der stilles ikke bestemte krav til formen, og man skal naturligvis ikke benytte MitID eller andet, der ødelægger stemningen.

Myte nr. 4: Samtykkeloven giver flere falske anmeldelser om voldtægt

Nogle af de mest hårdnakkede myter er dels myten om, at der er mange falske voldtægtsanmeldelser og dels at samtykkeloven vil give endnu flere af disse.

Denne myte bygger på en forestilling om, at nogle mennesker (som oftest kvinder) vil indgive en falsk voldtægtsanmeldelse, hvis de f.eks. fortryder sex, de ellers frivilligt samtykkede til, da det foregik. Det kan naturligvis ske, at man fortryder at have haft sex med nogen, men forskningen understøtter ikke, at dette skulle give anledning til at indgive falske politianmeldelser.  

På trods af dette er denne myte ualmindeligt sejlivet – muligvis fordi den netop går godt i spænd med fastgroede middelalderforestillinger om genoprettelsen af kønsære, bemærker Trine Baumbach.

Her er det også værd at huske, at en frifindelse i en voldtægtssag ikke nødvendigvis er det samme som at offeret har indgivet en falsk anmeldelse: ”De fleste frifindelser skyldes mangel på beviser – ikke mindst mangel på bevis for, at den tiltalte vidste, at ofret ikke havde samtykket, altså at den tiltalte ikke havde forsæt til voldtægt.”, forklarer Trine Baumbach.

På den måde kommer enhver rimelig tvivl om hændelsesforløbet altså fortsat den anklagede til gode.

Retssikkerheden er fortsat i højsædet

Tilbage står, at Danmark siden 1. januar 2021 har haft en lov om voldtægt, der er bygget op omkring spørgsmålet om samtykke. Loven har dermed skiftet den gammeldags tankegang om kønsære ud med et mere opdateret fokus på den personlige frihed. Bevisbyrden derimod er ikke ændret og retssikkerheden er fortsat i højsædet.